Ambjørn.dk Følg Onsdag 14. april 2021 kl. 16:26


Bogland.dk

Bøger uden censur
E-bøger Lydbøger Papirbøger 1. Dokumentar 2. Dramatik 3. Erotik 4. Krimi 5. Psykologi 6. Sci-fi 7. Spænding 8. Thriller 9. Information


Viking i hverdagen

45 filosofiske historier © Ambjørn Happy



1: Åh, at være en viking!

Jeg har haft mange hellige krige i mit liv, men slet ikke nok til at mætte min sult. Det er som om jeg er født 1.000 år for sent, og det ærgrer mig konstant.

Åh tænk at være viking, og vade i land i England på en tordenvejrsdag, med havsalt i skægget og lynild i øjnene.

Stranden fyldt med skibe, og de blafrende sejl vi trak ned da kølen løb på grund. Øksens lange skaft dingler mod mit lår, jeg skuer op mod land og vejrer. Jeg kan lugte de angelsaksiske kvinder, de små huse der brænder ned inden det bliver morgen, de vrede mænd i grove kjortler - bønder bevæbnet med klodsede skovøkser og små spinkle knive. Åh at være viking, og brænde det halve land ned til grunden.

Men i virkeligheden er der knapt nok nogen der gider skubbe til mig i Netto. Og når det sker, så vender folk sig forskrækket om og siger "undskyld". I vikingens hellige krig er der ingen undskyldninger, men jeg synes det er at overdrive, hvis jeg kløvede fyrens hovedskal med en økse.

Og sikke et svineri det ville give, midt mellem flåede tomater og poser med skumfiduser, og folk ville blive kede af det, måske jeg endda ville komme i fængsel. Økse har jeg heller ikke nogen af. Æv.

Eller ride med Muhammed gennem ørkenen, og stjernerne viser vej mens mine knogler rasler af kulde. Vi er på vej mod oasen, den fjendtlige stamme som nægter at dele deres åbne ører med guds stemme. Så vi vil tage deres kvinder, alt deres guld, og kaste mændene i lænker. Holde en mægtig fest, og fordele byttet imellem os. Åh at være en muslim der tugter de ugudelige.

Men på motorvejen kører vi fra ligegyldige byer, på vej mod Randers, Glostrup og Svendborg. Der er ikke flere fjender at nedkæmpe, ingen byer vi kan udsulte og kaste spyd efter. Alle steder er vi velkomne, og det keder mig frygteligt. Jeg kan se min svigermor griner ad mig, hvis jeg slår lejr på fortovet udenfor hendes hus for at belejre hende. Næsten ingen tager hellig krig alvorligt længere.

Men jeg ville gerne snige mig frem i mængden med en kniv gemt mod mit maveskind. Folk hujer og råber ad den lille fyr de hånligt kalder "guds søn". Kaster sten efter ham. De romerske legionærer griner i deres metalhuer og harnisk, de glæder sig sammen med folket over hans endeligt. Mænd med store skæg og rullende øjne springer frem og spytter efter fyren. Soldaterne bandt hans arme til stokken han bærer på skulderen, så der er ingen grund til at frygte ham nu. Men de spytter og trækker sig skyndsomt tilbage, fordi de er bange. Soldaterne griner godmodigt til mig, da jeg kommer frem forrest i mængden. Jeg springer frem, og som den eneste tør jeg gå helt tæt på ham. Med et snuptag frigør jeg kniven, og jeg mærker mængden blive oprørt da de ser den. De vil have ham korsfæstet, og ingen skal tage den glæde fra folket. De tror jeg vil gøre ham ondt, men jeg skærer i stedet hans venstre hånd fri.

"Lad mig være", siger fyren træt.

"Nej, vi skal kæmpe! Jeg kan befri dig!"

Jeg får lædersnorene om højre hånd skåret over. Nu har fyren begge hænder fri. Soldaterne har mistet taget i deres fange, mængden skubber fra alle sider, romerne sejler et par meter bort. Nu kan vi stikke af!

Men ved du hvad han sagde! Jeg kunne lige så godt have handlet i Netto eller kørt en tur til Slagelse!

"Lad mig være, jeg bryder mig ikke vold. Elsk din næste, Bjørn, gå din vej".

Åh at være viking, eller rytter for Muhammed, eller bodyguard for den lille fyr med de blide øjne. Verden er kedelig, lotto og frokostaviser og den stærke sennep i pølsevognen. Jeg keder mig og beder hver dag til vorherre: Skænk mig i morgen min hellige krig.

Så kan de andre få lov til at tygge brød, og flette stramaj.



2: Fjenden kan gøre dig klog

Jeg ved det godt. Hvis du vil være rigtig smart, så lader du være med at skyde dine fjender. Fordi, de har virkeligt modet til at udfordre dig - og de er altid på udkig efter de bløde punkter som du skal gøre stærkere.

"Jamen, mine venner vil også hjælpe mig med at blive stærkere?", siger du måske.

Nej. Vennerne elsker dig, og de vil beholde dig som du er.

I din udviklings skærgård, skal du sejle ud på det åbne hav, ud til en hemmelig ø, og du har en ven som er villig til at ro dig derud. I tager af sted fra stranden i en lille jolle, og da I kommer fri af land, begynder det at blæse op. Havet rejser sig, mørkt og hylende, med hvide skumbræmme på toppen af bølgerne. Havet hamrer ind mod bådens træplanker, og du oversprøjtes med saltvand. Havet er i oprør, det vil knuse dig.

Så råber du:

"Slut! Det er nok! Jeg vil tilbage til land! Jeg kan besøge den hemmelige ø en anden dag!"

Så din ven drejer båden omkring. Med et suk. Fordi dette er den femte gang han og du har forsøgt at ro ud til din ø, og hver gang afbrød du jeres rejse fordi du blev bange, og din ven indser, at du igen har solgt dig selv til spøgelserne. Stadigvæk elsker din ven dig, og han er altid klar til at ro din båd. Også tilbage til stranden.

De mest uheldige mennesker i verden, det er dem der kun er omgivet af venner. En ven vil trøste dig, når du er svag. Sådan er fjender ikke, fordi fjender spilder aldrig den tid gud har givet os.

Så igen, du er tilbage på båden midt i naturens raseri, og du råber højt.

"Er du bange nu?", råber fjenden tilbage.

"Ja, vend båden! Jeg vil besøge min ø en anden dag! Det er for farligt i dag!"

"Det er bare lidt blæsevejr, der er ingen grund til bekymring".

"Vend båden! Vi tager tilbage!"

"Tag det roligt".

"Sejl tilbage nu!"

"Okay, men jeg vender ikke omkring nu. Jeg har sat mig for at se nærmere på din ø, og bagefter kan vi vende snuden den anden vej".

"Nej!"

"Jo! Det er mig som ror din båd, jeg bestemmer. Hvis du vil bestemme hvilken kurs vi skal følge, så må du ro din egen båd".

"Nej!" Nu er du rigtig vred og truer med næven. "Vend båden rundt, eller også får du... !"

"Okay, du får det som du vil have det", siger din fjende. Med et hurtigt drej i kroppen flytter han sin vægt, båden tipper og du bliver smidt overbord.

Dine fjender vil enten dræbe dig, eller også gør de dig klogere. Så nu svømmer du omkring midt på havet, og stormen lægger sig omkring dig. Skyerne glider fra hinanden, du kan se solstrålerne sprede sig i vifteform ned mod havet, og bølgerne lægger sig som en kat der ruller sig sammen ved siden af brændeovnen. Selvom du kan svømme, så ser din fremtid ikke al for lys ud. Der er langt ud til din ø, og der er endnu længere tilbage til stranden. Men du er ikke bange, du er i live.

Vennerne vil altid ro din båd, men det er kun dine fjender der faktisk vil lære dig at svømme i kærlighedens hav.

Dine venner vil le sammen med dig og I kan feste hele natten, men kun dine ægte fjender vil slukke for musikken og give dig et kraftigt skub i retning mod dig selv.

Vennerne vil ikke miste dig, hvorimod fjenderne er komplet ligeglade med dig, så du kan finde dig selv.

Vennerne kan vi have det sjovt med. Fjenderne gør os klogere. Derfor skal du aldrig skyde dine fjender, fordi de vil så gerne lære dig at svømme på dybt vand. Og derfor skal du ikke altid være så venlig. Nogle gange er det bedre at vippe båden, så din ven kommer ud og svømme.



3: Nøgenbadning fra stranden

Når det er sommer, har jeg en fornøjelig måde at begynde dagen. Tidligt om morgenen klæder jeg mig nøgen på stranden og svømmer i det morgenkølige hav. I skoven ovenfor stranden synger fuglene på det tidspunkt, og på strandbredden er vi ganske få mennesker. Vi er nøgne, men holder en sådan afstand til hinanden, at vi samtidig er i fred for hinanden.

De menneskekroppe vi kan beundre i tv og blade, de blegner noget sådan en morgen på stranden. Fordi på stranden er vi mennesker og ikke kun billeder af kroppe.

De nøgne mennesker er smukke. Den unge voksne kvinde med vidunderligt frodige bryster og kærligt glatbarberede venusbjerg, hun smører sin nye, ranglede sommerbrune kæreste ind i solcreme. Den tykke mand der døser i solen, mens hans hvide hud suger begærligt til solens stråler. Den unge sportsmand som hver morgen løber forbi stranden. Han smider skoene og kaster sig i bølgerne for en svømmetur, derefter løber han videre hen ad stranden med drivvåde sportsklæder. Den ældre dame der hurtigt dypper sig i havet, og derefter befriet trækker badedragten af sig, så hun kan sidde nøgen i solen og læse sin morgenavis.

Det nøgne menneske er sandelig smukt på morgenstranden, tænker jeg mens jeg svømmer mine 1.000 meter. Gammel eller ung. På tv er det nøgne kun en illusion, et sjælløst billede. I virkeligheden er mennesket meget smukt.

Så jeg trækker vejret lettet, og vader i land. For denne morgenstrand er for mig et billede af den lykkelige tilværelse. Den hverdag, hvor vi giver hinanden plads til at være præcis sådan som vi nu er. Forskellige.



4: En hjertelig revolution

Jeg tænker sommetider på, med hjertet oppe i halsen, hvad der ville ske af vidunderlige mirakler på planeten, hvis en morgen vi vågnede alle sammen op, og vi følte kærligheden i vores hjerter.

Det ældre ægtepar som var gået sure i seng, ville kigge undrende på hinanden. Noget var forandret. Han ville rynke panden, løfte hagen. Hun var stadigvæk rynket og furet i ansigtet, håret uglet, og den gamle natskjorte han ikke bryder sig om at røre ved, men noget var forandret. Og pludselig smiler hun, fordi hun kan se at den gamle mand med den der netundertrøje, som hun synes lugter og han burde vaske den noget oftere, han er smuk. Så ville de kramme hinanden og tænke: "Fuck det, jeg er bare glad i dag, ved ikke hvorfor". Senere ville de følges ad ud i byen, i ro og mag.

På den dag ville folk smile i busserne, og ingen ville komme frem til tiden, fordi alle gav plads og trådte til side for hinanden. Ingen maseri, intet skubberi. Og ved de stoppesteder hvor folk var ved at miste bussen, da ville chaufføren få øje på dem og standse motoren, så de ikke havde brug for at løbe. Måske en af passagererne havde en kurv med boller, og en anden var på vej til fisketur så han havde en termokande kaffe med. Så ville de to få øjenkontakt og nikke, gå frem til chaufføren og servere en kop kaffe, mens de ventede på de der var ved at komme for sent.

Og måske mange busser ville køre langsommere end normalt, muligvis ad nye ruter som passagererne kunne være enige om, fordi det er så kedeligt at køre den samme vej til arbejde hver dag. Og nogle ville hellere på indkøbstur til Tyskland, og andre ville besøge København, nogen ville til Vestkysten, så over radioen aftalte man måske at mødes på Rådhuspladsen, lige midt i Århus, ikke særligt stor. Der ville blive et farligt trafikkaos med bybusser halvt oppe på fortovskanterne og chaufførerne travlt beskæftiget med at tegne store papskilte.

Billisterne ville standse i krydset og spørge, hvor folk var på vej hen? Og folk ville pege på chaufførerne, der stolte betragtede deres nye skilte med destinationer som Venedig, Rømø, Harzen og Berlin. Så ville nogle billisterne spørge om de måtte komme med.

Men politiet ville komme slentrende og bede bilisterne om at flytte deres køretøjer.

"I blokerer krydset, venner".

"Åh nej, jeg skal til Venedig!", ville en eller anden bogholder udbryde skræmt, fordi nu var han splittet mellem sin rejselyst og politiets formaning.

"Øh...", ville han sige og kigge sig omkring. Så bredte der sig et smil i ansigt, han strakte armen frem med nøglen dinglende mellem fingrene. Han havde fået øje på en ung pige med slør, blanke briller og helt glat ansigtshud. Hun skulle ikke ud og rejse, kunne han se.

"Kan du bruge min bil mens jeg er væk?", spurgte han. Pigen rødmede og kiggede genert på manden.

"Men jeg ingen kørekort har", ville hun sige, og manden ville skæve til politibetjenten, som uden videre ville gribe pigen i armen med et stort grin og følge hende venligt ud til bogholderens bil. Og da ville han sætte sig ind ved siden af hende, og hun kunne lære at køre bil, som så mange andre denne dag. Trillende af sted gennem byens gader i første og andet gear, lidt usikre og slingrende. Gamle damer på 90 som altid havde drømt om at føre en vogn, og på denne dag kunne de gøre det.

Så folk på kontorerne ville hænge i vinduerne, og nogle af dem lavede papirflyvere af brevpapiret til de breve som de vidste folk ville blive kede af at modtage. På den måde kunne de med god samvittighed sige at brevet var sendt, selvom det aldrig var skrevet, kunne man se i computeren. Og den yngste på kontoret begyndte at grine. Han fortalte de andre hvordan de kunne snyde computeren, så den ville tro at alle havde betalt deres regninger. Og de var ikke de eneste.

Inden middag bredte der sig en fred over landet, eftersom alle borgere blev gældfrie. Computerne mærkede ingen forskel, det ene tal kan være lige så godt som det andet, men for menneskene gjorde det en forskel.

Og senere ville kontorfolkene gå ned på gaden for at danse samba, folkedans og måske løbe om kap for sjov. Folk ville gribe hinandens hænder, på denne dag mærke hundreder af forskellige håndflader. Nogle hænder føles ru og barkede, andre svedige og bløde, nogle slanke og glatte, nogle små, store.

Så mange hænder, når vi danser gennem gaderne og smiler til hinanden, fordi denne dag har alle opdaget kærligheden i hjertet. Så jeg ville smile til en fremmed kvinde og undre mig, fordi jeg føler jeg elsker dig uden at vide hvem du er. Kender dig jo ikke, siger min hjerne, og jeg ville ikke være den eneste. Alle i gaderne ville føle denne kildrende kærlighed i brystkassen når de greb hinandens hænder. Nogle ville sige det højt, råbe det, synge det: "Jeg elsker dig", andre ville blot smile indforstået.

På den dag ville alle være lykkelige, fordi hjerterne elsker alle mennesker. Det kan de ikke gøre for.



5: Guruer i speedbåde

Der er altid noget galt. Hvis ikke jeg har ondt i mine knæ, så er det tænderne, eller nakken, og sommetider leveren. Nogle gange gør det ondt når jeg tisser, og 1 gang om året kravler jeg rundt på gulvet som en af de der gravhunde der er blevet for fed så maven skraber imod.

Og jeg er ikke alene. Vi er mange i den mismodets redningsbåd som skvulper rundt på havet med bange øjne, på vej til at blive reddet. Nogle af de andre skibbrudne er for fede, det ser man tydeligt. Nogle kan ikke tåle franskbrød. En er navngivet med et forfærdeligt navn. En har ondt i lungerne. En har ondt i maven. En har svamp mellem tæerne. En er altid forkølet. En har hovedpine. Vi er mange som er i havsnød. Vi er mange som altid er på vej til at blive reddet... Det meste af livet har vi siddet her i båden og har været syge, smådårlige og skidt tilpas, på vej til at blive raske.

Fordi jeg er et rodehoved med mine penge har jeg ikke råd til at blive reddet. Derfor ser jeg med nogen skepsis på de redningsbælter som kvaksalverne sælger fra hurtige speedbåde der ligger bi ved vores faldefærdige båd. Jeg vil ikke reddes af astrologer, healere, akupunktører, homøopater, hypnotisører, rolfere, kostvejledere. Det har jeg slet ikke råd til. Men kvaksalverne i deres glitrende speedbåde gør gode forretninger. Priserne er skruet højt op, fordi folk i havsnød er parat til at betale dyrt for at blive reddet.

Min foretrukne medicin til alle dårligdomme er en saftig rød bøf og et glas rødvin. Jeg oplever også at en pose chips indeholder stærke, helbredende kræfter. Jeg ved da godt at nogle mennesker påstår jeg trøstespiser, men det ændrer ikke ved det faktum, at maden kurerer mange af mine sygdomme.

Andre menneskers foretrukne mediciner er beroligende healing, kemiregulerende medikamenter, sunde økologiske hønseæg, energiforløsende akupunktur, energiholdige navne og ædelsten.

Så sidder vi altså dér i redningsbåden med hver vores foretrukne medicin og bliver helbredt for alverdens sygdomme. Det er ret hyggeligt, for det meste. Men så her forleden sejler der en ordentlig øse op på siden af os, en af de der gigantiske hvide amerikanske speedbåde med lædersæder, navigationsbro og piger i bikini. Så vidt jeg kunne ane gennem de røgfarvede koøjer var der også piger ombord uden badetøj som omfavnede en stor mand med fuldskæg og næsten ingen hår på hovedet. Han stillede sig op på dækket og kiggede ned på os, med en stor medfølelse og visdom.

"Venner - alle jeres bekymringer er slut. Jeg tilbyder at helbrede jeres sygdomme ved at genoprette jeres naturlige balance", proklamerede han med en stemme der var varm og kærlig. Det er sædvanligvis sådan en kvaksalver præsenterer sig selv, så vi svarede bare: "Hej med dig! Godt vejr i dag! Dejlig båd du har der!" - og lignende.

"Al den medicin I har købt tidligere, den duede ikke! Det var fup og humbug! Kvaksalverne griner ad jer når de tager jeres penge og fylder jer med løgn og latin!", sagde han med overbevisning. Så blev vi sure. Jeg smed et kvart okseben efter ham, og der var også nogle der kylede krykker efter ham og poser med pilleæsker, hæfteplastre og tuber med aloe vera. Men han stod for højt oppe, så vi kunne ikke ramme ham.

"I virkeligheden var det jeres egen kraft der helbredte jer! Det er jeres egen tro på helbredelse, som kurerer jeres sygdomme. Det er jeres egen kraft!", råbte han til os. Nogle af os begyndte at røre uroligt på os. Hans ord gnavede lidt i den tanke, som vi alle deler. Det er i grunden mærkeligt at der er så meget der kan helbrede et menneske. Så meget forskelligt. Sygdommene er er de samme, men hvert menneske helbredes på sin egen måde. Nogle med akupunktur, andre med et nyt fornavn, nogle med healing, nogle med hovedpinepiller, nogle med kærlighed - medicinerne er så forskellige, selvom sygdomme er de samme. Underligt.

"Det er jeres egen kraft der gør det!", gentog den skæggede mand. Vi svarede ikke, og han begyndte at le højt. "Se jer omkring! Livet er herligt! Se himlen, se havet - se hinanden. Se, der er slet ikke nogen grund til at være syg. Der er kun grund til at være rask, grund til at være sund. Der er grund til at være lykkelig, og I har kraften til det!"

Der var helt stille i båden. Nogle af os fik øjenkontakt med hinanden, og vi genkendte det spørgsmål der spirede frem i os. Fordi jeg var nærmest, rejste jeg mig.

"Mester, jeg tror jeg har kraften, men jeg ved ikke hvordan jeg får kontakt med den?" Da lo manden ekstra højt, hjerteligt. "Vær kun glad, Bjørn. Jeg kan se du er tæt på at få kontakt, du mangler blot en lille smule vejledning..." "Vejledning?" "Et kursus. Tag på kursus med mig i weekenden, så genfinder du kontakten, hvis du vil? Kurset hedder Opgiv illusionen om Sygdom! Du har sikkert brugt tusinder af kroner på medicin gennem livet, og du kommer til at bruge endnu flere tusinder med mindre du stopper vanviddet nu".

Det viste sig nu at vi som særligt udvalgte kunne komme med for 4.000 kr. per næse. Nu er halvdelen af flokken sejlet af sted med guruen, og kun os der har rod i økonomien sidder tilbage. Jeg har købt en bøf. Mens jeg spiser tænker jeg på guruens ord. Bøffen har en dejlig smag som gør mig glad, og da ved jeg pludselig hvad der helbreder vores sygdomme. Det er din glæde som gør dig rask. Glæden er den stærkeste medicin - og det er lige meget om glæden kommer fra healing, akupunktur, numerologi eller hvad-som-helst.

Alt hvad der gør dig glad, virker helbredende.



6: Smertens meningsløshed

I virkeligheden er der ikke noget galt med os. Hvad skal vi med guruer og hjernevask? Vi er okay - født ud af noget godt. Dette burde ikke undre nogen. Vi kan jo heller ikke lave lagkage med sur fløde, vel? Tingene hænger sammen. Mennesket er født ud af noget godt, ud af en sund og god fløde, så at sige.

Hvis du i dit liv har oplevet smerte, garanterer jeg dig, at smerten ikke er udtryk for "guds straf" for hvad du har bedrevet i tidligere liv. Hvis du har en skæv næse, krøllede ben og skelende øjne, dette har intet med tidligere liv at gøre. Hvis din mor greb dig som en blæksprutte og din far lurede på dig som en barsk skovrøver, dette er ikke "guds straf" for et tidligere liv. Nej.

Smerten har intet med karma at gøre.

Det ved du godt.

Hvordan opfører du dig sammen med et menneske, som du elsker? Hvordan opdrager vi børn? Hvordan dyrker gartneren sine blomster? I alle tilfælde giver vi det bedste, vi har. Fordi vi kan ikke dyrke blomster, ved at træde på dem. Vi kan ikke opdrage barnet med pisken og ydmygelsen. Vi kan ikke vinde et menneskes hjerte gennem straf.

Kærligheden genfødes. Og hvis du nogensinde ser et ulykkeligt barn, eller en spæd plante i nød, da ser du ikke kærligheden. Da ser du smerten. Smerten er meningsløs, det er dens natur. Smerten kommer fra dette liv, som meningsløshed. Når du er ked af det, gribes du af en følelse af meningsløshed, ikke? Når du er glad, giver livet mening.

Livets mening er at genføde kærligheden. Sådan altså, bliver du genfødt, som kærlighed. Og det er karma i dit liv.

Karma er at blive genfødt med kærlighed i hjertet.



7: Guds urimelige opgave

Så du blev født til en opgave. Et eller andet med kærlighed. Blandt verdens milliarder af mennesker skal du elske ét bestemt. Og fordi gud er sådant et urimeligt menneske, så er der til opgaven knyttet både straf og belønning. "Hvad?"

Indtil du lærer at elske dét menneske, som gud bestemmer det, skal du for evigt leve i helvede.

"Stodderen må jo være sindssyg!"

Det er et spørgsmål for guds psykoterapeut. For dig er virkeligheden netop nu, at du for evigt lever i helvede, indtil du lærer at elske dét menneske, som gud bestemmer det. Og det er ikke din mor.

Jeg kunne se på min ven, at han havde lyst til at gøre oprør.

"Hvad nu hvis jeg siger nej!"

Du lever allerede i helvede, kan jeg se. At løse den opgave gud har givet dig, er den eneste vej ud fra helvede. Du må gerne vente til i morgen, men da vil der blive lagt 24 timer til dit ophold i helvede. Hver gang du venter bliver opholdet forlænget.

Min ven begyndte at røre uroligt på sig. Så fortalte han om problemerne i sit liv, det var ude af balance, og det der gjorde ondt i ham. Han har haft det svært. Man kan godt forstå han er ked af det, men gud er fuck ligeglad. Vi er dømt til at leve i helvede, indtil vi lærer at elske dét menneske, som gud har bestemt det. Og det er ikke din far. Men hver gang vi tøver, bliver opholdet forlænget.

"Hvad mener du? Hvad er det for et helvede?"

Du er rasende over ikke at være blevet elsket som barn, på den måde som du havde behov for. Din barndom efterlod dig med et hul i hjertet - et stort behov for at blive elsket. Alt hvad du har gjort hidtil havde det hemmelige mål, at mennesker skulle elske dig. Det er stressende at have et hul der skal fyldes med kærlighed. Når vi har hul i hjertet, så indgår vi i kærlighedsforhold som er afhængighed. Jeg elsker dig og fylder dit hul, du elsker mig og fylder mit hul. Det er usundt.

"Det er vel meget godt!"

Nej. Fordi hullet bliver aldrig fyldt, når det skal fyldes af andre. Sådan var det også med dine forældre, de gav dig kærlighed sådan at hullet netop ikke blev fyldt helt op. Fordi når hullet er fyldt op med kærlighed, så er barnet uafhængigt og fri af sine forældre. Det turde de ikke risikere, dine forældre, så de efterlod et lille hul. De satte en betingelse på deres kærlighed. De sagde, at nu elsker vi dig, fordi... Og de sagde, nu elsker vi dig ikke, fordi... På samme måde er det i parforhold, hvor du og jeg er afhængige af hinanden. Hvis jeg skal fylde dit hul, så lader jeg et lille hulrum blive tilbage sådan at du ikke løber væk - fordi hvis du løb væk, så dør jeg.

"Du snakker om at jeg skal elske mig selv. Det gør jeg ikke. Mine forældre elskede mig heller ikke. Jeg måtte behage dem, og være sød for at de skulle elske mig. Men det var aldrig noget jeg kunne stole på. De kunne fratage mig kærligheden, og så mistede mit liv mening, så havde jeg mest lyst til at dø. Og sådan har alle mine parforhold været. Hvis min partner fratog mig kærligheden, så gik jeg i panik, jeg følte jeg skulle dø, jeg fik lyst til at smadre alt omkring mig og gøre mig selv ondt. Jeg var meget afhængig af min partners kærlighed".

Gud er ligeglad med dine parforhold. Indtil du lærer at elske dét menneske, som gud bestemmer det, vil du leve i helvede. Du vil aldrig være tryg i parforhold, hvor kærligheden skal fylde dit hul i hjertet. Og når du er glad, vil der underneden være angst for at din partners kærlighed hører op. Og når din partner er utro, eller din partner forlader dig, da vil du opleve at jorden åbner sig under dig, og alt var en illusion, og du vil have lyst til at dø. Det er helvede at have lyst til at dø og leve i en illusion.

"Jeg har så mange fejl. Det er svært at elske mig selv."

Gud er ligeglad. For gud at se har alle mennesker hundredvis af fejl.

"Hvordan elsker jeg mig selv, når jeg har så mange fejl?"

Hvordan elsker du andre?

"Det gør jeg bare, det sker".

Nej, det er noget du gør. Du bliver glad for et andet menneske når du ser vedkommende indeholder skønhed, visdom, sandhed, humor, erotik, glæde. Du bliver ikke forelsket i et menneske fordi du ser vedkommende har fejl, smerte og sorg - du elsker fordi du ser mennesket har ægthed, livserfaring og kærlige følelser.

"Skal jeg være positiv og se på mine gode sider?"

Nej, gud er fuck ligeglad. Hver gang du tøver bliver din tid i helvede forlænget.

"Jeg kan ændre mine dårlige sider, og så vil det blive nemmere at elske mig selv?"

Det må du selv om. Men pas på, fordi alle mennesker har hundredvis af dårlige sider. Hver gang du har løsnet én knude, så vil du opdage at der nedenunder er en ny knude. Hvis det tager 1 uge at løse hver knude, så vil hundrede knuder forlænge dit ophold i helvede med 100 uger. Hvorfor ikke være smart? Læg mærke til dine knuder, men brug ikke tid på dem lige nu. Find i stedet de sider i dig, som du kan holde af. Hvis du kigger efter din skønhed i 10 dage, så vil du opleve 10 dage i skønhed.

"Men jeg har ondt. Jeg tror det er vigtigt for mig at løse mine problemer først, inden jeg lærer at elske mig selv".

Gud er ligeglad. Al den tid du bruger på dine problemer vil gøre dit ophold i helvede længere. Måske du er glad for at være i helvede?

"Nej".

Hvorfor har du så været dér hele dit liv?

"Det var ikke min skyld. Jeg har ikke bedt om at blive dårligt behandlet af mine forældre. Jeg er faktisk meget vred over det! Jeg har lyst til at banke alle de mennesker som har gjort mig ondt! Det er så uretfærdigt! Jeg er ikke noget dårligt menneske! Hvorfor er der ingen der elsker mig!"

Jeg nikkede. Du vil først elske dig selv, når problemerne er væk?

Min ven begyndte at græde. Han var så vred at han var farlig. Og det er sandt, det er uretfærdigt. Når nogen gør dig ondt, så er det deres skyld, men det er dit ansvar at blive lykkelig igen. Det var dine forældres skyld, at du ikke blev elsket uden betingelser som barn, men det er dit ansvar at fylde hullet i hjertet op med kærlighed. Du har ansvaret for at elske dig selv. Intet menneske i verden kan påtage sig at elske dig så hullet fyldes ud. Der vil altid være et tomrum i hjertet, indtil du tager ansvaret og elsker dig selv.

"Jeg ville gerne elske mig selv."

Ville du gerne, eller vil du?

"Jeg vil gerne, men jeg ved ikke hvordan man gør?"

Det er nemt. Kig på det gode og dejlige som du indeholder. Vær i din krop og mærk fryden ved at trække vejret. Mærk dit blod pible rundt i kødet. Læg mærke til det gode som du gør i livet. Det er nemt at udfolde sin kærlighed, når du ser din skønhed.

"Men mine dårlige sider, min smerte, min sorg, min angst, min tristhed?" Lad det ligge. Læg mærke til at det findes i dig, og acceptér det. Når du er kommet ud ad helvede er det nemmere at elske også de sider af dig, som du selv eller andre synes er dårlige. Men så længe du endnu ikke elsker dig selv kan det være virkeligt vanskeligt at elske også dine dårlige sider. Når du kommer ud af helvede vil det derimod være nemmere at holde af også dine upraktiske sider.

De fleste mennesker bruger hele livet på at forsøge at ændre 2 eller 3 dårlige sider i sig selv. Hvis de brugte en uge på at finde 7 gode sider, ville det være nok til at de elskede sig selv. Når du elsker dig selv, standser helvede. Vil du elske dig selv? Tage ansvar? Min ven kom hen til mig og lagde sig ind til min krop. Han sukkede.

"Det er så uretfærdigt at de aldrig elskede mig!"

Ja, det er uretfærdigt når mennesket ikke bliver elsket. Vil du skabe retfærdighed i verden?

Min ven begyndte at græde af lettelse. Hele livet havde han i det skjulte foragtet og hadet sig selv. Han havde også været en del af uretfærdigheden. Nu så han sin kærlighed, han mærkede en stor, varm kærlighed omfatte sig selv. Han indså sin egen skønhed.

Helvedet standsede i selvsamme sekund.

Verden er først perfekt, når jeg elsker mig selv.



8: Perfektion er for mumier

Åh ja, perfektion... Denne glitrende og velskabte mumie, perfektion. Det perfekte liv, stilstand og dødedans.

Livet er kun perfekt når vi sætter det i stå. Som et fotografi taget af dig i din bedste vinkel, med det helt rigtige glimt i øjet, med kroppen fuldendt svævende i luften, sådan der... Knips!

Billeder kan være perfekte. Ligesom mumier. Det kræver perfektion at tømme mennesket for organer og bevare det omspundet af lærredsstrimler i tusinder af år. Der er mange perfekte mumier i verden. Nogle af dem smiler på trappen ned fra privatflyet, fremviser perfekte tænder, slår med deres lange flotte hår.

"Mit liv er perfekt, og jeg har fortjent det!", ler de.

Kan du se det for dig?

Perfektion tilhører mumiernes verden. Billedernes verden. Alt hvad der er sat i stå.

Fordi, du kan ganske vist klippe din hæk, så den ser perfekt ud, lige og firkantet. Men så længe der er liv i hækken, ødelægger den perfektionen hver dag i de tidlige morgentimer... Hækken strækker sig og udfolder nye blade, strækker sine grene, fordi den ånder, ødelægger de perfekte linier.

Naturen er ikke perfekt, og det er heller ikke mennesket, og ikke livet.

Perfektion er for mumier.



9: Gud har ingen arme

Gud har ingen krop. Forestil dig, at du ingen krop havde, og alligevel skulle du tage dig af hverdagens gøremål. Prøv og pil et æg, uden hænder, det er altså svært. Når vi mennesker kører i fuld fart ud over en klippeafgrund, så vil gud gribe bilen, men kan ikke - gud mangler kæmpens lap - så bilen styrter til jorden.

For at sige det, som det er: Gud har ikke en chance for at redde mennesket på denne planet. Træerne falder som de falder, og hvis det er midt i morgenbordet, så er det sådan. Lastbilerne trimler omkuld. Busser bryder i brand. Vulkanerne hoster lava. Blæsten trækker fiskekutteren til bunds. Det guddommelige kan ikke gøre noget ved det. Det guddommelige har ikke kæmpens hænder til at gribe træet, standse lastbilen, slukke ilden, dulme vulkanen, og holde kutteren flydende.

Det guddommelige udtrykker sig i mennesket, på denne planet. Det er os der skaber paradis, eller helvede, ikke en gammel mand i himlen. Det guddommelige flyder gennem dig. Hvem vil du redde i dag?



10: Timeglasset

Da køkkenbordet endnu var højere end mig, og alle voksne levede i en anden verden, så jeg en dag min mor vende et slankt glas med lyserødt sand i. Hun var ved at koge æg. Glasset var klemt sammen på midten, så det var trangt for sandkornene at falde ned i bunden af glasset, de dryssede kun.

Først tænkte jeg, at det var underligt min mor ikke havde opdaget glasset var faldet skævt ud på fabrikken, og egentligt burde byttes. Men på hendes ansigt kunne jeg se, at hun kiggede sådan tilfreds på glasset, hvor sandet langsomt samledes i en fin bunke. Hun betragtede ikke indsnævringen som en fejl, åbenbart. "Så!" sagde hun og smilede. Jeg kiggede på sandkornene som strømmede ned gennem indsnævringen. Det så da meget kønt ud. Ligesom når jeg sad udenfor med sand i en knyttet næve og lavede bunker i sandkassen. De får sådan en smuk form, når de dannes af sandstrålen.

Dernæst tænkte jeg, at glasset med det lyserøde sand var en form for kunst eller legetøj for voksne. Og det gjorde mig glad, fordi jeg havde fået en anden opfattelse af voksne, nemlig at de ikke legede ret meget. "... så kan vi se hvornår æggene er færdige", tilføjede min mor. Jeg kiggede vantro på hende. Hun nikkede. Jeg kiggede på sandet i glasset. Hvordan kunne sandet vide noget om æggenes tilstand? Var der noget ved sand, som jeg åbenbart helt havde misset? Kan sand tænke? Kan sand fornemme æggene i gryden? Nej, jeg var ret sikker på at sand er dødt, og alligevel var sandet åbenbart i stand til at fortælle min mor, hvornår æggene var færdige. Interessant.

Nu da køkkenbordets kant skærer sig ind i min tykke mave, tænker jeg sommetider på livet som et timeglas. Der er rendt mange hjerteslag gennem mit timeglas, gad vide hvor mange der er tilbage? Er den øvre del af glasset næsten fuld, eller lige ved at være tømt?

Og så tænker jeg, gud er sådan et lille barn der hælder hjerteslag ud på planeten i en fin stråle, der laver smukke mønstre. Så fin er livets tragt, at hjerteslagene kommer enkeltvis. Det gør vores timeglas langsomt, ikke? Hvert sandkorn kan studeres mens det falder fra evigheden til bunden af vores krop.

"Det hedder et timeglas. Det måler tiden", havde min mor forklaret mig dengang hun kogte æg. Jeg lod hende blive i troen, fordi jeg havde lagt mærke til at voksne har mange underlige idéer. Alle børn kan jo se, at sandet ikke måler tiden. Sandet er tiden.

Som voksen glemmer jeg sommetider mine barneøjne. Som voksen bilder jeg mig ind, at min fødselsdag angiver et vist mål for tiden i livet. Men heller ikke menneskets timeglas måler tiden. Hjertets slag er selve tiden.

Det er derfor at den der venter, han venter forgæves. Den der venter, han sætter sig udenfor tiden. Den der venter, han spiller højt spil med sin skæbne. For ingen har lovet ham et vist antal hjerteslag. Det eneste vi kan være sikre på, det er at lige nu er vi i live. Lige nu, når hjertet slår, er vi levende.

"Så, nu er æggene færdige", sagde min mor efter nogen tid. Hun lød meget tilfreds, lidt opstemt. Men jeg var skuffet. Timeglasset mistede hele sin fascinerende skønhed, da det gik i stå. Jeg ville ikke have æg, jeg ville hellerede kigge på sandstrålen i timeglasset. "Skal vi ikke prøve igen, skal du ikke bruge timeglasset mere?" "Nej, nu er det slut. Jeg skal først bruge timeglasset næste gang jeg skal koge æg!".

Og jeg tror det kan være sådan den dag jeg pludselig opdager tavsheden, det der lange sekund hvor der skulle have faldet endnu et hjerteslag. Skuffelse. Så skal man igen vente tusinde år på at nogen vender timeglasset.

Livet er kun et hjerteslag langt. Det forstod jeg som barn. Der kommer altid en dag igen i morgen. Men det hjerteslag jeg netop oplevede, det kommer aldrig igen. Dette øjeblik er tabt for altid; det faldt til timeglassets bund.

Og de hjerteslag du anvendte på at læse dette her, de er også tabt. Forhåbentligt nød du hvert øjeblik. Det er ikke os der skaber hjertets slag. Men det er os der vælger hvad der skal ske, mens hjertet slår.



11: Hudfolder

Forleden sagde min bror: "Har du tænkt på Bjørn, det er det samme blod du har i hovedet og i penis?" Og det ved den hellige jomfru Maria, det har jeg aldrig skænket en tanke. Ja, jeg synes nærmest det virker lidt malplaceret, at mine to hoveder skal deles om det samme blod! De skulle nødigt give hinanden tossede idéer.

Ved nærmere eftertanke... Har kroppen overhovedet ingen skam i livet? Og nej, kroppen er åbenbart et meget tolerant væsen der ikke tager det så nøje, om det er de kødelige eller de åndelige laster der skal forherliges med frisk luft og næring fra mit blod.

En anden ting ved kroppen, udover dens åbenlyse tolerance, er det forunderlige faktum, at den tilsyneladende uden nogen form for uddannelse mestrer selv de mest komplicerede biologiske og kemiske processor...

For et par uger siden lærte jeg at binde mine sko, sådan at snørebåndene ikke går op. Det tog mig 30 år. Og i sidste uge på min sommerferie lærte jeg at slå smut med en sten udover bølgerne. Min krop kan finde ud af at lave børn, og sådan noget. Jeg kan binde mine sko, og lave 7-9 smut.

Det virker som om kroppen rummer langt større viden og forståelse, end jeg har formået at skrabe sammen langs livets landevej. Men se, det er ikke ord kroppen rummer, det er kunnen. Hvis jeg kan fortælle nogle ord om menneskets forplantning, så har kroppen til gengæld kunnen, og det er noget andet.

"Det er hele forskellen mellem mænd og drenge", sagde min bror til mig. "Drengene er fyldt med ord, hvorimod mænd er fyldt med kunnen". Han tænkte ikke lige præcis på børn. Mere sådan bredt. Ikke kun mænd, også kvinder. Bredt. I alle livets forhold...

Det er ikke dine ord - det er det du kan. Og du kan meget, fordi du er født med en stor kunnen. Se blot på din krop.



12: Håndlæsning i paradis

Pludselig ser jeg kvindens smerte. Og hun ser, at jeg har set den. I hendes hånd. I kroppen. I luften omkring hende. I de små trækninger omkring hendes øjne. Hun trækker vejret med besvær, hele hendes sjæl ryster. Jeg trækker vejret dybt og brummer. Accept.

"Sådan går det for mange af os", indrømmer jeg. Jeg stryger hendes håndflader, sidder med hendes liv mellem mine hænder. Helt tæt på siden af hende. Vi er tavse midt i livet omkring os. Vi har dannet vores eget univers. Et solsystem med plads til alle de følelser og oplevelser, mennesket gennemlever. To sole. Vore hjerter som dunker varmt. Tryghed. Kærlighed og medfølelse. Paradis.

"Det var en hård tid?"

Hun nikker. Kigger mig dybt i øjnene. Som to skrammede jaguarer genkender vi hinanden, som to dyr på flugt mødes vi ved den lille bæk dybt inde i skoven, genkender hinandens skrammer. Drikker i stilhed af skovens kildevand. Tæt på hinanden.

I weekenden sad jeg i en sportshal i Glostrup. I paradis. Og gud havde vel aldrig forestillet sig dette: At vi ville genskabe det tabte land midt i en kommunal bygning med skinnende bøgeparket og megahøjt til loftet. Men dér stod det altså, 30 små markedsboder hvorfra folk solgte hjertelige sten, dybe healinger, spådomme om fremtiden, afspænding og alt andet godt fra den alternative verden. Håndlæsning.

Der er så megen smerte i verden. Ensomhed.

Hendes pegefinger er svækket. Nærmest skrumpet. Det undrer mig, fordi den gamle kvinde ser ud til at have et sundt liv, god mad, et godt hus eller en stor lejlighed, en levende slægt. Jeg sukker, er nødt til at være ærlig, og hjertelig.

"Altså, traditionen siger om din Jupiter-finger, at det er som om du har haft, ja, hvad skal jeg sige..." Hun vil gerne have, at jeg siger det højt. Hele hendes sjæl skriger efter, at jeg skal sige det! Men jeg aner ikke, hvad det er. Der er noget med dén finger der. Hun er blevet ramt! Jeg mærker gennem min hud langt ind i hendes åbne landskaber. Hun kræver at jeg bringer hendes smerte op gennem isen! Men jeg ser hun frodige marker og træer i hendes sjæl, ingen tegn på krig og overgreb, og alligevel er hendes jeg-kraft blevet svækket. Jeg kan ikke se hvad det er. Hun gemmer det. Skjuler sin smerte.

"... som om du har oplevet et... som et nederlag, ja et megastort nederlag af en slags..." Jeg ved ikke hvad det er. Hun ved det! "...at du har fået hvad man ville kalde et slag over nakken, noget der virkeligt har ramt dig hårdt..." En lyd glimter gennem luften, som gammelt træ der flænger uden at få en skramme. Noget har åbnet sig. Kvinden rykker sin stol rundt, så hun vender ryggen til livet i sportshallen. Tårer triller ned ad hendes kinder.

Det er okay at græde. Vi sidder sammen i vores fælles have, blomster dufter, en solsort synger blidt, aftensolen stiger langsomt ned bag trætoppene. En eller anden aften skal også du sove alene og drømme om din glæde, mens stjernehimlen rejser sig over dit sengeleje.

"Jeg har mistet min mand", siger hun pibende. Jeg trækker vejret dybt og brummer.

Tårerne pibler frem. "Jeg har aldrig snakket om det. Det er kun... det er kun 5 år siden".

Jeg brummer. Dybt. Jeg lader min lyd ruske gennem hjertet, og derfra kaste dybe toner fra min brystkasse over til kvinden, min lyd omfavner hende. Vi er elefanter som brummer af sorg, mens vi langsomt drejer hovederne og svinger med snablerne. Sorgen er tung.

Pludselig griner jeg og smiler fra mit hjerte. Hvilket er sjældent.

"Åh, fortæl mig om din mand", beder jeg. "Han må have været meget smuk?"

"Ja", hun snøfter. Jeg ser lyset tændes inde i hende, som en stjerne i den dybeste nat. Hun retter sig på stolen.

"Han var en dejlig mand." Og så fortæller hun mig om Jens, der elskede sin kone i 40 år. Rejste rundt i verden sammen med hende, Afrika, bar hende på hænder og fødder. En vidunderlig mand som døde med ordene: "Jeg vil hellere dø levende, end leve døende".

Kvinden fortæller med så stor kærlighed om sin mand, at jeg bliver rørt.

Hvem vil savne mig, når jeg er borte? Og gemme sin sorg i 5 år, og græde over mig i en sportshal i Glostrup? Hvem skal græde over dig, når vi er borte? Og fortælle om os til fremmede mennesker. Hvem vil beskrive os med en sådan kærlighed at tilhørernes hjerter åbner sig, og nogen begynder at græde?

Så ryger jeg en cigaret og drikker kaffe i et sidelokale til paradis. Vasker mine hænder inden jeg går tilbage til mit bord. Der ligger en blød dug på bordet, papirskilte med tilbud om kurser og håndlæsning. Bag bordet står de 2 magiske stole, hvor jeg sidder ved siden af fremmede mennesker og mødes hjerte mod hjerte. Der er også et staffeli med en tavle på, og den viser et par håndskrevne papirslapper med klisterpapir på bagsiden. "Hånd-læsning", har jeg skrevet med kluntede bogstaver. Det er min hjernes skyld at jeg aldrig lærte at skrive pænt. Den har for mange ord der kommer ud for hurtigt.

Og præcis sådan er min håndflade. Du skulle se det en dag. Min hjerne skriver kluntet og skævt i min hånd. Som om den blander blokbogstaver og skråskrift sammen, og ikke har tid til at skrive ordene fuldt ud. Jeg er glad for at jeg er håndlæseren. Ville ikke ane hvad jeg skulle sige, hvis jeg mødte mig selv en dag og skulle læse mine egne linier.

"Jeg tror ikke på det". Han sætter sig ned og beder konen om at være i nærheden af sig. Nysgerrig. Skeptisk. Jeg holder hans hænder. Lader fingerspidserne glide hen over håndfladens hudriller. En meget speciel hånd. Det flotteste månebjerg jeg har mødt i mit liv. Resten af håndfladen er groft rillet. Så begynder jeg at fortælle ham hvad traditionen fortæller om hænder som hans. Som frost på solbærbuske svinder hans skepsis, hans blade bliver grønne, rankerne strækker sig, hans frugter begynder at dufte. Sammen går vi rundt om hans bærbusk. Der kommer liv i hans øjne. Han stråler.

"Det er alt sammen dit. Om du vil bruge det til noget, det bestemmer du selv".

Jeg elsker at læse hænder. At mødes i paradis på to hårde stole fra Randers Skolemøbler, i en sjællandsk sportshal, i midten af universet: Der hvor to menneskers hænder griber fat om hinanden.

Og alle spørger vi:

"Hvem er jeg?"

"Hvad skal jeg her?"

"Hvem er du?"

"Hvad laver du her?"

Alt i livet handler om at besvare disse 4 spørgsmål. Også valg af farven på køkkenskabene fra Vordingborg. Uddannelse. Kærlighed. Softice på gågaden. Alt. Den der kan besvare dine 4 spørgsmål, han render med dine penge.

Jeg tager 120 kroner fra hver person jeg læser.

En bandit er jeg.

Jeg tager penge for at fortælle folk, hvad de selv fortæller. Det er nemlig din bevidsthed som afspejler sig fysisk i dine håndflader. Dit nervesystem taler ud gennem hænderne. Jeg gengiver folks egne ord. Er det ikke frækt at tage penge for det?

Alle svar på livets gåder kommer fra dybet af dit hjerte.

Ingen andre kan fortælle dig noget af betydning.

Kig i din håndflade.

Det er dine ord.

Din historie.

Lyt kun til dig selv, fordi ingen er klogere end du. Det kan man se i din hånd.



13: På valfart med et brækket ben

Du ved der er så mange kloge mennesker i verden, og dog er der kun et menneske der ved, hvad der er bedst for dig. Det tænker jeg sommetider på når jeg se folk komme trækkende og slæbende på deres døde ben, for at spørge en eller anden vismand til råds.

"Doktor, hvad skal jeg gøre. Der er gået råddenskab i mit ben", beklager de sig og smider benet op på bordet foran ham. Du ved, nogle mennesker de har faktisk været vidt omkring. Så har de prøvet hypnose, og tidsel te, og kiropraktor, og psykolog, og baderinge fulde af lunken olivenolie, og en hel masse mere. Derfor har de opnået en vis frimodighed i forhold til deres døde ben. Det er ikke noget de skjuler, snarere tværtimod. Alle i deres omgangskreds kender benet.

Du ved også hvad disse stakler får at vide, når de sådan er på valfart med benet.

"Lyt til dig selv".

"Jamen, det gør jeg også doktor. Det gør ondt! Hjælp mig!"

"Nej, lyt til dit indre. Hvad er det du vil med dit liv?"

"Jeg vil leve med et ben, som er i orden!"

"Hvad vil du med dit liv?"

"Mit hvad-for-noget? Kan du ikke bare kurere mit ben?"

"Nej, benet gør ondt, fordi du har ondt i livet. Der er noget du burde lave om på, men det vil du ikke. Du vil hellere have ondt i benet. Derfor siger jeg, at du skal lytte til dig selv".

"Nej det er for galt! Her betaler jeg 500 kr. for at få din hjælp og vejledning, og så siger du, at jeg bare skal lytte til mig selv! Fatter du ikke, at hvis jeg vidste hvad jeg skulle gøre, så havde jeg aldrig taget bussen hele vejen til Grindsted Vestplantage for at spørge dig!"

På dette tidspunkt bliver folk sure, og så går de ud af vismandens hus. De forsøger at smække med døren, men for det meste får de det visne ben i klemme, så det ikke lyder af ret meget.

Tænk hvis alle lyttede til sig selv. Det gør de heldigvis ikke, men hvis de gjorde, tror jeg det ville blive forbudt. Forleden sad jeg på en bænk på gågaden om aftenen, og en lille kvinde i lang frakke stoppede op ved skraldebøtten ved siden af mig. Med en kroget hånd rodede hun rundt i skarnet, fandt en halvsmeltet is i et gennemsigtigt bæger, og en beskidt plasticgaffel fra en chinabox. Som en fugl begyndte hun nu at spise. Folk gik i stå rundt omkring hende, fordi det er ulækkert at se hende æde andre menneskers affald. Hun var ligeglad.

Jeg rejste mig forsigtigt og stillede mig ved siden af hende.

"Har du brug for nogen penge", spurgte jeg.

"Ih nej, overhovedet ikke! Nej! Altså! Hvorfor spørger du om det! Altså!". Hun kiggede væk, og hun var vred. Jeg skulle ikke blande mig i noget, det var tydeligt at mærke. Hun var herre i sit eget hus, og hun havde valgt at gå på gaden og æde fra skraldebøtterne.

Og sådan er det. Der er intet menneske i verden der kan hjælpe dig, ud over dig selv. Det er dig der ved, hvad du vil. Du har svarene til dit liv. Spild ikke din tid, og heller ikke dine penge, på at lede efter svarene hos andre mennesker. Lyt indad.

Det eneste vi således kan få fra andre mennesker, det er inspiration og viden om, hvordan vi lytter til os selv. Der er ingen andre svar end vores egne. Jeg tror hun vidste det, den gale kvinde i det beskidte tøj. Bedre at lytte til sig selv, end at danse pænt efter en andens pibe.



14: Tivolimandens sidegevinster

Min læge er barsk. Det er umuligt at hive en recept ud af ham, eller en MR-skanning, eller blot en hurtig hjerteoperation. Og jeg troede ellers lægerne havde en receptblok indbygget i håndleddet og kun var interesseret i at sælge så store mængder medicin som muligt. "Og træk vejret dybt! Meget fint". Lægen flytter rundt på stetoskopet på min ryg. "Og igen ja. Fint". Jeg frygter allerede hans dom, og den falder da også prompte. "Du er sund og rask, Bjørn. Det er bare lidt snue, lungerne er fine nok". Han siger det som en god nyhed, men jeg føler mig bare rigtig sløj, og syg. Måske er jeg hypokonder, det har jeg tænkt på mange gange. Lige meget hvad jeg kommer kravlende med, så griner min læge og sender mig hjem igen. Mit eneste håb er efterhånden, at de kloge vil opfinde en medicin mod hypokondri, eller en fancy operation med store bandager og gangstativer. Sådan har du det måske ikke, og det fordi vi er forskellige.

Jeg tror man gør klogt i at vælge sine problemer med omhu. Til ethvert tidspunkt i livet er der en vis mængde problem-stof omkring os. Et slags tombola med hyldevis af problemer, som du frit kan vælge imellem. Foran på hylderne har tivolimanden skrevet små lapper, på papir han har revet ud af et kvadreret hæfte.

Der står:

* kroppen

* parforhold

* arbejde

* kærlighed

* sex

* børn

* økonomi,

og så er der ellers frit valg på alle hylderne.

Ingen af os kan overkomme så mange problemer, som tivolimanden tilbyder. Derfor vælger vi de problemer, som vi gerne vil belemres med. Tror du på den? Blandt alle verdens sygdomme, og blandt min krops småskavanker, valgte jeg omhyggeligt at blive hypokonder. Det er nemlig en sygdom som ganske vist ikke kan kureres med medicin, men til gengæld slår den heller ikke folk ihjel. Desuden har jeg valgt et dårligt knæ, som med jævne mellemrum giver mig ret i, at verden er et jammersted.

Men så i aftes var jeg i dårligt humør. Jeg lå og hostede, syg og dårlig, og kom til at tænke på tivolimandens tombola. Ved du hvad? Der er sandelig mange problemer som er sidegevinster! Til kærligheden hører sidegevinsterne længsel og utroskab. Til jobbet hører træthed og overarbejde. Til rigdommen er der overvægt og affald. Til hver eneste gode ting i verden, har tivolimanden et par småproblemer stående på hylden som du kan vælge! Eller med andre ord: Hvis du har et problem i livet nu, så kommer det fra at du tidligere fik hovedgevinsten...

Dén tanke gjorde kun mit humør ringere. Hovedgevinsten har jeg nemlig ikke længere - kun problemerne står stadigvæk i vindueskarmen. Små kitschede problemer i skrigende farver og plastic. Mellem dem kan man se aftegninger i støvet fra der hvor hovedgevinsten stod. De pynter egentlig, fordi ellers ville her være så tomt. Men som sådan er intet problem værd at samle på, så jeg tog tivolimandens figurer og bar dem ned i containeren.

De fleste problemer er kun en følgevirkning af det gode liv. Så næste gang du vinder i tombolaen, så pas på tivolimanden ikke prakker dig et par sidegevinster med i købet. Nøjes du kun med hovedgevinsten, og lad problemerne stå.



15: Kunsten at blive voksen uden at dø

Hvis jeg er sulten og drysser salt på ryggen af en elefant, så bliver jeg skuffet når jeg sætter tænderne i den. Det kræver meget større arbejde at lave en elefant om til et velsmagende måltid. At blive voksen handler om at forvandle elefanten til et festmåltid. Vi skal modnes. Vi skal gøres møre.

Du ved man kan tage en kæp og slå løs på sit kød, så det bliver mørt. Men vi formår kun at slå lyset ud af elefantens øjne, den bliver svag og føjelig, den bliver skræmt. Det er ikke en god metode at opdrage børn på, men der er alligevel mange der anvender den. Også raffineret uden fysisk vold, og med en kæp gjort ud af fornuft. Så børnene bliver medgørlige som voksne, men deres kød er sejt. Smager ikke godt.

Ved du hvor meget en elefant vejer? Og den skal have 45 minutter per kilo, det kommer til at tage lang tid! For slet ikke at tale om komfuret. Hvor får man fat i en ovn på den størrelse? Så jeg købte altså en flammekaster og bandt min elefant til et palmetræ. Benzinen havde jeg hugget fra en FN landrover. Men lige da jeg klapper på mine lommer for at finde æsken med tændstikker, kommer der en lille inder forbi. Han var nøgen bortset fra lændeklædet. Hans hud var mørk, og selvom han var gammel, ser han rask ud.

"Ah, du er ved at lave aftensmad?"

Jeg nikkede. Han stiller sig ved siden af mig og kigger på min elefant. Jeg fornemmede han ville sige noget.

"Du behøve øreværn, ellers du bliver meget syg i hjertet".

Jeg drejede hovedet og betragtede inderen. Hans øjne er bedrøvede, jeg kunne mærke at han ønskede at passe på mig. Der dryppede benzin ud af flammekasteren og ned på mine sandaler. Jeg lagde den fra mig på græsset.

"Øreværn?"

Inderen nikker, kigger over på elefanten med rynker i panden. "Den kommer til at skrige. Elefanter skriger meget højt, og så bliver du syg her". Inderen lægger sine hænder på sin bare brystkasse.

Så fortalte han mig hvordan elefanter smager, når de tilberedes med flammekaster. Yderst er de sorte og forkullede, og indeni er kødet stadigvæk råt og sejt.

Når vi opdrager mennesket hurtigt og hårdt, så kan det virke voksent i det ydre, men lige under huden er det stadigvæk råt og uspiselig. Den største tragedie der kan ramme et menneske, det er at blive voksen for hurtigt. I vores kultur kan vi godt lide fastfood. Sådan som mennesket behandler sin mad, sådan behandler vi også hinanden. Vi modner vores unge mennesker med kulturelle flammekastere, som i en fart skal gøre dem voksne, normale, fornuftige, flittige, succesrige. De bliver brankede i det ydre, og forbliver umodne i det indre. Det er en tragedie.

Mennesket har samme størrelse som en elefant, når vi også ser menneskets aura, dets bevidsthed, dets hjertelighed, dets kærlighed. At modne et menneske til et lykkeligt liv som voksen, svarer til at stege en elefant.

"Hvad skal jeg gøre? Flammekasteren var det bedste jeg kunne finde på, fordi der er ingen komfurer så store at de kan rumme en elefant".

Inderen kigger mig ind i øjnene. Så smiler han.

"Du vil gøre din elefants kød mørt?"

"Ja".

"Der er kun en metode, som virker".

"Vis mig den".

Inderen nikker. Så går han over og piller jernkæden af min elefant. Hvisker den et eller andet i øret, og giver den et kærligt klap på halsen. Så går den.

"Solen vil gøre den mør, Bjørn. Jeg sagde til den, at den skulle komme tilbage når den er klar til at blive spist. Det tager nok 70 år, det plejer det at gøre. Men når den så kommer tilbage, så er den så mør at kødet falder fra knoglerne helt af sig selv".

Inderen griner.

Sådan er kunsten at blive voksen ud at dø af det. Slip din elefant fri og lad livet modne dig. Slip dine børns elefanter fri. Slip naboens elefant fri. Kun frihed kan forvandle et barn til et modent voksent menneske.



16: Den indre flagermus

Jeg har lagt mærke til en ting, når det gælder gud og djævelen. Mange af os tror fortsat på sidstnævnte. Og det er ikke praktisk i hverdagslivet. Måske du kender de her hvidkalkede landsbykirker som er kølige indeni også om sommeren? Der plejer at hænge en forslået Jesus med tungen ud af munden, på væggen lige når man kommer ind ad døren. Derefter en masse brune trækirkebænke med halvhøj ryg, til højre en prædikestol, og til sidst et alter, flere hundrede år gammelt. Der er tyst i landsbykirken.

Men når ordene bliver sat fri, giver de genklang i kirkerummet, og det er ikke noget normalt ekko. Det kan lyde dystert, som var det præstens egen sorte kjole der flaksede uheldsvangert henover vores hoved. "Forsager du djævelen og alle hans gerninger!" Sådan en sætning lyder i mine ører som noget der kommer direkte op fra gamle grave, hvor der er luger ned til helvede. Flagermus, tænker jeg på. De små hår rejser sig i min nakke, og jeg gyser. Fordi djævelen er jo død, ikke? Det ved vi da. Og gud også. Ja, såmænd hele himmelen og alle englene, afskaffet. Djævelen findes ikke længere, vel? Den onde, som lemlæster og myrder... Tror du på det onde?

Mange mennesker i vores tid tror på det onde. Er tro mod det onde. Jeg møder det oftest i vores tanker om os selv. Særligt når det gælder barndommen, er vi tro mod det onde. Denne troskab medfører, at det er vanskeligt for os at blive virkeligt lykkelige i hverdagen. Først og fremmest er det nemlig troen på barndommens djævel, som forpester det voksne menneskes liv. De fleste af os har ikke ret mange andre årsager til at være virkeligt ulykkelige....

Amerikanerne påstår ofte, at det første indtryk varer længst. Derfor har de travlt med at skifte tænder, stramme huden op, købe tøj og slibe kanter af kroppen. De ønsker ærligt at gøre et godt indtryk ved det første møde. Det første indtryk varer længst, og sådan et indtryk fik vi alle i barndommen. Dette første indtryk, ikke kun af livet, men vigtigere indtrykket af hvordan andre mennesker betragter mig, varer ved hele livet ud. Derfor er det vigtigt at elske børn på den rigtige måde, sådan at de får styrke og livsglæde til resten af deres liv. Børnenes første indtryk, varer længst.

Hvordan havde du det i din egen barndom? Var du elsket? Forstået? Accepteret fuldtud? Måske du blev opdraget med krav. Krav om at du skulle opføre dig på en særlig måde, for at være god nok? Hvis kærligheden i barndommen var betinget af en særlig opførsel, kan vi også som voksne opleve følelsen af, at vi dybest set ikke er okay. Vi kan have en fornemmelse af, at der er noget uheldigt ved vores væsen, noget forkert. Og kun ved at leve op til andres forventninger, bliver vi gode nok. Det vil sige, vi tror på, at vi ikke i os selv er elskelige. Denne fornemmelse giver os stress. Vi mærker tydeligt stressen når vi er sammen med andre mennesker. Så gør vi krumspring, og slår knuder på os selv, og gør os anstrengelser, og tager hensyn. Vi vil jo så gerne accepteres af andre. Mennesket er et socialt væsen, så det er slet ikke rart at være udenfor, at være udstødt.

Spørg dine venner, og dem du er tæt på. Mange af os elsker den vi er, og er stolte over at være netop den, vi er. Men i en stille stund ud på natten, så husker de fleste af os tidspunkter i barndommen, hvor vi blev afvist, ydmyget, fornedret eller skammet ud. Dér i natten skubbes slutstenen til side, og ud fra vores indre grave strømmer flagermusene ud i vores sind. Måske du har hørt dem engang? Flagermusene fra helvede.

En af os blev brugt seksuelt af en nabo. En anden blev hånet foran sine søskende for sine dårlige skolefærdigheder. En tredje fik altid at vide af sin mor, at hun var overvægtig og ulækker. En fjerde blev altid kaldt tøsedreng af sin far. En femte blev sendt på børnehjem, fordi han var uartig og tissede i sengen. En sjette blev forstået i alt, så hun aldrig kunne gøre oprør. En syvende fik at vide, at hun skulle have været en abort. En ottende savnede sin far, og det var hendes skyld han rejste fra moderen, da hun blev gravid. En niende fik aldrig noget knus. En tiende sultede sig skamfuldt, og fik medicin og samtalehjælp, men savnede kun at moderen ville elske hende.

Normalt tror vi på, at den normale barndom skaber normale voksne. Mennesker med ondt i sjælen, som går til psykolog eller går i hundene, de er ikke normale, mener vi ofte. Imidlertid har jeg lagt mærke til, at det er ganske normalt at have haft en unormal barndom. Det er de fleste menneskers livsvilkår, at vi oplevede tider med ondskab i barndommen. Stor eller lille smerte, men alle har prøvet det, hvis man har haft en normal barndom. Vi har alle en kalket grav i barndommen, hvor en flagermus eller to sidder tavst og venter på at blive lukket ud.

Tror du på det onde? Vejen til at blive jævnt hen lykkelig i hverdagen, uanset budgetkontoen og vejrudsigten, går nemlig direkte gennem dette spørgsmål. Kun ved at være tro mod barndommens ondskab, kan vi bibeholde smerten i os selv. Og være tro mod ondskaben, det gør vi ved at genfortælle barndommens skyggefulde oplevelser i vores indre tanker, igen og igen. Dette er langt mere udbredt, end vi måske ville tro i første omgang. Fordi, det er vores sinds natur, at vi bliver ved med at genfortælle oplevelserne i vores liv, indtil vi har forstået dem. En indre genfortælling, som vi skjuler fra andre. Vi genfortæller dem som mareridt i vores drømme, og vi genfortæller dem som vrede, surhed, had, modvilje, bitterhed, angst, frygt i hverdagen. Nogle af os fortæller barndommens onde historier hele livet, uden at finde et svar. Fordi det er skamfuldt, det der skete, holder vi følelsen inde i os selv. Skjult.

Hvis du har en enkelt flagermus i dit indre fra barndommens land, så er her et praktisk tip: Find en stærk ven eller en terapeut, og skub så gravens sten til side med vilje. Slip din flagermus ud i det fri. Måske du græder, og måske det føles meget anstrengende at fortælle om det, der skete. Men jeg gætter på der vil indtræffe en ændring i dit liv, bagefter. Du troede måske på det onde, djævelen i det indre, at du ikke var god nok. Luk flagermusen ud og du vil opleve, at det bliver nemmere at være tro mod det gode i livet.

Når den indre flagermus basker med vingerne, bliver vi mærkelige. Så skændes vi med konen og manden, så skælder vi børnene ud, så kaster vi os selv i grams, så kører vi bil med sprit i blodet, så slås vi med den nærmeste, så bagtaler vi hinanden, gå griner vi ad bokseren der går i gulvet. Vi bliver fyldt med voldsomme følelser af bitterhed, vrede og had, når flagermusen rører på sig. Luk den ud. Den hader jo at være spærret inde. Hvorfor holde fast i barndommens smerte?



17: Historien om barndommens ø

Det er synd for dig. Intet er mere uretfærdigt end en dårlig barndom. Ingen smerte stikker dybere, intet ar er større, intet er mere utilgiveligt end en dårlig barndom. Så nu er du her. Måske med egne børn, eller barnløs. Måske du føler en brændende smerte og tænker: "Ingen elsker mig rigtigt, og ingen har nogensinde egentlig elsket mig. Jeg er dybt ulykkelig, fordi min barndom var dårlig".

Så nu er du her. Du bad ikke om en sådan barndom. Det var heller ikke din skyld. Uretfærdigt fik du alligevel en dårlig barndom.

Så nu er du her. Og om et øjeblik bliver du irriteret på mig Fordi uretfærdighederne fortsætter. Høre bare her.

Jeg ved ikke hvem der opfandt den lykkelige barndom. Men jeg går ud fra det var en tryllekunstner. Du ved sådan én der viser os en tom hat og straks efter trækker en kanin frem, hvorefter dyret kastes op i luften og forvandles til et silketørklæde.

En tryllekunstner opfandt den lykkelige barndom. Derfor vil du se - altid - at mennesker der har haft en lykkelig barndom, deres barndom var ikke så lykkelig endda.

Tror du din mors barndom var lykkelig? Din fars? Din nabo - tror du de havde en lykkelig barndom?

Nej, ingen mennesker var lykkelige som børn. Og det ved jeg godt, du ikke tror på. Men lyt engang nøje efter, der følger altid en kunstpause, når nogen beskriver deres barndom som lykkelig.

"Jeg havde en god barndom! Det var måske ikke alt, der var perfekt.... Men mine forældre elskede i hvert fald os børn og gjorde deres bedste!"

Intet menneske har haft en lykkelig barndom - du ved, sådan 100% lykkelig. Til gengæld har mange mennesker fået en lykkelig barndom, da de blev voksne.

Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom Du kan nå det endnu. Den lykkelige barndom bliver skabt, når vi krænger barndommens alt for små sko og bukser af os. Den lykkelige barndom er noget som voksne mennesker har, når vi har forladt barndommen.

Og det er også dét du vil. Ikke? Du er ked af, at dystre følelser, tanker, vrede, frustrationer, angst og ubehag fra barndommen stadigvæk lever i dit voksne liv? Det irriterer dig, at det lille barn fra din barndom - dette lille forhutlede og uelskede menneske - at det barn påvirker din hverdag? Nogle gange kan du blive så afsindigt vred - måske på dine børn eller kæreste - at du bliver bange for dig selv, og du ved at den vrede strømmer op fra dit indre dyb, hvor det mishandlede barn lever?

Så du vil have en lykkelig barndom, og nu skal du høre, hvordan du får det.

Du kan gå til psykologen for min skyld. Men sørg for at det er en livsglad psykolog, sådan én der kan vejlede dig med at få en lykkelig barndom. Du kan også lade være med at gå til psykolog. Lige meget hvad du gør, skal du nemlig selv gøre hele arbejdet. Det er dig selv der skaber den lykkelige barndom.

Om du nu vælger psykologen, eller præsten, eller healeren, eller astrologen, eller psykiateren, eller en god ven, eller naboen... i alle tilfælde får du her en tegning af mig, så du kan finde den rigtige vej i dit arbejde.

Hvordan kan det være at ingen mennesker har en lykkelig barndom - sådan 100%? Fordi vi kan ikke undgå at falde og slå os, når vi er børn. Alle mennesker har oplevet smerte i barndommen, og i dét øjeblik var de ikke lykkelige.

Du er faldet mange gange som barn. Du har oplevet stor smerte. Du har oplevet ulykkelige tidspunkter i barndommen. Jeg har oplevet smerte. Alle har oplevet tidspunkter med smerte i barndommen.

Den første streg på dit landkort fortæller dig, at det er normalt at have været ulykkelig kortere eller længere tid i barndommen. Det er normalt at have oplevet smerte i barndommen.

Du havde en normal barndom. Alle mennesker har oplevet tidspunkter i barndommen, hvor de følte sig uelskede. Det er normalt at opleve, at man er uelsket på tidspunkter i barndommen. Du havde en normal barndom, hvor du oplevede smerte og oplevede at du var uelsket. Sådan var det, og så er du her nu.

Med nogle få streger har vi fremmanet en ø på dit landkort. Barndommens ø. Fastlandet behøver vi ikke tegne, fordi dine hænder er fastlandet, når du holder kortet foran dig.

Vi ved begge to, at barndommens ø indeholdt grusomme oplevelser og mishandlinger. Uretfærdighed. Smerte. Ensomhed. Uelskethed. Så du står med dit landkort mellem hænderne og betragter vores tegning midt på papiret - dér ligger barndommens ø.

Det er sådan man får en lykkelig barndom. Ved at opdage, at du lever nu som voksen. Du lever som voksen og betragter tegningen af din barndom.

Mange mennesker er svømmet eller har sejlet i små joller fra deres barndoms ø og ind til fastlandet. Og det lykkedes ikke for dem. De kravlede i land på det voksne fastland, men de vovede sig ikke ind i landet og væk fra stranden.

For enten længtes de tilbage til barndommens ø, og de satte sig på strandbredden på en stor sten og tændte et bål foran sig - og det blev nat og bålet gnistrede og de drømte kun om barndommens herlige ø.

Eller også var de trætte og forpinte, og da de gik i land kunne de henover havets bølger høre skrigene ude fra barndommens ø. De martrede skrig fra børn der mishandles. Og disse skrig er værre end lænker, og skrigene naglede dem til strandbredden, så de ikke kunne fortsætte op i det voksne fastland.

Barndommens ø kan også være en ulykke, hvis den var så rosenrød, at man nægter at påtage sig det voksne menneskes grå hverdag. Barndommens ø kan være en ulykke, hvis skrigene fra den holder dig fanget.

Så du står altså med dette billede af din barndoms ø - nu skal du høre hvad jeg gjorde. Alle de børn jeg havde i mig, alle de børn fra barndommens ø som græd, alle de Bjørn 5 år, Bjørn 6 måneder, Bjørn 8 år og så videre - alle disse erindringens børn fra min barndoms ø tog jeg ind til mit hjerte, og jeg gav dem stor kærlighed.

Jeg fandt børnene rundt omkring. Et barn lå i et badekar, et andet i en jernseng, et tredje stod grædende på en landevej, et fjerde bed tænderne sammen mens det blev slået, et femte... ja, der var så mange af dem, at jeg ikke skal opremse dem her. Så mange ulykkelige børn på min barndoms ø.

Jeg troede jeg var ulykkelig. Men aldrig har jeg mødt så ulykkelige mennesker som de børn, der græd på min barndoms ø. Mennesker som ingen elskede og ingen ville kendes ved. Heller ikke jeg. Jeg havde forsøgt at glemme dem. Og da så jeg, at hvis jeg savnede kærlighed - da savnede børnene på barndommens ø kærligheden tusindfold hver især.

For at befri disse børn og gøre dem lykkelige må vi være kloge og hjælpe dem. Hvert eneste af børnene på din barndoms ø befrier du og tager det barn til dit hjerte.

Så dette kort har du med dig i din vandring. Du står på stranden med et ark papir i hænderne med tegningen af din barndoms ø. Du kan høre børnene græde. Find disse børn i din erindring, befri dem og før dem henover vandet ind til stranden til dig. Lad dem blive genforenet med dit kød. Tag dem til dit hjerte og giv dem stor kærlighed.

Du vil opleve at børnene fra din barndoms ø falder til ro i din favn. De holder op med at græde, gisper lidt og sukker derefter lykkeligt.

Husk dette kort i din vandring, da vil du ende med at få en lykkelig barndom. Tror du mig?

Kan du mærke noget bævre i dit hjerte, kan du mærke en tåre i øjnene? Er der noget lykkeligt der gør dig urolig, noget der lytter i natten efter din stemme? Dine børn i erindringen fra barndommens ø spidser ører og venter på dig. De længes efter din favn.

Kan du mærke det?



18: Det regnede bomber

Når jeg trykker mig ind mod muren i min sønderbombede by, med det pjaltede tøj og tæpper samlet stramt omkring mig, da kan du fornemme bitterhedens og frygtens dråber i mit sind. Jeg sidder ovenpå murbrokker, på hug med armene omkring mine knæ. Jeg rokker stille, frem og tilbage. Himlen er lyseblå med skyer der langsomt driver henover vores by. Flyene har været væk i mange timer. Vi er stille.

Mit hus er ikke andet end brokker og træbjælker, rodet sammen i nogle bunker. Og dog, en enkelt stump mur har fået lov til at overleve, nemlig noget af den ene gavl. Mit hus var bygget ind mod en skrænt. Da taget faldt ned, og væggene væltede, lagde ruindyngerne sig som en lille bakke op mod muren, som jeg nu læner mig ind imod. Jeg kan fornemme murstenene mod mine rygstykker. Det gør mig tryg at sidde heroppe, med ryggen mod muren, og betragte ødelæggelserne i byen og hos mine naboer. Så er jeg lidt på afstand fra alt det ulykkelige.

Det kom så hurtigt, du kender det godt. Tiden er sammenpresset, når det regner bomber. Først hylene fra jernbombens metalspidser og halefinner, luften hviner ulykkeligt når bomberne flænsende falder ned mod jorden, dernæst en skrigende tavshed, bombens eksplosion. Lufttrykket rammer mig med et brøl, kaster mig ind i et tungt mørke. Verden forsvinder.

Har du nogensinde oplevet dette? Bomberne? Knytnæveslag. Overgreb. Mishandling. Afvisning. Udstødelse. Mobning. Hån. Foragt. Bomberne er udformet på mange måder. De fleste mennesker oplever at blive ramt af en eller flere bomber. Nogle går helt fri - de bliver voksne med små hyggelige landsbyer i deres indre univers, huse med blondegardiner, legende unger og lykkelige indbyggere. Andre træder ind i den voksne tilværelse som flygtninge i deres eget land: Sønderbombede af deres opvækst. Hvordan trådte du selv ind i de voksnes rækker? Fredfyldt eller plaget af frygt?

Den der er blevet bombet i sin barndom, han eller hun har et stort arbejde foran sig. Der er meget at tage fat på. Markerne skal ryddes for ueksploderede bomber, husene skal genopbygges, freden skal genvindes. Men jeg havde ikke lyst. Jeg krøb sammen oppe på bakken, nægtede at gå i gang med det der skal til. Det er koldt at bo i en dynge ruiner, men det har en vis charme. Jeg lærte at klare mig med lidt. Lavede et ildsted, varmede vand i en gammel blikgryde, kogte the på blomsterne fra en gammel hyld. Om natten sov jeg under et primitivt halvtag, nemlig det gamle hyldetræs bladfyldte arme som strakte sig ind over toppen af muren. Jeg lærte at føle mig tryg under stjernernes blinkende tæppe. Jeg lærte at værdsætte ræven som snusede rundt omkring mig når jeg var midt mellem drømmene og nattens tudende ugler. Jeg lærte at takke gud for hver morgen, som strålende prikkede mig i ansigtet eller vådt kyssede mine kinder for at vække mig til den ny dag.

Hvis du har oplevet bomber, hvad gjorde du da bagefter? Hvordan genopbyggede du freden i din brystkasse? Jeg er nysgerrig, fordi jeg gjorde alt på den mest besværlige måde. Jeg lod være. Da bomberne ikke længere slog ned i mit land, blev jeg siddende. Det ene år efter det næste. Jeg var blevet bange for mennesker, bange for deres bomber. Når jeg bevægede mig rundt i livet, så sneg jeg mig langs husene og forsøgte at være usynlig.

For det meste gik jeg drømmende omkring med åbne øjne. Jeg forestillede mig hvordan mit land en dag ville blive som nyt igen, og jeg ville blive lykkelig, og rig, og meget beundret, og alle ville ønske at komme på besøg i mit gigantisk flotte marmorpalads.

Og hvis ikke jeg drømte om fremtiden, så gik jeg i mine tanker gennem fortiden. Åh hvor jeg dog hadede dem der havde bombet mig i stykker. For mit indre øje blev jeg ved med at se det for mig. Flyvemaskinerne i horisonten. Larmen da de kom nærmere. De fløj så lavt at jeg kunne se bombelugerne var åbne. Jeg kunne tælle bomberne da de faldt ud af flyvemaskinernes tykke maver. Mit had var enormt, det var et flammende bål. Jeg hadede alle dem der havde været med i bombningen. Ikke kun piloterne, men også arbejderne på bombefabrikken i flyenes hjemland, ja arbejdernes lærere, og dem havde brødfødt skolelærerne.

På den måde ville du møde mig på gaden, dengang. En forhutlet skikkelse klædt i laser og pjalter, med dukket nakke og et tomt blik fyldt med enten lyserøde drømme, eller flammende vrede. Og sådan er mange af os stadigvæk - os der oplevede bomberne da vi var børn. Du må tilgive mig, fordi jeg vidste ikke andet. Jeg blev boende i mine ruiner mens jeg levede i fortiden eller fremtiden, et sted mellem had og håb.

Når vi lader bomberne regne ned over et barn, så ødelægger vi nuet i det barn, det ved jeg. Tilbage er kun frygten og håbet, og mellem de to verdener flakker krigens flygtning. Nuet er forvandlet til ruiner. Kunsten at overleve en krig starter egentlig først, når vi begynder at genopbygge trygheden ved at være i nuet, lige nu. Når vi tager ansvar, når vi tager fat i vores liv og accepterer vores skæbne.

Måske du kender historien fra dig selv, og så vil du ikke undre dig over hvad der fik mig tilbage til nuet. Jeg måtte lære at acceptere det mest uretfærdige i verden: Nemlig at nogen havde bombet mit land i stykker, og nu var det mit ansvar at genopbygge alt det, der var ødelagt. Jeg måtte lære at elske mit land, jeg måtte lære medfølelse, jeg måtte lære kærlighed. Det tog nogen tid.

Hvis du har smagt den vidunderlige hyldeblomst-the og sovet under stjernerne, så forstår du hvor svært det var for mig at forlade mit trygge sted i ruinerne. Og stadigvæk mange år efter får jeg et sug i hjertet når jeg ser en ræv snuse rundt om natten. Så får jeg lyst til at hvile i en dynge ruiner, beskyttet af et hyldetræ og roligt falde i søvn under stjernerne.



19: Den inderste label

Aller dybest i min sjæls urskov står der et træ. Det er et gammelt træ, ældre end alle de andre træer i skoven. Med et stort søm har nogen banket et træskilt fast på træets stamme. Sømmet er lidt bøjet, måske er det en dreng der har slået det skævt i. Hvis du træder hen foran træet, kan du se at brættet i tidens løb er vokset sammen med træets bark. Det har været hvidt engang, men man kan stadig læse hvad der står. Bogstaverne er skrevet med en kluntet barneskrift, jeg var ikke så gammel dengang. Dette skilt var det første jeg skrev i mit liv. På dette skilt skrev jeg min grundlæggende forståelse af mig selv og af verden. Alle andre skilte i sjælen stammer tilbage fra dette første skilt: Den inderste etiket i menneskets sjæl, vores inderste label.

På min inderste label står der: "Jeg elsker mennesker", skrevet klart og tydeligt. Men så som en tilføjelse, skrevet i blindt raseri, har drengen på et senere tidspunkt tilføjet: "Jeg hader dig". Når jeg ser hvordan drengen har skrevet tilføjelsen, kan jeg se han er ked af det. Nogen eller noget har mishandlet ham så brutalt, at han begyndte at hade. Jeg kan forestille mig hans ansigt har været anspændt, og han har haft tårer i øjnene, hånden har været knyttet stramt omkring hadet.

For nylig opdagede jeg at alle mennesker har en label inderst inde. Når vi oplever livet, så forstår vi det som en bekræftelse på det skilt vi skrev som børn. Jeg har altid været vred på mennesker der gør ondt. Ja, jeg kan også være venlig og kærlig, men træder du på mig, så husker jeg drengens smerte den aften han gik til sit livstræ og græd helt alene. Verdens ondskab gør mig rasende, jeg er en vred lille dreng. Hvis du skubber til mig, så har du selv bedt om det.

Så jeg opdagede at denne inderste label styrer vores reaktioner på livet. Det er som om det aldrig bliver anderledes. Vi gentager vores oprindelige indtryk af livet.

Og én kvinde har skrevet som pige, at hun hader alle mænd.

En anden kvinde skrev, børn er onde.

Den tredje skrev, jeg vil væk herfra.

Den fjerde mand skrev, du er en luder.

Den femte skrev, jeg slår dig ihjel.

Den sjette skrev, du kan ikke røre mig.

Den syvende skrev, jeg hader dig.

Du ved godt hvad jeg snakker om? Det er sådan en grundindstilling til livet, og den siver ud i alle dele af vores krop, ud i vores fingre, ud i vores knæ. Og du kan mærke den på de mennesker du møder. Vi har forventninger til hvordan livet er.

Så den ene er bange for sex, den anden bliver ikke gravid, og en tredje er deprimeret, en fjerde er bange for kvinder, en femte råber højt og skælder ud, en sjette er kold og afvisende, en syvende kigger på dig med hårde øjne.

Jeg ved ikke hvordan din inderste label er skrevet. Men jeg ved at de fleste har tilføjet et par barske ord på skiltet. Fordi vi blev såret engang, og det gjorde frygteligt ondt. Så det er helt normalt at have en vis mistro og skepsis overfor andre mennesker.

Men kig nu på et menneske du kender. En som grundlæggende er vred eller bange. Kig ind i hans sjæl, eller i hendes sjæl. Kig helt ind forbi hjertet, ind til sjælens inderste urskov. Dér står træet og der er et skiltet hamret fast på stammen. Kig nøje efter... Kan du? De vrede ord er altid en tilføjelse. Fordi det vi skrev først på skiltet, det var: "Jeg elsker..."

Derfor, bag alle smerter og alle sorger troede vi først på kærligheden.

Den inderste label er kærlighed.



20: Når livets tog går i stå

Nogle gange stopper livets tog, vi holder ude på strækningen med maskinerne i tomgang, kommer ingen vegne. Da tænker vi ofte, mens timerne kravler som snegle, "hvor var det jeg tog fejl? Hvorfor holder jeg her?"

Engang holdt mit liv på en sådan øde strækning, kun omgivet af ørkensand, golde klipper og uendelige horisonter. Jeg steg ud og betragtede skinnerne, der var en kæmpe sten i vejen, lokomotivet kunne ikke fortsætte. Oven over mig svævede en enlig grib, jeg kunne se den forsøgte at lade være med at hovere, mens den tålmodigt cirklede rundt og rundt på sine brede vinger. Først blev jeg skræmt, men allerede dagen efter begyndte jeg at betragte den som en ukendt ven. På tredjedagen tog jeg alt tøjet af, steg ud af den varme passagervogn og lagde mig fladt i sandet på ryggen. Lod som om jeg var død, men jeg ved ikke hvad det er med gribben, måske de venter på at lugten stiger op i himlen, i hvert fald vedblev den med at cirkle rundt.

Sådan kan man vente formålsløst på døden, når livets tog er gået i stå. Som om gud hellere vil have at vi lider, end at gøre det af med vores trængsler. Det kunne være sådan fat. Gud sender jo heller ikke lynild mod sine mælkebøtter blot fordi de er lidt visnede i bladkanten. Så jeg ventede uden at blive hentet.

Efter en uges tid sad jeg for det meste i togvognens skyggefulde indre. Kiggede ud i tomheden, mens jeg i mine tanker lod mig føre tilbage til den station jeg var udgået fra. Snart begyndte jeg at bebrejde mig selv at jeg nogensinde havde fået den idé at forlade min barndoms by. Det havde nok været bedre hvis jeg var blevet boende hos min mor, tænkte jeg, fordi så havde jeg undgået ørkenen. Men jeg huskede bittert, hvordan min mor smed mig ud, hun sagde jeg var blevet voksen og måtte klare mig selv. Men hun tog fejl, jeg var ude af stand til at klare mig selv, og jeg begyndt at ynke min skæbne, have selvmedlidenhed.

Efter et års tid knagede det i mine knoglers led når jeg en sjælden gang rejste mig fra træbænken i min kupé. Gik en tur rundt om togstammen, betragtede modløst det lille sorte lokomotiv og den træbrune togvogn. Måtte indrømme at jeg havde en depression. Jeg kunne forklare hvorfor den var indtruffet, men stenen foran lokomotivet kunne jeg ikke flytte, den var alt for stor.

Så en dag, på en sådan vandring, standsede jeg forskrækket. Gribben havde slået sig ned i lokomotivet, den sad i en åbning ganske stille, men jeg blev bange for dens hårde øjne og det krumme næb.

"Ved du hvem jeg er", sagde gribben til mig. Dens stemme var hård, dens ord greb fat i mig som kløer, holdt mig fast. Jeg sank, mærkede mine øjne løbe i vand.

"Du er døden", sagde jeg.

"Nej!", svarede gribben irriteret. "Hvis jeg var døden havde jeg taget dig for længst, selvom der ikke er meget kød på dine knogler længere".

"Hvem er du så", spurgte jeg i et uforklarligt anfald af nysgerrighed.

"Jeg er din tanke, og det er jeg ikke glad for! Mange mennesker har jeg tænkt for, men du er dog det mest anstrengende menneske jeg har mødt. Du lader mig cirkle rundt og rundt, hele dagen lang. Uge efter uge! Det er jeg træt af. Du tænker i cirkler, min ven!"

Det sårede mig lidt at blive skældt ud af min egen tanke, men så anede jeg et forsonende glimt i gribbens højre øjenkrog. Jeg spurgte om den havde en bedre idé?

"Ja. Kunne du tænke dig at få et overblik, måske se hvad der ligger på den anden side af bjergene?"

Det ville jeg gerne. Gribben sprang ned på jorden, og jeg satte mig overskrævs på dens ryg, så baskede den med vingerne og vi steg højt til vejrs. Først var jeg bange for at falde ned, men så slappede jeg af og nød udsigten over de landskaber hvor min tanke førte mig hen. Vi fløj om på den anden side af bjerget, og der så jeg et frodigt land hvor børnene badede i floderne der gennemskar mægtige græsstepper, der var skove og byer hvor folk plukkede frugter fra havens træer, der var kvæg på markerne, og køretøjer på vej med varer fra den ene by til den næste.

"Sæt mig ned!", råbte jeg. Gribben nikkede, men den fløj tilbage til toget på skinnerne, før den landede. Jeg var rasende.

"Jeg vil ikke tilbage hertil! Hvorfor satte du mig ikke ned, da jeg bad om det, ned på torvet på den by vi var lige over!"

Gribben kiggede frækt på mig. Den hoppede op på nogle kolde rør omkring dampkedlen på lokomotivet, pudsede et par fjer i sine vingers fjerpragt.

"Du glemmer vist jeg er i din tanke, du fløj på tankens vinger, min ven! Nu har du set vejen, men du må gå den selv. Du kan ikke i tankerne flytte dig væk fra dette sted".

Da forstod jeg at jeg måtte forlade min strandede livs lokomotiv, og gå hele vejen op over bjergene. Det spor som jeg havde fulgt, på de skinner som andre havde lagt for mig, det måtte jeg gå bort fra.

"Vil du følge mig på vej?", spurgte jeg gribben. Den slog med vingerne og lettede.

"Selvfølgelig, din tanke er med dig alle steder. Jeg kan fortælle dig hvilken vej du skal gå, men det er dig der flytter fødderne. Du går selv", svarede gribben.

Hvis dit livs tog en dag går i stå midt i ørkenen, og du føler dig deprimeret, så kig op. Måske du også ser din tanke cirkle rundt og rundt, sådan som den gjorde hos mig. Den ligner måske en grib der vil dig ondt, men tanken der kører i ring er i virkeligheden vores ven. Den venter på vi begynder at gå.



21: Krop og sans

Vi stod i kø i posthuset, det var trangt og varmt, højt til loftet. Alle steder disse stabler og stativer med ligegyldige ting i pap og plastic. Indpakninger til mobiltelefonen, postkort, videobånd, computerprogrammer. Ventetavlen lyste 3-cifret rødt på sin søjle.

"Se, der er er en lille bille!"

Insektet kravlede hen langs toppen af cellofanet omkring et lykønskningskort. Så fløj den over til vinduet og slog hovedet mod glasset. Prøvede et par gange at komme ud, inden den pludselig faldt til ro med fødderne fæstnet til den lodrette glasvæg. Kravlede lidt omkring. Jeg gættede på, at den aldrig ville finde vej ud fra posthuset, men hvad ved jeg om det. Måske insekter er klogere end vi, når det gælder glasvægges natur.

Når jeg sidder foran fjernsynet, føler jeg mig som dén bille. Vi kan se en verden, men der er en glasvæg imellem os og dén. Kravler lidt omkring i sofaen, og falder til ro. Måske nogle mennesker finder vej gennem tv-skærmens glasvæg, hvad ved jeg om det. Måske nogle mennesker er klogere end jeg, når det gælder. Jeg har stirret på den skærm hele mit liv, og jeg har ikke fundet den mindste sprække i glasset.

Glasvægge har jeg aldrig brudt mig om. Måske had er for stærkt et ord. De elektroniske psykopat-boxe lokker med glasvægsspil, hvor man hamrer løs på en velskabt kvinde. Hopper på hende. Kaster rundt med hende. Tæver hende. Udsletter hende i et orgie af glasblod. Så sidder de dér, unge mænd med glas i hjertet, og øver sig i at dræbe hele natten. Træner det gamle spil: Udslettelse - "Die Endlösung". Skulle de ikke hellere have et spark ud i skoven og klatre i træer, og blive til rigtige mænd?

Osteklokker er praktiske, fordi de kapsler duften inde og lader farven og formen skinne igennem. Gad vide hvordan det ville præge min sjæl, hvis jeg levede i en osteklokke? Hvis jeg kunne se nøgne kvinder, uden at lugte deres armhuler. Hvis jeg kunne se skoven, uden at kunne lugte den fugtige skovbund. Hvis jeg kunne se havet, uden at lugte saltet i vinden. Ville en sådan osteklokke gøre mig mærkelig? Bliver sjælen forvrænget og syg, hvis den træner hele natten i drab på psykopat-boxens glasvæg? Angst og blod og død har særlige lugte, som langt nede i vores gener vækker ubehag. Psykopat-boxen viser drabet uden følelser, præcis som rigtige psykopater oplever verden. Følelsesløst.

Enhver psykopat er skabt ud af smerten fra ikke at blive berørt med kærlighed. Faktisk er det berøring og lugte som former vores jeg i barndommen. Vi er alle gjort ud af hudafskrabninger og græs og sved og stærk solskin og gode knus. Undtagen psykopaten som intet føler andet end blindt had og foragt. Psykopaten som uden følelse dræber, og som griner sygt når kvinden ligger udslettet på jorden foran ham. Psykopaten som bærer rundt på livets største smerte - ikke at kunne sanse livet.

Der var et vindue i posthuset, som stod åbent. Næste gang køber jeg et tv med et sådant hasp vindue indbygget.

På den anden side set er nogle glasvægge bemalet med gode historier, som giver os mod og måske endda inspiration. Så hvis vi vælger at holde fast i vores kulturs glasvægge, må vi også vælge hvilke historier der skal på skærmen. Som et stykke papir - en lap på køkkenbordet. Historier på papir og på glasvægge og malerier, det er dem der sætter kursen for hele vores samfund og for alle opvoksende unge mennesker.

"Nu fløj den ud far!". Det lille insekt fandt hullet i glasvæggen, fordi insektet kunne sanse den friske luft derfra. Det er måske dit hoved som regner alting ud, men det er sanserne der redder os fra glasvæggen.



22: Når gerningsmænd vælger job

De gale bliver psykiatere, det tænker jeg tit på. De kriminelle bliver politibetjente, og de pædofile vælger et arbejde i børnehaven. De der napper af kassen, de får et job i banken. Alkoholikerne bliver politikere. De kropsløse vælger et job som bokser eller stripper. Og hvad er der så galt med mig, kan man spørge? Uha, det er en hemmelighed

Det ser sådan ud for mange af os, at vi vælger et virkefelt, hvor vi samtidigt kan bearbejde sjælens hemmeligheder. Derfor skal vi ikke dømme den bedrageriske kassetyv alt for hårdt. Han valgte jo netop, af et godt hjerte, at forsøge at bearbejde trangen til at nappe en seddel eller to. Han valgte sit job for at blive et bedre menneske.... Det er helt naturligt at vi vælger det virkefelt, hvor vi kan bearbejde vores hemmelighed. Og i de fleste tilfælde går dette arrangement godt!

Psykiateren bliver normal, præsten lærer gud at kende, politibetjenten udvikler retfærdighedssans, stripperen bliver gravid og får dejlige børn!

Nogle gange går det ikke så godt, og så bliver vi rasende, og vi skal også blive meget vrede på gerningsmanden! Der er intet i verden der beskytter en gerningsmand, han er fredløs.

Kan du klare lidt kættersk tale? Der er nemlig også noget godt i gerningsmænd. Jeg kan klare, hvis du smider sten efter mig, så hvis du er klar, her kommer det: Gerningsmænd rummer et ufatteligt stort mod! Ikke for den forbrydelse de begår. Den er skamfuld og den gør gerningsmanden stor indre skade. Når jeg snakker om mod, så er det fordi, det kræver mod og offervilje at vælge et virke i livet som berører og bearbejder den store hemmelighed. Det er jo farligt!

Tyveknægten vælger bevidst at arbejde i en bank, og det er modigt! Hver dag i livet balancerer han på kanten af en katastrofe. Hvorfor udsætter han sig for den fare? Det gør han for at bearbejde sin hemmelighed, for at blive et bedre menneske!

Dette er kernen i en gerningsmand: Et modigt menneske der har udsat sig for alvorlig fare, for at blive et bedre menneske, og han har kæmpet langt og inderligt inden han forsagede. En stakkel, der ikke klarede opgaven. Gerningsmænd er gode mennesker, som det bare ikke lykkedes ret godt for.

Læg nu mærke til i den kommende uge, om ikke din gode ven, din kollega eller du selv balancerer på livets line med et par hemmeligheder hængende i vægtstangen. Da ved jeg du kan gøre noget godt. Giv dette modige menneske din støtte, sådan at vovestykket får en lykkelig afslutning



23: Men måske gør min nabo

Nå, det var altså en dag gud kedede sig. Vi andre havde nok tændt for fjernsynet, tømt køleskabet, og eventuelt hentet ølkassen op fra kælderen. Sådan en typisk søndag, med stille støvregn, kulde, og uendelige mængder af tavshed. Kedsomhed er en farlig tilstand; mere end et skib er gået på grund søndag eftermiddag mens kaptajnens kaffe blev kold, og han selv var faldet i søvn henover kortbordet.

"Jeg holder det ikke ud mere!", råbte gud.

Nogle af englene kom svævende, halvnøgne og med rødmossede kinder. De siger aldrig noget uden at være sikker på at gud ønsker deres menings tilkendegivelse, ved ikke hvorfor. Måske de er bange for at blive fyret.

Gud rettede sig op i stolen, det var en sort, læderbeklædt fiskerstol til tunfiskeri, sådan en højrygget stol man kan spænde sig fast i når man sidder på speedbådens agterdæk med sin lange line ud i havets bølger. Ingen blandt personalet vidste hvorfra gud havde skaffet stolen, men når chefen var ude og vandre i haven, skiftedes englene til at sidde i den. Gud bandede højt og gentog sin beklagelse, stirrede modløst på den lange messingkikkert som var rettet mod planeten jorden.

"Jeg er så træt af mennesker!".

Med blide vinger samledes englene i en rundkreds. De lagde deres søde ansigter på skrå for at lytte. De havde hørt historien før.

"Jeg skabte elefanterne med stødtænder af elfenben, for at de kan grave efter vand i udtørrede flodlejer. Girafferne fik lange halse og stærke tunger, så de kan nappe topbladene fra akacietræerne på savannen. Og min ven blåhvalen gav jeg evnen til at synge gennem oceanernes grønblå bølger, så den kan finde sin mage 100 kilometer borte. Jeg gav fuglene en fjerdragt og et næb fuld af vellyd, så de kan flyve henover min planet og sprede glæde til alle. Det hele gav jeg væk, så I ved nok jeg fik et problem med mennesket. Da alt andet var skabt på jorden, var der er ikke mere tilbage!"

Englene nikkede. Forstående. Blidt og sødt, med milde øjne og rolige åndedrag.

"Derfor fik mennesket ikke noget panser, ingen pels, ingen fjer! Alle de skarpe tænder havde jeg givet bort, ikke flere hurtige ben og slet ingen skræmmende grimasser! Forstå mig! Jeg var desperat. Alle skabningerne var perfekte, kun mennesket lignede en nøgen museunge der var faldet ud af reden, så lille, spinkel og sårbar. Ynkeligt! Og jeg sværger, at det var den eneste årsag til min beslutning om at tage en enkelt tanke fra mit eget hoved og plante den i menneskets kranie. For at beskytte dem mod nattens kulde og de farlige rovdyr - det var af kærlighed jeg gav dem evnen til at tænke! Kærlighed!"

Englene sukkede i kor. Deres øjne blev sørgmodige. Også gud sænkede sit hoved, ryggen blev krum.

"Hvis jeg havde anet at mennesket ville anvende sin tankekraft på at ødelægge min skabelse, da havde jeg hellere beholdt min tanke og ladet dem dø, nøgne og sultne".

Nogle af englene snøftede. Menneskets hensynsløse brutalitet virker bedrøvende på en engel.

Gud rejste sig og slog næverne sammen.

"Se hvordan de tømmer havene for fisk, dræber skovens vilde dyr, hælder gift i floderne! Det kan ikke fortsætte længere! Jeg er nødt til at fjerne dem for at redde planeten! Det må I forstå!"

Nu rejste over-englen sig op. Højtideligt og med en hvis myndighed.

"Mennesket bærer den guddommelige evne til at tænke, fordi du gav dem en af dine tanker. Hvis mennesket er ondt, må du hellere straffe dig selv først, før du lægger hånd på dit tankens barn. Du har lagt kimen til menneskets opførsel. Vi kan ikke straffe træerne for at de eksisterer, de kommer jo fra det frø der blev lagt i jorden. Derfor kan vi heller ikke straffe menneskene for deres handlinger, fordi tankerne bagved deres handlinger er opstået som en naturlig følge af en indre befrugtning. Hvis mennesket hader, så er det had opstået som en følge af den tanke du plantede i mennesket, da du gav mennesket liv. Dette mener jeg", sagde englen. Kollegerne nikkede bifaldende, og undgik direkte øjenkontakt med gud.

Et øjeblik var der en pinlig tavshed. Gud hader at blive sagt imod. Men så sukkede gud dybt og trak vejret helt ned i maven, slog ud med armene og rystede på hovedet.

"I er nogle værre djævle!", sagde gud og grinte højt. Englene åbnede deres små munde og lo sammen med gud. De frygtede at blive degraderet, tror jeg.

Nå, men i hvert fald, på denne kedelige søndag trak gud sig tilbage til sit arbejdsværelse. I løbet af 3 timer fulgte en stribe naturkatastrofer. Ikke mange mennesker døde, men ødelæggelserne på markerne og landsbyerne var enorme. Tusinder mistede deres hjem. Husene blev splittet ad af enorme orkaner, for bagefter at blive suget væk af floder der var gået over bredderne. Biler, døde køer, og papkasser flød rundt mellem hinanden. Folk klamrede sig til træerne, eller klumpede sig sammen på vraggods som drev ud mod havet.

Jeg tror ikke gud er ond mod sine mennesker. Men nogle gange ødelægger gud det vi byggede op, bare for at irritere os, tror jeg. Og bare fordi over-englen er på vores side, så vi slipper for den store syndflod. Det ville ikke være retfærdigt at udrydde mennesket, fordi vi er skabt af gud, og vi har fået evnerne til at bygge såvel giftfabrikker som jordbærplantager. Vi kan gøre ondt, og vi kan gøre godt, uden at gud kan tvinge os til hverken det ene eller det andet.

Ansvaret for vores handlinger, dem bærer vi selv. Hvis vi udrydder dyrene og forurener jorden, så synder vi ikke mod gud. Mennesket selv bærer ansvaret. Jeg synder mod dig, hvis jeg hælder gift i dit grundvand, og du synder mod mig, hvis du sælger korn med stråforkorter til min bager.

Når vi har syndet mod hinanden, da må vi søge tilgivelse hos vores medmennesker. Gud er ikke så tolerant. For guds skyld kunne planeten fortsætte uden mennesker, tror jeg. Formodentlig er gud træt af at vi saver elfenbenstænderne af elefanten, putter giraffen i zoologisk have og sejler ind i blåhvalerne med olietankere. Men mest er gud irriteret over, at vi er skabt i guds billede. Gud gav os evnen til at tænke, så på den måde er vi uskyldige. Alt hvad vi gør stammer fra den tanke gud gav os.

Derfor er mennesket det eneste væsen der ikke kan synde mod gud... Mennesker kan kun synde mod hinanden. Og det er derfor jeg skal bede mine medmennesker om tilgivelse, hvis jeg har handlet forkert.

Gud tilgiver mig aldrig.

Men måske gør min nabo.

Der skal et menneske til at tilgive et menneske.



24: Livets port

Det var ok at dø. Jeg havde dog ikke forudset det i morges, da jeg vågnede på et hotelværelse i Grækenland. Heller ikke havde jeg nogensinde forestillet mig, at mit åndedrag skulle stoppe i et virvar af forvreden metal og knuste lemmer. Men pyt. Livet har mange overraskelser i sin gavebod.

Mario, den bulgarske bartender, satte mere fart på scooteren. Vi racede henad strandbouldevarden mellem biler og busser, fodgængere og motorcykler. Ved at skimte til venstre for hans styrthjelm, kunne jeg følge med i kampen. Striden mellem Marios rasende scooter, og de græske biler og busser. "Greece, fucking country!"

En bus pressede hostende sit vældige skrog ud fra en sidegade, 100 meter foran os. Med 3 kilo flødekage i hver arm havde jeg intet at gribe fast i. Det var græske luksus- kager til en fødselsdagsfest, så jeg kunne heller ikke smide de gennemsigtige plastposer fra mig; det ville betyde ulykke.

Men tro nu ikke at jeg ville møde døden uden kamp. Han skulle se mig flyve i luften og danse på asfalten. Måske jeg ville fodre ham med en arm, eller den ene side af min krop, kurende henad den brandvarme asfalt. Det er okay at dø. Men jeg ville danse tai-chi på asfalten og snyde døden, det lange rær.

Den hede middelhavets vind rev i kageposerne, ruskede i mit hår, og blafrede i mit tøj. Mario råbte et eller andet, bremsede forsigtigt, og derefter fuldstændigt - vi sejlede henad asfalten med blokeret baghjul, sådan let duvende hen mod bussens kæmpe hvalskrog.

fortovets høje kantsten til højre, biler til venstre. Mario holdt slingrende kursen direkte mod bussen. Jeg holdt fast i kagerne, roligt hvilende i min krops krigersjæl. Tiden opløstes i slowmotion. Billedet var nærved at standse. Men så, langsomt dannedes en åbning til venstre for bussen. Den slæbte bagdelen til sig, og vi sejlede præcist gennem livets port.

"You fuck!", råbte Mario rasende. Grækerne hader også ham, fordi han ligner en albaner. Og albanerne hader grækerne, som hader tyrkerne, der hader bulgarerne, og så videre. Det må være solen, der får blodet til at koge i dem. Mario rystede på hovedet, og satte igen farten op. Vinden rev i mine arme, og landskabet brøler om ørerne på mig. Kilometer efter kilometer.

Fødselsdagsgæsterne roste højlydt kagerne. Også jeg nød hver en mundfuld. Himmelsk smag! Det var okay at dø, men den aften fejrede vi fødselsdag. Ovenover os blinkede stjernerne godmodigt.



25: Livet som postmester

Det handler om postkasser. Lidt firkantet sagt. Livet er spørgsmål om at vælge den rigtige postkasse.

En hel del gange i mit liv har jeg modtaget hadebreve. Og jeg vil påstå, at de egentlig skulle været afleveret i en anden postkasse end min. Godtnok er jeg en bandit, men der er sjældent grund til at hade mig, og i hvert fald ikke lige nu.

Da jeg var 4 år løb boligblokkens unger efter mig for at tæve mig. Da jeg var 10 bandt de mig til en pæl. Da jeg var 3 proppede naboens datter mig ned i en kiste og satte sig på låget. Da jeg var 8 standsede et par drenge mig på en villavej og gav mig nogle lussinger. Og sådan var det altid. Det kan man godt blive lidt træt af. Jeg var et naivt barn, et nemt offer.

Da jeg selv fik børn kunne jeg se, at de også fik nogle hadebreve, de ikke havde bedt om. Og så var det jeg tænkte, at jeg må bestræbe mig på at aflevere surhed og vrede i de rigtige postkasser.

Det vil sige: Det er bedre at skælde min chef ud og vælte hans kaffe, end at gå hjem og skælde børnene ud fordi dagen på arbejdet var dårlig. Men det gør vi jo ikke så gerne, vel? Af nogle årsager er vi flinke ved de ubehagelige chefer i vores liv, og onde overfor de små uskyldige i hverdagen.

Det er svært at finde et uskyldigt menneske blandt vi voksne. Men alligevel... Der er mange der bliver overfaldet, slået, mishandlet og måske voldtaget. Og dette mægtige indtryk af ondskab havde de ikke selv bedt om. Når vi kigger ret efter i den daglige avis, så er det især uskyldige mennesker der bliver ofre for ondskaben. Unge piger, børn, gamle, tilfældige fodgængere, drenge, unge mænd.

Der ligger således ikke kun et sygdomskim i hadet - der ligger også en mulig kujon i det hadfyldte menneske. En kujon der ikke vover at tjatte til sin far, men som i stedet giver slip på sit had overfor sin søn. En kujon der ikke evner at rejse sig mod systemet - med hele dets væld af korrupte og uduelige politikere - men som i stedet slår ned på unge piger ved busstoppestedet.

Derfor er livet et valg af postkasse. Vores vrede og vores had, vores afmagtsfølelse bør altid tilstiles den rette person.

Vi er ikke dygtige til at aflevere posten det rette sted. Og deri ligger en guldgrube for underholdningsindustrien. Vores børn vokser op i en verden, hvor de kan overføre deres had til computerspil, hvor de tæver løs på smukke piger. Rækker det ikke, så er der pornografiens masse-voldtægter og "tju-bang"-film. Og rækker det heller ikke, så driver hadet gennem gaderne på udkig efter små, tilfældige postkasser.

Nogle gange kan man godt blive lidt træt af, at folk putter deres hadebreve i de forkerte postkasser.

Andre gange bliver folk trætte af, at de får små kærlighedsbreve fra ukendte personer. Jeg ved ikke hvorfor, men øjensynligt er det en stor provokation at sige noget pænt til fremmede.

For nylig da jeg gik ud af biografen, blev jeg pludselig og uventet omfavnet af en muskuløs araber med strikkehue og en massiv guldkæde. Vi drejede rundt i et sekund, og jeg følte efter, om der var grund til at forsvare mig. Så kyssede han mig på kinden, og sagde "Godt nytår!" Han var bare glad.

Jeg ved ikke med dig, men jeg foretrækker at når fremmede putter noget uønsket i postkassen, at det så er et kys fremfor et hadebrev. Lad os kysse de fremmede vi møder, og så se hvad der sker. Eller hvad?



26: Den Dansende Abe

Jeg så det fordi jeg elsker hende. Så hende og denne her fyr sidder ganske tæt på hinanden, ovre på den modsatte side i cirkelen, og jeg vidste at hendes krop var tryg ved min, men noget mere stiv i det ved siden af ham.

Lige pludselig, med den hastighed som kun aben mestrer fuldt ud, fangede fyren hendes hånd og forførte den til at gribe fat i hans ben, lige under knæet. Aberne vekslede hænder og fandt hinanden med et fast greb. Så smilede han stille ud til hele gruppen, uden egentlig at kigge nogen direkte i øjnene. Og hun, mit hjerte bliver anspændt ved at se det, hun var lammet.

Sollysets glimten i hendes øjne forsvandt, jeg så hvordan hun mistede sin indre glød, fæstnet til hans kolde ben med den venstre hånd, paralyseret. Jeg holdt et øje på det mærkværdige par, mens fyren sugede livskraften ud af hendes krop. Spekulerede på om hun ville overleve at miste sig selv. Hvis det blev nødvendigt, ville jeg redde hende på en eller anden måde, men jeg tøvede afventende, fordi jeg ønskede at hun selv ville optage kampen med Den Dansende Abe. Fordi jeg elsker hende så dybt, blot tanken om hende udløser bølger af gysende velbehag i mig. Jeg vil have hende. Vil have hun er lykkelig.

Hun overlevede virkelig. Aben fik et smæk over nallerne, efter nogle minutter. Det gjorde mig stolt da jeg så lyset vende tilbage til hendes øjne, fordi på denne måde gav hun også en hjælp til fyren - også selvom han ikke umiddelbart så ud til at nyde den måde hun sagde nej på. Jeg var opløftet da jeg hørte styrken i hendes stemme. Det er godt for mig at se hvordan folk kæmper med aben.

Senere den dag, gik jeg ned til stranden sammen med en meget smuk kvinde. Jeg satte mig ned og lænede ryggen op ad et solidt fyrtræ, og hun lagde sig i min favn. Solen skinnede ned over det rolige hav, jeg kunne høre hvordan mågernes skrig bad sommeren om at komme, mærkede varmen i hendes krop, hun var så blød, jeg kunne føle alle hendes emotioner og hendes tanker. Så fortalte jeg hende om Den Dansende Abe. For at beskytte hende.

Hver gang vi deler denne historie bliver aben afsløret. Vil du være med? Du kan aldrig vende tilbage, hvis du hører denne historie. Jeg ved den vil forandre dit liv. Hvordan jeg ved det? Fordi de fleste mennesker i vestlige verden har en dansende abe indeni. Vil du se hvordan din ser ud? Pas på så. Nu forandres dit liv.

Hver gang jeg udnytter et åbent hjerte, er min vilje i abens hånd. Det ses ofte i forbindelser mellem børn og voksne. Du ved børn, de har så meget kærlighed i sig? Generelt er børn mere tæt forbundet til den guddommelige kilde, end vi voksne er. Det ser ud som om forbindelsen mudrer til i løbet af livet. Det er meget nemt for børn at udtrykke den guddommelige kærlighed, den som er uden betingelser. Blot ved at berøre et barn kan vi føle kontakten til den guddommelige kærlighed, vi kan føle bølger af healing ramme vores trætte hjerter. Det er vidunderligt at blive healet af børn. Det er også meget forkert.

Det er de voksne som skal heale barnet. Det er os der skal overskylle barnet med oceaner af kærlighed, det er os der skal skænke barnet fryd og latter som fødselsdagsgave. Vi vander denne spæde begyndelse til et nyt stort træ i skoven, vi passer på spiren og vi værdsætter når den lille begyndelse begynder at udfolde sine lysegrønne blade. Når som helst barnet har et behov, så ønsker vi at opfylde behovet hvis det er muligt. Vi giver alt til børnene. Med mindre... Du ved hvad jeg snakker om. Med mindre aben vender kærlighedens naturlige forløb og sætter det i bakgear. Bakgearet, det kalder jeg incest - det kan være fysisk, eller følelsesmæssigt eller socialt.

Første gang et barn misbruges af en voksen, oplever barnet hvordan aben vågner i dets indre. Hvis du har en abe indeni dig, så er du engang blevet misbrugt. Du havde dette åbne hjerte, og så var der nogen som udnyttede det, de satte kærligheden i bakgear. Jeg ved at du dybest nede kan huske det. Hvis du ligner mig en smule, så kan det være ubehageligt første gang at føle hvad det var der skete. Måske du ønsker at fortrænge det, men nu er det for sent. Fordi, hvis du har en abe så har du allerede set den på nuværende tidspunkt. Du føler ubehag? Det er kun godt. Ubehaget vil blive forvandlet til livsglæde. Eller elendigheden kan fortsætte, hvis du insisterer. Du vælger glæden? Okay?

Hvis jeg udsuger et barn for kærlighed, så efterlader jeg denne person med et meget stort behov. Aben gør det ved at manipulere barnet - dette gøres blidt og venligt, og helst på en måde som er acceptabel i vores kultur. Aben vil lave tricks med barnets forståelse af verden, den vil tvinge barnet til at overgive sig med vægten fra forførelsens store kraft, den vil føre barnet hen til et offersted hvor barnet villigt giver hele sin guddommelige kærlighed til den voksne. Ser du, abens fremmeste mål er at sikre sig, at barnet giver sig selv væk frivilligt. Og dette er netop den store smerte hos mennesker der er blevet misbrugt: "Jeg sagde ikke nej mens tid var. Jeg bærer også en del af ansvaret for det, der skete".

Aben har et stort talent ud i kunsten at forføre. Det kender det fra sig selv hvad der skal til for at binde et barn, udelukkende ved at anvende barnets egen kraft. Vil du høre hvordan aben lærte kunsten? Det er en hemmelighed. Hvis jeg fortæller dig hemmeligheden, kan du aldrig vende tilbage. Godt.

Aben er et kærligt og glad dyr. Du kan nemt skyde det, men hvis du ønsker at udnytte aben til din egen fordel, så opdager du hurtigt at en død abe ikke tjener dit formål. Derfor, tag hellere en kokosnød. I den ene ende laver du et hul ikke meget større end en lille barnehånd kan slippe igennem. Udhul nøden. Nu skal du lave en lille bold ud af noget klæbrigt ris og noget sødt. Sukkerbolden skal have den samme størrelse som hullet. Med en kæde skal du fastgøre kokosnøden til et træ. Gå så fra stedet, og vent på at aben fanger sig selv.

Dette er det første trin i abens dans. Den tilbyder dig sukkersød empati, den giver dig opmærksomhed, den vil se på dig med kærlige øjne. Dernæst stikker du din lille hånd ind i kokosnøden, fordi du har behov for den dulmende empati. Du griber omkring sukkerbolden frivilligt, med din egen vilje, og nu er du fanget med din egen kraft. Du kan ikke få hånden ud af hullet, med mindre du giver slip på sukkerbolden. De fleste mennesker holder fast i sukkerbolden, og du ved godt hvorfor: De har et stort behov for medfølelse, kærlighed, tryghed, overlevelse. Særligt når vi oplever stress, nægter vi at give slip på bolden. På den måde sidder vi fast i dårlige parforhold, rigide strukturer, urealistiske drømme, dumme job. Det er sukkeret som holder os fanget.

 

Når vi lader aben hjælpe os med at fange en person, og forføre denne person til at opfylde vores egne behov, så underviser vi samtidig personen i hvordan man klarer sig i livet. Det gør vi, fordi vi selv er blevet opdraget på den måde. Sådan går kærligheden baglæns fra den ene generation til den næste. I nogle familier bliver det et en helt normal måde at tilfredsstille sine behov. Børnenes opgave er at være til rådighed for de voksne.

Men det er meget mere kompliceret end det. Den Dansende Abe forbinder sig med alle de mennesker vi møder. Vi binder folk til vores liv, fuldstændigt bange for at lade dem have deres fri vilje. Fordi hvad nu hvis de forlader os? Det kan være de foretrækker andre menneskers selskab, og lader mig stå alene tilbage? Uopfyldte behov er farligere end en bombe. Faktisk er det smerten fra uopfyldte behov der skaber bomber.

Abens dans omfatter alle mennesker omkring os. Selv i forhold mellem voksne, hvor aben arbejder hårdt for at binde folk. Det er derfor jeg fortæller dig:

"Jeg elsker dig så højt. Uden dig ville jeg hellere dø. Jeg kan ikke leve uden dig!"

Nu har du set det andet trin i Den Dansende Abe. Aben udtrykker altid sin kærlighed i kombination med trusler. Måske er det en smart abe, så det kan være at den venter en dag eller en uge inden den afslører sin trussel. Men vær sikker, aben giver dig aldrig noget, med mindre den ved at gaven vil knytte dig mere fast.

Så du tog empatien, og du accepterede truslen, nu er det tid til illusionernes store forestilling. Aben er tæt forbundet med det guddommelige, den har store evner for at imponere. Enhver følelse og enhver tanke kan den bevidst bringe ind i auraen. Den kan imponere dig. Sådan ser du også at mennesker med store aber, de arbejder ofte med massekommunikation. De ved hvordan de kan føre dig hen til det sted, hvor du frivilligt giver dem din stemme, eller dine penge, for at tilfredsstille deres behov. Aben kender sit job.

Tro mig, du kommer til at give det hele væk. Din livsglæde suges ud af din krop. Måske er det en smart abe, så vil den lade dig leve i mange år inden du til sidst falder udmattet omkuld. Hver gang aben giver dig sin kærlighed, bliver du svagere og svagere.

"Nej!" Kan du høre aben råbe i dit indre?

"Jeg kan hjælpe dig! Jeg vil ikke have at du falder udmattet omkuld! Jeg vil hjælpe dig med at få dækket alle dine behov. Det er nemt for mig! Jeg kender spillet. Hvad vil du have? Pigen derovre? Giv mig 30 sekunder og så vil hun berøre dig direkte på dit skød, kunne det ikke være rart? Lad mig hjælpe dig!"

Ja, Den Dansende Abe er ikke andet end stor kærlighed til dig selv. Den ønsker virkelig at hjælpe dig. Hver gang du er træt, vil den arbejde dag og nat for at binde folk fast til dig, fordi den ved du har et stort behov.

Og for hver dag arbejder aben hårdere og hårdere. Det ser ud som om at dit behov ikke i sandhed dækkes gennem forførelsen af åbne hjerter, det ser ud som om dine behov vokser sig større og større, dag for dag. Du har brug for stærkere og stærke bekræftelser fra de mennesker, som aben forfører.

Så aben bliver desperat. Og når du bliver gammel bliver det stadigt mere vanskeligt for aben at forføre folk. Din krops bløde hud og faste kød forringes og bliver til rynker og alle mulige underlige skavanker.

Aben arbejder som i helvede.

Hver gang vi lader aben om at dække vores behov, vokser vores længsel sig større og større. Så en dag blev det klart for mig, at jeg var nødt til at bryde den kæde jeg var en del af. Var nødt til at forlade systemet, selvom jeg havde et stort uopfyldt behov i mit indre - og jeg vil tage hele ansvaret for mit behov. Måske bliver mit behov aldrig opfyldt, og det må jeg acceptere. Fordi jeg ønsker virkelig at lade kærligheden strømme fra mig, jeg har lyst til at dele. Jeg vil ikke længere være bange. Jeg vil sige farvel til depression og undertrykkelse. Jeg vil helst modtage gaver som ikke er gemt i en kokosnød, og jeg vil dele på samme måde. Fordi ellers ville jeg aldrig blive lykkelig, helt inde i knoglerne.

Måske er der nogen der vil dele med mig, og måske ikke. Den overvejelse skal vi alle gøre os. Er du klar til at løbe risikoen? Folk kommer kun til at dele med dig, når de føler sig parate til det i hjertet, uden manipulation og uden frygt. Det gode er, at hvis folk deler kærlighed med dig ud fra et åbent hjerte og fuldstændigt frit, så kan du stole på deres kærlighed. Det er derfor at abens arbejde kun gør hullet i brystkassen større og større. Kærligheden fra de forførte mennesker er nemlig besmittet med mistro som forkrøbler din rygrad. Når folk i stedet giver dig hvad de har lyst til at dele, og uden nogen regninger i baghånden, vil deres kærlighed virke healende på dig.

Jeg gætter på at du er klar til at tage alle konsekvenserne. Men først.... Jeg tog min indre abe op til min brystkasse og gav den masser af kærlighed. Jeg sagde til aben:

"Jeg værdsætter alt hvad du har gjort for mig, og jeg kan se at du hjalp mig fordi du virkelig elsker mig. Du har sørget for at jeg har overlevet, du har lært mig så meget. Nu er jeg klar til at dele mig selv med andre og tage alle konsekvenserne. Det er tid til afløsning, jeg sætter dig fri, du skal ikke længere hjælpe mig, jeg ønsker selv at opfylde mine behov fra nu af".

Sådan vågnede aben op for anden gang. Den kiggede på mig med et forbløffet udtryk i ansigtet.

"Ja, min kæreste ven, du skal blive hos mig og slappe af hos mig. Du er fri nu og skal ikke gøre andet end lege og spise bananer, du er fri hver dag i resten af dit liv".

Sådan tager du din abe til hjertet. Befri den stakkels fyr og slip den dybeste smerte i livet.

Når du har læst så langt, så kan du lige så godt tage imod medicinen også.

Hver gang du giver din kærlighed til andre, så vær sikker på at der ikke er nogen regning de skal betale bagefter.

Når du virkeligt elsker et menneske, så sæt det menneske fri.

Se for dig hvordan alle smukke mennesker er sommerfugle. Du ved ikke hvilken blomst de ønsker at besøge næste gang, og alligevel er du i stand til at elske deres skønhed.

Nå, den smukke kvinde i mit skød lagde hovedet tilbage og kiggede op på mig. Jeg kunne føle varmen fra hendes krop, hendes bryster hvilede 2 centimeter fra mine hænder, og hun spurgte mig:

"Bjørn, jeg ved ikke hvordan jeg skal elske min abe. Hvad skal jeg gøre?"

Uden at forgribe mig på hendes lokkende bryst, delte jeg min kærlighed med hende. Uden hjælp fra aben delte hun kærlighed med mig. Bare fordi vi havde lyst. Det endte med at vi havde masser af medfølelse mellem os. Da vi forlod hinanden, var der ingen regninger som skulle betales. Og ved du hvad, min abe var så glad og let om hjertet. Den følte sig lykkelig over at se mig dele min kærlighed, helt uden dens hjælp. Så den kildrede mig, og jeg kunne ikke holde op med at le igen. Stranden og græsmarkerne betragtede mig i stilhed. Selv mågerne tav stille for et øjeblik. Sommeren ankom, netop da.



27: Isslag og andre forklaringer

Forklaringer er spild af tid. Det ved jeg, fordi jeg har prøvet dem. Engang ude i Vestjylland cyklede jeg en sen aften ad kringlede småveje for at besøge en ven. Det havde været hårdt frostvejr et par dage, men den aften føltes det som om lunere vejr var på vej. Solen var gået ned inden jeg cyklede ud fra Ringkøbing, og det var i midten af november, det var temmelig mørkt. Efter nogle kilometer svingede jeg fra hovedvejen og kom ind i et område med skov. Jeg kunne lige netop ane vejens forløb ved at følge granernes silhuetter mod himlen. Det var blevet mørkt meget hurtigt, det sidste vejskilt mod Hee havde jeg haft svært ved at læse. Min cykellygte havde jeg glemt at få med mig, fordi jeg havde travlt med at komme ud til vennen. Se, det er en forklaring, men vejen blev ikke selvlysende af den grund.

Der er ikke mange biler om natten på landevejene i Vestjylland, men det bekymrede mig en anelse, at jeg ikke kunne se asfalten. Faktisk kørte jeg med blikket løftet mod himlens smalle stribe af mørkegråt som afgrænsedes af de sorte grantræer på begge sider af vejen, og jeg anede ikke om den lille asfaltvej foran mig havde huller jeg kunne køre ned i, eller bortløbne grise jeg kunne kollidere med.

Pludselig forsvandt cyklen under mig, og jeg hamrede kroppen i asfalten og kurrede nogle meter. Luften var blevet slået ud af mine lunger, så jeg gispede højlydt da jeg gjorde mig fri af cyklen og forsøgte at komme på benene. Vil du have en forklaring? Jeg var tæt på at have rejst mig op, da mine fødder gled væk under mig, og jeg dumpede igen ned på den kolde vej oven på cykelen. Det var isslag, kunne jeg forstå. Holdt det så op med at gøre ondt? Nej, forklaringer dulmer ikke min smerte.

Nå, jeg kom på fødderne, på en mørk skovvej og med en cykel uden lys. Jeg greb ned i en lomme for at tage en pakke cigaretter frem, og derfor kollapsede jeg i en bunke med mig selv og min cykel, og skrammede mine knæ, fik en flænge i mine bukser. Den hurtige bevægelse i retning mod frakkelommen havde ændret min balance, og det var forklaringen på mit nye fald. Men flængen måtte jeg alligevel selv sidde og sy sammen nogle dage senere.

Et øjeblik lå jeg og sundede mig med cykelen halvt over mig. Hvis jeg blev liggende ville jeg dø af kulde, og rejste jeg mig op ville min krop blive smadret til blods inden jeg kom hjem, eller frem. Efter en tid besluttede jeg mig for de ødelagte knogler. Forsigtigt kom jeg på benene, fik rejst cykelen op, stod helt stille. Der var en ugle i nærheden som snakkede med sig selv. Lige pludselig begyndte mine fødder at rutsje sidelæns mod rabatten, med et suk smed jeg cykelen fra mig, holdt balancen. Mine sko standsede først da de stødte ind i småsten og græs ved siden af vejen. Jeg var en 80 kilo tung islagkage på flade sko med glatte såler, og som sådan stod jeg ganske stiv og ubevægelig mens jeg tænkte på mig om.

Det virker som om gode forklaringer på livets besvær og smerter har en tendens til at sætte mennesket i stå. Når vi først har fået lavet en forklaring på vores ulykke, så kommer vi sjældent videre. Fordi selve forklaringen indeholder en årsag til at vi ikke kan få løst vores ulykke. Kan du følge mig?

Forklaringen på at jeg stod stivfrossen i en mørk skov, det var isslag. Og jeg kunne blive stående hele natten uden at komme videre. Forklaringer sætter os i stå. Jeg har hørt mange forklaringer, som var lutter stop-skilte.

"Jeg kan jo ikke, fordi..."

* Jeg er så tyk

* Jeg er så genert

* Jeg er så træt

* Jeg er så usikker

... og sådan sætter vi os selv i stå, mens vi venter på at årsagen til forklaringen forsvinder. Vi må vente på at vi bliver tyndere, sjovere, sikrere, friskere. Og hvis gud havde hvisket til mig, hvorfor jeg blev stående i nattemørket ude på landet, så kunne jeg fortælle, at jeg ventede på at isslaget skulle forsvinde. Og uglen ville have tudet til mig, at løsninger ændrer verden, hvor imod forklaringer sætter verden i stå.

Efter 5 minutter, hvori det var lykkedes mig at få tændt en cigaret og kun falde én gang, tog jeg en beslutning. Jeg smed forklaringerne væk. Inden jeg væltede første gang, havde jeg jo cyklet rask afsted uden at kende noget til isslaget. Jeg havde lagt mærke til at underlaget var lidt fedtet, men når cykelens dæk gled til en side, rettede jeg naturligt op på cykelen. Jeg havde haft fart på. Hjulenes gyrokræfter havde været med til at holde mig på højkant.

Uglen tudede et par gange til mig, jeg smed cigaretskoddet fra mig og greb cykelen. Skvattede og slog mig, kom op og stå, fik den ene fod på pedalen, og væltede. Kom op igen, uglen tudede traurigt, men jeg nægtede at overgive mig, fik foden i pedalen, skubbede cyklen i gang, fik svunget benet over sadlen, og var lige ved at vælte, men fik den anden fod på pedalen og så trådte jeg til. Cykelen slingrede vildt fra side til side, mens baghjulet snurrede rundt med voldsom hastighed. Der var noget grus på vejen, hjulet fik fat og farten blev sat i vejret. Inden længe havde jeg igen min normale hastighed. Jeg susede gennem den mørke skov. Mine øjne havde nu vænnet sig til mørket, så jeg kunne se hvordan vejen svingede.

Inden jeg nåede frem til min ven, væltede jeg en gang mere på asfalten og slog min albue så hårdt at jeg fik tårer i øjnene. Albuen hævede til en stor rød bule på indersiden, og det gjorde ondt et halvt år efter. Men jeg kom frem. Min ven åbnede en øl til mig, og vi tændte cigaretterne i hans lavloftede hus ude på landet. Han lagde mærke til min arm, og jeg viste ham den røde bule. Jeg forklarede ham hvordan jeg var kommet til skade ved at slå albuen ned i vejen.

Min ven rystede på hovedet.

"Din forklaring er spild af tid, Bjørn".

Jeg kiggede syrligt på ham, vidste ikke om han lavede sjov med mig.

"Vi skal ikke forklare vores smerter, vi skal i stedet løfte vores lykke. Det var dét du gjorde Bjørn, og det er den eneste forklaring som virkeligt tæller i denne verden: Du gav ikke op. Alle andre forklaringer er spild af tid".

Da jeg cyklede hjem omkring midnat, gav min ven mig en gammel cykellygte jeg kunne sætte på styret.

"Løsninger er bedre end forklaringer", sagde han jovialt. "Kom godt hjem".

Forsigtigt cyklede jeg hjem gennem skoven. Uglen var faldet i søvn, og isslaget var smeltet. Overmodig rodede jeg rundt i lommen efter en cigaret. Jeg slap styret og dannede en hule med mine næver, så jeg kunne tænde cigaretten med lighteren. Ovenover mig glimtede stjernerne, og jeg væltede ikke mere.



28: En lang vandring

En hellig mand skulle på pilgrimsfærd, derfor stak han sit hus i brand, gned aske i ansigtet, tog et klæde omkring livet og en vandrestav i hånden. Så en tidlig morgen forlod han den lille landsby og vandrede ud på landet ad en støvet grusvej.

Den hellige mand vandrede glad afsted, fast besluttet på at lægge en ny kurs i sit liv og endelig finde den fuldstændigt perfekte harmoni og lykke. Han ville finde den rette vej og hvile i guds arme. (Komplet lykkelig).

Men så delte grusvejen sig til 2 ens grusveje i hver sin retning. Og så stod han dér. Trippede lidt. Satte sig i vejkanten og stirrede. Blundede under et træ i middagsheden. Mediterede om eftermiddagen. Grublede i skumringen. Hvilken vej skulle han dog vælge? Han ville jo vælge den perfekte vej, men hvilken grusvej er det?

Så blev det da nat. Stjernerne glimtede i universets ravnesorte mørke og bestrøede hans drømme med skønhed.

Næste morgen var han død.

Vi skal ikke vente for længe.



29: Porno skal få tyren til at glemme

Når jeg ser på sex i et pornoblad må jeg indrømme, at sex aldrig var min stærke side. Jeg kan lide smagen i en sød fisse. Glatheden og varmen omkring klitoris, de uendelige badestrande langs de opsvulmede venusbjerge. At gribe fat om den vidunderlige kvindes hofter, og med et suk lade ansigtet synke ned i det varme skød. Høre hendes åndedræt gispe af forventning og fryd, imens jeg har lukkede øjne og smager mig frem med min tunge og mine læber.

Sex har ofte kedet mig må jeg indrømme, når jeg ser på sex i en pornofilm. Jeg kan lide at massere hendes krop med håndfladerne smurt ind i olie. Det er min kærlighed der løsner smerten i læggene, hoftebenskammen, lænden, skuldrene og nakken. Det er min kærlighed der fjerner kroppens triste ensomhed, giver den i stedet fornemmelsen af tryghed. Det er dejligt at give massage til en kvinde.

Sex har ofte gjort ondt, tror jeg en kvindelig pornomodel vil sige. Jeg kan lide når den vidunderlige kvinde kigger på mig med begær, trækker sine knæ ud til hver side, og jeg sidder ved hendes køn, da lytter jeg til hende, og til mig selv. Min pik står strunkt frem og opad. Jeg kigger i hendes øjne, hun vil have mig, lægger mit opspændte køns hoved ind mod hendes velformede åbning. Et øjeblik standser tiden. Så presser jeg mig ind. Hun gisper, og hvisker mit navn så ømt, griber mig om nakken og trækker mig ind til sig. Vores hjerter står i brand.

Sex giver mig ikke orgasme, når jeg gnider mit lem med et pornoblad foran mig. Jeg kan lide når hun griner, jeg kan lide de funklende stjerner i hendes øjne. Hun ser på mig med al sin kærlighed mens tungen følger siden af mit køn. Så griber hun fat om pikken, slikker mine nosser og det er helt vidunderligt. Masserer mig, sutter på mig, smager mig, og hun er glad. En flod bygger sig op inde i mig, og hun ved den vil komme. Hun griner og slikker rundt om mit hoved, hun elsker min krop. Så kommer jeg, spjætter og skriger, falder sammen som et egetræ, vil aldrig rejse mig op igen.

Jeg synes sex er svært, og jeg synes det er helt vidunderligt. Jeg vil kun bolle med den jeg elsker, men noget i min krop vil bolle med alle og enhver. Jeg synes det er svært at bestemme, og jeg synes det er svært at give fuldstændigt slip. Hvorfor er sex så svært for mig? Det undrede mig. Men så fandt jeg ud af, at en eller anden har bragt tyrens gener ind i slægten engang, så jeg har denne brølen i mit underliv og brystkasse.

Mine gener vil rive tøjet af mig, så jeg kan styrte rundt på markerne og forgribe mig på landmandens malkekvæg. Og når de alle sammen er væltet omkuld i græsset, helt trætte, da jeg vil søge ind til byerne og jagte alle kvinderne i gaderne. Og jeg ved godt det vil gøre ondt, med 3-4 puddelhunde der bider mig i benene, og gamle mænd der slår på mig med paraplyerne, og det er koldt i vejret mens jeg puler løs på en gammel kvinde op ad Fonas udstillingsvindue, og sikkert bliver jeg skudt til sidst af en Falck-mand med jagtgevær.

Nedlagt som en gal tyr der er gået amok.

Sex er svært fordi en eller anden tumpe har plantet tyrens gener inde i mig. Men det er værre endnu. Engang har en bogholder i et støvet kontor kigget ondt på en af mine formødre, han har dyppet sin stålpen i blækket og prikket hende i armen, og sådan kom samfundet ind i min krop.

Vi skal møde til tiden. Ikke ryge på toilettet. Stå i kø i kantinen. Og det er sommer og ulideligt varmt. Folk vader sløvt afsted langs madretterne. Jeg er sulten. Foran står Lene og Sira i lette kjoler. Min indre tyr fnyser og sparker jord bagud, men så husker den bogholderens stik i armen. Venter pænt. Kører hjem klokken 16:10. 8 lyskryds. Kører udenom naboen og alle hendes puddelhunde, parkerer. Hundene bjæffer hysterisk efter mig, og jeg smiler høfligt, hilser. Min indre tyr kigger væk. Aftensmad. Vi sætter kaffen på, finder en film på tv. Min indre tyr snorker højlydt, mens jeg kryber sammen på sofaen med en smøg og en kop kaffe.

 

Sådan er det at være mig, og hvis du hører om et kreatur der er blevet skudt af Falck, så send stakkelen en venlig tanke. Fordi vi er flere. Vi er mange mænd der lever med en gal tyr i vores indre, og alt for meget gråt støv i jakkesættet. Det moderne samfund er en spændetrøje for min tyr. Og jeg ved godt der er porno alle steder, og selvfølgelig skal jeg have skylden for det.

"I mænd er sådan nogen svin som fremstiller kvinden som et sexobjekt!" Tak, men det er løgn. Porno har aldrig været mandens opfindelse.

Porno er bogholderens opfindelse.

Da bogholderen havde fået tyren til at sidde stille bagved skrivebordet, og lært dyret at slå på tastaturet med klovene, møde til tiden, og ikke gramse på sekretæren, da opstod der en vis utilfredshed i dyret.

"Hvad er der galt?"

"Chef, jeg værdsætter at du har bragt mig ind fra marken og gjort mig til et fornuftigt menneske, men jeg savner at galoppere rundt i det fri og sørge for min flok".

"Utaknemmelig er du! Husk på det er koldt på marken, husk på ulven og bjørnen! Du har det meget bedre inden døre".

"Jo, men jeg savner sex. Jeg kan ikke leve uden sex. Lad mig gå, chef".

"Sludder!" Bogholderen trak en skuffe ud, greb et blad og smed det over til tyren. "Værsgo! Tag det med ud på toilettet".

Porno er bogholderens opfindelse. Porno er billeder der skal få tyren til at glemme, at han nogensinde var en rigtig mand.



30: Du taler for dit hjerte

I livet er det godt hvis ens hjerte kærtegner den samme person, som man rører ved med hænderne. Fordi hjerter ikke kan gå, er de prisgivet de valg, som vi træffer.

Fordi hjertet ikke kan tale, må det udtrykke kærligheden gennem blodet der strømmer ud i menneskets krop. Fordi hjertet er stumt, taler vi på hjertets vegne. Fordi hjertet er rent, ønsker det at mennesket i sine handlinger er ren. Fordi hjertet er fyldt med kærlighed, håber det du kærtegner et ansigt, som du virkelig elsker.

For da vil hjertets puls juble af glæde i dine håndflader.



31: æblets smag

Forleden gav en udenlandsk kvinde sit æble til mig. Jeg sad ved flygelet og spillede den musik, som mine hænder kender. Hver gang jeg kommer til et sted med et flygel eller et klaver, men hvor der ikke findes nogen noder, tilbyder mine hænder at lege med tangenterne. Der kan gå måneder eller år fra det ene klaver til det næste flygel, så derfor er mine hænder søgende og prøvende. Efter en halv time plejer de at finde musik frem til mig, dybt inde fra trækassen hvor filtdækkede træhamre slår mod lange tonestrenge. Flygelet havde en god lyd. Jeg så hun satte sig ned og lyttede til mig.

Denne dag fandt mine hænder et sart og sårbart stykke musik. Jeg kunne høre, at der var et menneske som havde længsel og som ønskede at komme fri. Mens den udenlandske kvinde sad i en høj stol ved den tomme bar, spillede jeg hændernes musikstykke flere gange. Til sidst hamrede jeg i flygelets tangenter, da musikkens menneske løsrev sig fra smerte og sorg, og straks efter blev mine hænder lette og fine, da det frie menneske gik ud i verdens solskin og fuglesang.

Da mine hænder faldt til hvile, græd den udenlandske kvinde. Jeg rejste mig stille, og gik hen til hende.

"Det er så smukt når du spiller", sagde hun på sit eget sprog. Jeg rørte ved hendes skulder.

"Danser du?", spurgte hun straks derefter, endnu med tårer i øjnene.

"Næ, men jeg elsker at danse", svarede jeg. Fordi sådan er det. Jeg kan lide at bevæge min krop sammen med musikken, men regler og dansetrin kender jeg ikke noget til.

Vi fandt en radio og noget musik. Så slog hun armene om mig, hun var noget lavere end mig, og jeg tog rundt om hendes skuldre. Imens vi dansede kærtegnede jeg hendes nakke og baghovedet, og hun aede min ryg. Hun var mit flygel, og jeg var hendes klaver, vi fornemmede forsigtigt hinandens hud og knogler, tykke muskler og blødt kød. Så begyndte musikken at klinge dybt inde fra vore hjerter. Et sart og blidt stykke musik. Jeg kunne høre det handlede om 2 mennesker, som længtes.

Rundt om os var det blevet aften, og der var mennesker som festede og snakkede. Vi satte os i den mørke ende af et langt lokale. Jeg rev en dug af et bord, lagde den om os så hun ikke skulle fryse. Stille delte vi nogle af dagens fælles oplevelser, vi talte på hendes sprog, fordi mit er uforståeligt udenfor mit eget folk. Jeg drak rødvin og røg cigaretter, slappede af. Ind imellem var vi tavse. Mens jeg sugede den milde røg ind i mine lunger, puttede hun sig ind til mit bryst og sukkede tilfreds.

Jeg har ofte tænkt på at det er meningsløst at tale om kærlighed og sex. Begge dele er handlinger. Ham der snakker om krigens glæder, uden at gå med sit våben frem mod fjenden på slagmarken, han er en tandløs nar. Deraf følger at mange mænd er narre, når det gælder krig, fordi de overlader blodet og skrigene til de unge mænd, deres egne og naboens sønner. Og ham der snakker om kærlighedens glæder, uden at gribe hende om hofterne og trække hende ind til sig, han er en tandløs nar. Også kærligheden overlader nogle mænd til deres sønner, og naboens. Derfor synes jeg det er meningsløst at snakke om krig og kærlighed, fordi begge ord er udtryk for handlinger. En mands kærlighed skal ses i hans handlinger.

Nå, jeg sad altså der med en ung og vidunderlig kvinde i min favn, og tænkte naturligt nok på, hvordan jeg kunne få kranglet hendes bukser ned om hælene i en vældig fart. Jeg havde lyst til at bolle hende. Vildt og dyrisk, med saft og kraft, og temmelig hurtigt. Som når jeg drikker en kold sodavand på en varm sommerdag, og smider den tomme flaske i affaldsbøtten.

Men hun havde et andet humør, og i øvrigt ville det heller ikke være pænt at bolle hende der på gulvet hvor vi sad, fordi gulvtæppet var groft under mine fingerspidser, og jeg ville sikkert skramme mine knæ når jeg tog hende, og hun ville få spændinger i lænden, og folk ville oven i købet komme ned til os og begynde at råbe.

Derfor gjorde jeg noget, som jeg aldrig har gjort tidligere sammen med en kvinde. Jeg opgav. Mine hænder rørte ved hende med kærlighed og lyst, men de var søgende og blide, sådan som de er ved flygelet. Uden krav. Hænderne skal være lydhøre - ellers kan de ikke høre den musik de skal spille. Musikken kommer nemlig inde fra flygelet, ikke fra hænderne. Flygelet fortæller hænderne, hvordan de skal få musikken frem. Hvis der er nogen musik.

Sådan accepterede jeg, at der måske ikke var nogen erotik i den udenlandske kvinde. Hun hvilede ind mod mig, og det var godt sådan. Jeg rørte ved en hofte, strøg hende ned ad ryggen, tog i et lår. Legede forsigtigt og prøvende med de forskellige tangenter, bare fordi jeg havde lyst. Røg lidt, drak af den vidunderlige, kærlighedens rødvin. Hun åbnede en knap i min skjorte, lagde en hånd ind mod brystkassens muskler og hår. Og igen måtte jeg tænke: Det er okay. Måske får hun lyst til sex med mig, og måske ikke, men i hvert fald er det dejligt lige nu. Dette øjeblik, hvor vi sidder tæt sammen, det er dejligt.

Og øjeblikket svandt hen, et nyt blev tændt. Vi svømmede i en flod af følsomme øjeblikke. Der var ikke 3 minutters sex, hvor jeg tog hende hårdt - der var i stedet 3 timers stille flyden afsted på kærlighedens flod. Fuldt påklædte. Og som floden har stille løb og hvirvlende strømme mellem klipper, sådan havde også vi blidhed og hvæsende ophidselse, små kys på et øjenbryn og en fingerspids som følger hagens form, grådige hænder som griber dybt ind i en balle, bækkener som gnider sig mod hinanden, hæse suk og dæmpede skrig. Stilhed. Fra cigarettens glød, stille røg som driver mod loftet. Hendes krop i min favn. Hun krammer mig hårdt, sukker tilfreds.

Forleden dag gav en kvinde sit æble til mig. Vi elskede i 3 timer. Med tøj på. Vi bed uendeligt langsomt i kærlighedens æble. Hver en dråbe smagte vi. Hun gav mig sit æble, og hun spiste af mit.

Kender du smagen fra et æble? Det skal være modent, det skal være uden gift, skallen skal være nem at bide i, og frugtkødet skal være sødt og meget smagfuldt. Luk nu øjnene og tag æblet op til munden. Tag en stor bid af æblet. Langsomt. I det øjeblik din tunge og din mund mærker æblets søde og friske saft, hvad oplever du da? Er det god følelse?

Min mund løber i vand, og mine hænder bliver urolige. Hver morgen når jeg vågner til en ny dag, husker jeg min længsel. Jeg længes efter æblets smag.



32: Som et græsstrå i vinden

Hun gjorde noget ved mit hjerte, trak en splint ud af mit kød. Så hvad nu? Har alt været forgæves? Er det afslutningen eller begyndelsen? Hun gjorde mig til et græsstrå i vinden.

Det var solskin den dag. Nogle minutter sad jeg på bakken, betragtede afslappet blomsterne og de bølgende græsstrå. Bag mig græssede en mørkebrun prægtig hest, og højt oppe kvidrede en sommersvale som jeg ikke kunne få øje på. Lærkesang rører mit hjerte, fordi den minder mig om lykkelige tider. Måske burde jeg have forstået at den fredelige stemning ville danse ind i mit hjerte? Måske burde jeg have forudset, at på sådan en smuk dag er man i fare for at blive forandret for altid? Men hvordan skal man forstå det ukendte, uden at prøve det først? Og så er det jo for sent...

I virkeligheden ser du sjælen som et uendeligt tyndt slør mellem ånd og kød. Når vi er lykkelige er sjælen blød og føjelig, fordi ånden og kødet er i harmoni, og da glider sjælen som en sart hinde af vellyst mellem det indre og det ydre. Vi er stærke og smidige som græsstrå i vinden. Vores ånd bevæger sig frit og danseglad i takt med kroppens smidige bevægelser.

Dette huskede jeg, mens jeg lå på maven på hendes briks. Med lukkede øjne sansede jeg hendes hænders blide massage ned langs min rygrad, og samtidigt sansede jeg ånden i mig. Det indre og det ydre, og derimellem sjælen. Hænder har særlig indvirkning på mennesket, fordi hænderne udtrykker menneskets hensigt. Læg mærke til det. Når hænder berører os, lytter vores sjæl særdeles opmærksomt. Er dette et kærtegn, eller en smerte? Hænder berører sjælen direkte udenom tanken, uden filter. Spørg din sjæl, og den vil fortælle dig om alle de hænder der har berørt din krop. Sjælen husker hver eneste berøring. Min sjæl huskede også hænder der slog.

Hænderne sansede jeg som kærtegn, de bølgede som kærlighedens hav langt ind i min ryg. Som en rensende flod mellem knogler og muskler. Så dybt mødtes de med min sjæl, at bardunerne brast og ånden vågnede og strakte sig ud i mine arme, som et skib der har været spændt fast til kajen men nu pludselig får kappet linerne.

Bagefter lå jeg på ryggen, blottet med underkroppen i hendes skød. Nøgen og sårbar.

I mennesket ser du to ankerpladser. Hjertet og bunden af kroppen. Når vejret er for voldsomt, kaster vores skibe anker på disse pladser - vore skibe fyldt med livsglæde, handlekraft, tryghed, ekstase og vilje. Dér ligger de godt, mens stormen passerer. Skibe er bygget til sejlads, så det er mindre godt hvis de bliver liggende. I virkeligheden ser du at mennesket har tusinder af skibe, som alle er nødvendige for vores lykke. Et af mine skibe havde kastet anker i bunden af min krop, og et andet af dem var forankret i brystkassen.

Hendes hænder masserede forsiden af min krop så blidt. I begyndelsen. Hænderne var delfiner der svømmede mellem hjertet og bunden af kroppen, og delfiner er som du ved et godt varsel for søfolk, og mine skibe lettede anker... Derved fik min ånd vind i sejlene, den foldede sig ud med et rystende suk der strakte hver en spante og mast i min krop.

Bagefter lå jeg på maven og kiggede ind i hendes vidunderlige øjne. Da sagde hun de ord, som min ånd har længtes efter i tusinde år.

Og sådan kan det gå en dag, når solen skinner og lærken kvidrer lykkeligt udover sjælens åbne landskaber. Nogle dage rummer summen af et helt liv, ikke sandt?



33: Dit ansigt er kærlighed

Hvis ikke himlen var tom, var der ingen plads til stjernerne. Har du tænkt på det? Skønheden har brug for masser af plads, så den kan strække sit himmelhvælv og udfolde sig. Sådan er det også med ord, visdom, kærlighed, elskov. Først tomhed. Dernæst indhold.

Jeg så det for nylig i et ansigt, et vidunderligt smukt ansigt. Og jeg tænkte, dén kvinde hun kender tomheden, ellers kunne hun ikke være så smuk. Det halve univers strømmede ud gennem hendes glitrende øjne.

Tomheden er grundlaget for alt smukt i verden. Pjatter jeg? Nej. Forleden lyttede jeg til en obo i symfoniorkestret; dens toner steg op af musikken som Venus efter badet. Oboens særlige form for tomhed gør dens stemme anderledes end fagotten. Tonerne dannes i tomheden - i det tomme instrument skabes tonerne.

Pjat? Måske lidt. Hvor blev du selv skabt? Hvilket univers rummede dig, da du udviklede din krop? Er du blot en tone skabt i et musikinstrument, din mor? Er dit liv en tone i planetens sang?

Skønhed og musik fødes i tomhed. Tanker fødes i tomhed, ellers er der ikke plads til dem. Det er derfor vi tænker dårligt, når vores sind er fyldt op bekymringer, frygt og håb. Jo mere vi bekymrer os, des mindre plads er der til de gode tanker, som vi har brug for. De bedste tanker fødes i os, når vi er afslappede og tømt for frygt og spekulationer

Vi finder tomheden alle steder, hvor livets skønhed udfolder sig. F.eks. er der tomhed i det lille gab mellem sekunderne, som vi kalder nutid. Det der rum som åbner sig i alle retninger og er i stand til at gribe hele verden og dig og mig i et splitsekund lige nu, efter før og før efter I tomhedens rummelige favn fødes menneskets lykke. Ikke én gang i livet, men hele tiden i hvert af disse jomfruelige sekundlærreder, som vi maler i livets glade farver.

I al denne tomhed vil du lægge mærke til en ting. I enhver tomhed er der intention - altså en hensigt. Den tomhed jeg snakker om er slet ikke et fravær - tomhed er her den hulning som keramikeren danner mellem sine hænder, når han former en skål på drejebænken. Han har en intention, en hensigt med tomheden. Dit ansigt er kærlighed. Det er guds intention.



34: Myrens visdom

Forleden krøb vi krøb rundt på hinanden i den grønne sommerskov, og smilede med solskin i øjnene, omgivet af høje slanke bøgetræer. Jeg tænkte kun på det frodige og det smukke omkring mig. Det var nok ikke smart, men det var rart. Lige indtil det lykkedes mig at plante et knæ langt ned i skovbunden og lægge hele min vægt på det. De sorte skovmyrer har sikkert oplevet det som verdens undergang, dét knæ ned i jorden, lige ned i deres spisesal og børneværelser. Dén slags gør en myre rigtig sur, så 3 håndfulde af deres mest gale soldater satte kæberne i mit kød og bed til, og fyldte mig med gift. Jeg talte bidemærkerne bagefter, 15 styk, da mit knæ var svulmet voldsomt op, og fyldt med smerte. Det gør mægtig ondt, og næste gang ser jeg mig bedre for, når jeg kravler rundt i skoven.

Det er jo ellers så populært ikke at ville blande sig i andres liv. Og vi skal huske at vende den anden kind til. Og være tolerante. Og tilgivende. Alt sammen er det spildt på sådan en aggressiv skovmyre. Undskyld, jeg skal lige kløe mit giftplagede knæ... Det var da godt det var knæet og ikke en anden legemsdel, myrerne bed i stykker. De bæster.

Myrernes krigeriske opførsel har fået mig til at tænke på myrens visdom, som er indsamlet og raffineret gennem tusindvis af år. En visdom med kærlighed og frihed. Når vi elsker vores liv, og vi elsker de mennesker der er omkring os, når vi har friheden til at bestemme i vores eget liv, da bliver vi små krigere. Jeg ved godt man siger Jesus sagde noget i retning af: "Hvis en mand slår dig på den ene kind, så vend den anden til". Men jeg tror Bibelen var faldet anderledes ud, hvis Jesus havde kravlet nøgen rundt i skoven, og havde sat knæet i et underjordisk myrebo. Da ville han garanteret have lyttet til myrerne.

Og myren siger: "Hvis nogen træder på dig, og din familie, dine venner og dine naboer, så sæt tænderne i ham og bid til".

Når vi bestemmer i vores eget liv, kan vi ikke undgå at bestemme over andre mennesker. Jeg kan bestemme at min mad skal være fri for kviksølv, og derved kommer jeg til at bestemme over fiskeren på havet. Jeg kan bestemme at mit drikkevand skal være fri for plantegift, og derved bestemmer jeg over landmanden. Det er helt urimeligt, og det er synd for fiskeren og landmanden, men der er ingen vej udenom. Vi bestemmer over hinanden.

Friheden til at bestemme over sig selv, kan medføre ufrihed for andre. Hastighedsbegrænsninger på motorvejen. Skatteregler. Straffelov. Sand frihed følges altid af ufrihed, ellers er vi ikke virkeligt frie. Ligegyldighed er ikke frihed. Tværtimod. Frie mennesker er ikke ligegyldige overfor hinandens ve og vel.



35: Kunsten at have selvmedlidenhed

Forleden var det rigtig varmt, og jeg svedte allerede da jeg vågnede omkring middagstid. Sidst på dagen gik jeg en tur rundt i Århus sammen med en ung kvinde, og mit humør var mørkt. Min mave rumlede utilfreds, selvom jeg havde drukket masser af kaffe og også ædt nogle håndfulde vanillekranse fra den pose jeg ikke fik spist til jul. Folk gik ustandseligt i vejen på fortovet, eller kom kørende i store biler som præcist krydsede min bane, så jeg var nødt til at standse op og se mig for.

"Hvad er der Bjørn?", spurgte hun med sit smukke ansigt på skrå. Det glimtede af glæde i hendes øjne.

"Hmmmghh!"

"Er der noget?"

"Hrrmmgh, jeg føler jeg har spildt hele dagen, og jeg har ikke fået skrevet noget. Jeg satte mig faktisk ned før vi gik, men jeg har ikke noget at fortælle. Måske kan jeg slet ikke skrive mere! Det gør ondt inde i mit hjerte, og det er træls at jeg sov så længe, jeg er nok deprimeret. Det har også været nogle hårde dage, og det er nok derfor at jeg er så trist".

"Nååååh Bjørn... er du ked af det?"

"Ja, jeg synes faktisk det er hårdt sådan at være forfatter, og sove for længe, og min cykel punkterer hele tiden. Det er slet ikke nemt. Jeg er ked af at jeg ikke kan skrive - jeg er ked af at jeg ikke har noget at fortælle", forklarede jeg.

Hun smilede til mig.

"Narrøv!", sagde hun så, og grinede bredt.

Det gjorde ondt, kan du tro. I forvejen havde jeg temmelig ondt af mig selv, og det var synd for mig.

"Hvad?"

"Du er en narrøv, Bjørn!", gentog hun med et smil. Jeg var lige ved at græde. "Du har selvmedlidenhed!"

"Ja! Og hvad så? Må jeg ikke have ondt af mig selv?"

"Du har ondt af dig selv, men hvorfor har du egentlig det? Du er ked af at du ikke kan skrive. Du er ked af noget som du ikke gør, du har ondt af dig selv uden nogen grund?"

Det kunne jeg ikke forstå, for det er da synd for mig at jeg ikke kan skrive. Ikke? Det er synd for mig at jeg ikke har noget at fortælle.

"Du er en nar. Du græder over noget, som du ikke har gjort! Du græder over noget som ikke findes. Det er dumt. Ved at have ondt af dig selv, ved at have selvmedlidenhed, gør du ondt på dig selv, og på resten af verden. Selvmedlidenhed er ikke godt. Det er noget fiktivt, det er noget du bilder dig ind, det er noget du selv skaber i dit hoved. Du har ingen grund til at være ked af det!"

Det var lige ved at jeg kunne forstå hvad hun mente. Vi var standset op ved gangbroen over åen bagved netto, solen skinnede. Jeg gav hende et knus.

"Jeg er nu alligevel lidt ked af at jeg ikke har skrevet noget", hviskede jeg. Hun trådte et skridt tilbage og smilede til mig.

"Åh Bjørn, du er sød", sagde hun. Så sparkede hun mig over skinnebenet, jeg kan sige dig det gjorde ondt. Jeg fik tårer i øjnene, og hylede op så en lille dreng var ved at køre i åen af forskrækkelse.

"Nu har du har grund til at være ked af det", sagde hun og tog fat i min venstre arm.

"Det gjorde sgu da ondt!", sagde jeg sammenbidt.

Hun nikkede tilfreds.

"Så behøver jeg ikke gøre det igen", sagde hun.



36: Ondskabens natur

Al ondskab kommer fra smerte. Når jeg har ondt, så kan du tro jeg bliver ond mod andre mennesker. Råber lidt af dem. Skubber. Vrænger næse. Og hvis jeg en dag bliver statsminister, så vil jeg bombe mine nabolande, når jeg er ked af det. Udrydde regnskoven og alle indianerne, hvis du svigter mig og håner min kærlighed, gør mig ondt. De dage hvor livet trykker hælen ind i min ryg, så jeg græder af smerte, da vil min rystende hånd trykke på den røde og knap og sprænge månen i luften.

Ondskaben kommer fra smerten, fra at have ondt. Derfor hader jeg ondskab mere end noget andet. Det er så uretfærdigt. Det menneske som jeg gør ondt, i ham vækkes mere ondskab. Måske fyren aldrig havde haft lyst til at gøre en flue fortræd, men vent og se: Når jeg har bombet hans landsby og hele slægten ligger spredt på markerne, da bryder ondskaben ud i lys lue, da vil han også gøre ondt. Således spreder smerten sig fra det ene menneske til det næste, og det er uretfærdigt mod manden i landsbyen, som aldrig ønskede at gøre ondt.

Ondskaben er skabt af mennesker som jeg, folk der har ondt. Intet barn er født med smerten, i barnet trives kun det gode. Men jeg er træt af mit arbejde og mit liv, og når barnet larmer, så slår jeg det, råber ad det, rusker det. Sådan gør jeg mit eget barn til et ondt menneske, en der har ondt. Og barnet går i skole og slår sine kammerater, og læreren bliver tosset, han råber højt og niver drengen i armen, fordi han har også ondt. Og en dag er mit barn voksent, røver nogle banker og voldtager 4 kvinder og dræber en pensionist. Så vil der stå i avisen, at han er et ondt menneske. Men der vil ikke stå noget om, at han var født med godhed og kærlighed i hjertet, og der vil ikke stå noget om, hvem der skabte ondskaben i ham, og at det var mig.

Ondskaben rammer altid den uskyldige, fordi det er ikke sjovt at stikke ild til et hus der allerede brænder. Det giver ikke ondskaben nogen glæde at sparke til en bokser der allerede er død. Ondskab rammer altid det gode menneske, fordi ondskaben vil forplante sig. Sådan er ondskabens natur. Når jeg har ondt, så ønsker jeg at få smerten ud af min krop ved at overføre den til en uskyldig lille pige. Derfor voldtager mænd unge kvinder, og derfor slår forældrene deres børn, og derfor skal mit lands militærfly bombe små lykkelige folk der bor i telte og drikker sød kaffe af spinkle porcelænskopper.

Det er ubehageligt at have ondt, og jeg ønsker at give smerten til dig, ved at gøre dig ondt. Hvis du græder, da tørrer mine egne tårer bort fra min kinder. Hvis du skriger af rædsel, da forsvinder min egen frygt. Hvis du trygler om nåde, da føler jeg min egen frelse er på vej.

Sådan er ondskab en brændende fakkel vi giver videre til andre.

Men jeg har lagt mærke til en ting.

Ondskab har ingen kraft. Det onde i mit er en tanke uden hverken krop eller maskineri, det onde er som et tørklæde i vinden. Al ondskab har brug for en krop, ellers kan det ikke forplante sig. Ondskaben har brug for vores stærke arme for at slå, vores stærke ben for at sparke.

Og jeg har lagt mærke til en anden ting.

Kroppen rummer kun godhed. I hver eneste celle pibler livsglæden frem, mit kød synger lykkesange fordi blodet skyller det igennem med frisk ilt og næringsstoffer. Min krop er så glad, at den ikke vil være slave for ondskaben. Det er unaturligt for kroppen at slå på børn, voldtage kvinder og dræbe mænd. Min krop er bare glad.

Det er derfor jeg føler mig fremmed i mig selv, når jeg har ondt. Det er derfor jeg føler mig ensom. I min smerte er jeg udstødt fra min egen krop, udstødt fra min egen kærlighed. Og da gribes jeg af en endnu større smerte, nu vil jeg udrydde hele verden. Så jeg tvinger min krop til at gøre ondt på andre, det er ikke noget den selv har lyst til.

Der ser du ondskabens bløde punkt, sådan kan du ændre ondskabens sejrsgang, sådan kan vi stoppe smerten i vores verden:

Når nogen gør dig ondt,

så giv ham et knus,

så han kan mærke sin krops godhed.

Når nogen gør dig ondt,

så sig du hellere vil have et knus.

Når nogen gør dig ondt,

så mærk din kærlighed i hjertet.

Når nogen gør dig ondt,

vær glad.



37: Den ulykkelige skibstømrer

Min glæde ved livet er som et gammelt træskib. Det holder ikke tæt. Mine skibssider er sat sammen af træplanker, stærkt og hårdt egetræ som holder vandet ude. Men dér hvor plankerne støder mod hinanden, er der bittesmå åbninger. Jeg har stoppet trevler af hamp ind i sprækkerne mellem plankerne, og det holder ikke tæt.

Sådan er træskibets natur. Det vrider sig, når jeg sejler gennem havets store bølger. Plankerne giver sig, gnider mod hinanden, og straks er der vand som slipper ind gennem sprækkerne.

Når mit skib ligger for anker med strøgne sejl, og du kan høre havets små klukkende kys, klatrer jeg ned i bunden af mit skib og lyser med lampen hen langs siderne. Plankerne skinner, jeg ser dråber fra havet langsomt sive ned ad dem og samles i små pytter. Der er hemmelige floder i bunden af skibet, de løber rundt mellem ballastens sten. Når vinden river i masterne, da skvulper vandet sagte.

Hvis der er for meget vand i bunden af mit skib, så tvivler jeg på om jeg kan holde mig flydende. Vandet gør skibet tungt, og det bliver langsomt og svært at manøvrere. Hvis vinden i en storm presser mit skib sidelæns ned mod bølgerne, så kan vandet i bunden rulle som en kæmpesten og få skibet til at kæntre, fordi vandet på én gang styrter over i den laveste side af skibet.

Der må være lidt vand i skibets bund, små pytter fyldt med uro, angst, tvivl, usikkerhed. Men hvis der er for meget vand, så skal vandet ud over rælingen og retur til havet, og derfor har mit skib en pumpe.

Dit træskib har også en pumpe. Hvordan ser den ud? Hvad gør du, når du opdager at tvivlen, uroen, angsten, usikkerhed, stress fylder bunden af dit skib? Se et øjeblik på din pumpe.

Nogle menneskers pumpe består i, at de løber en lang tur. Sådan får de renset tvivlen ud.

Andre drikker en flaske rødvin.

Nogle mediterer.

Andre køber nye sko.

Nogle griber fat i tvivlen, lærer den at kende og bliver gode venner med den.

Andre finder et job, hvor bølgerne ikke er så voldsomme.

Der er milliarder af måder, hvorpå vi tømmer skibet for vand.

Jeg husker engang mit skib stak alt for dybt, der var kun en halv meter op til rælingen. Da jeg kom ned i skibets bund fik jeg et chok. Vandet i bunden af skibet var så dybt, at jeg ikke kunne bunde. Jeg svømmede i bunden af mit skib!

Min pumpe, som bestod af håb, duede ikke. Gennem mange år havde jeg håbet, at vandet ville forsvinde. Ved et mirakel. Gennem måder jeg ikke var herre over. Ved andre menneskers hjælp. Ved guds hjælp. Jeg havde håbet og håbet, så jeg havde vabler i hænderne og konstant hev efter vejret.

Hvad med dig? Har du en gang oplevet, at din pumpe var uduelig? At lige meget hvor hårdt du pumpede, så steg utrygheden og angsten i dig? Hvad følte du da?

Jeg gik i panik og gjorde noget dumt. Som skibstømrer har jeg et træbor som er meget skarpt. Jeg presser boret ind mod træet med hele min vægt, og drejer selv boret rundt. Mit bor er så skarpt, at det glider gennem egetræ. Så med boret i hånden, dykkede jeg et par meter ned under vandoverfladen. Mens jeg holdt vejret, borede jeg et hul i skibssiden.

For at vandet kunne løbe ud.

De fleste mennesker har et sådant bor som kan gennemhulle skibets sider. Boret giver en lyd fra sig, når man bruger det. Lyden minder om ord:

"Jeg er ikke god nok".

"Ingen elsker mig".

"Jeg klarer det aldrig".

"Jeg vil ikke leve på den måde".

"Bare det snart holdt op".

"Jeg er også grim og gammel, utiltrækkende".

"Jeg bryder sammen".

"Jeg bliver aldrig lykkelig igen".

Og vandet bare steg og steg, og jeg var en meget ulykkelig skibstømrer.

Du må tilgive min dumhed.

Jeg gik i panik og tænkte dårligt om mig selv, tænkte dårligt om livet. Jeg mistede overblikket. Kunne ikke se andet, end at frygten og angsten ville trække mit skib til havets bund. Jeg var bange og ulykkelig.

Har du nogensinde boret huller i dit skib? Når du var aller mest fyldt med uro, tristhed, ensomhed - har du da tænkt dårligt om dig selv? Så ved du, hvordan min situation var. Vandet steg og steg.

Jeg var en ulykkelig skibstømrer, fordi min dumhed lavede huller i skibet, og min pumpe bestod ikke af andet end håb.



38: Dødens sprog og livets stemme

Jeg havde en potteplante, der hang noget med bladene. Det virkede som om den var ved at dø, så der var ingen grund til at vande den, og den døde faktisk også. Du behøver ikke være så fjollet som mig, men det er nu en god ting at huske på, at hvis vi oplever et andet menneske er ved at dø - så er det rimeligt at spejde efter livet i dét menneske.

Læger kan se med et halvt øje, hvornår vi ligger og er ved at dø. Nogle af dem kan endda forudsige døden uger eller sågar måneder i forvejen. Men jeg har også lagt mærke til, at den gode læge spejder efter livet og gør sit yderste for at trække mennesket ind på fast grund. Det er mirakuløst så mange mennesker der har reddet livet, blot fordi en læge - eller dem selv - blev ved med at spejde efter livet.

Jeg ønsker af hele mit hjerte, at når du hører dødens sprog, da vil du åbne din sjæl og tale med livets varme stemme Om ikke andet så for at give døden kamp til stregen, og fordi du elsker livet.

Når du ser nogen er ved at dø, så kig efter livet i dem.



39: Kærlighed ved havet

Ethvert liv rummer en afgrund, en skrænt der slutter stejlt ned mod havet. I ethvert liv løber mennesket henover marken og standser chokeret foran afgrunden. Dybt dernede ruller havet ind mod stranden.

Dette er et særligt punkt i sjælen, som vi ikke kan undgå. Enhver flugt fra sjælen standser på denne klippeskrænt, hvor mennesket ser sig selv i øjnene. Fordi, det der har jaget mennesket henover marken til denne kant, det er mennesket selv.

Så når du står ved kanten og kigger tilbage over skulderen så ser du, at den der forfulgte dig - den der drev dig på flugt - det er dig selv. Det selv, du har været bange for. Nu kan du ikke længere flygte. Selvet lunter langsomt nærmere, fordi det ved, at du ikke kan løbe længere. Vil du møde selvet, eller vil du kaste dig ud over skrænten?

Hvis du kaster dig ud i det fri, så følger selvet blot efter og lander ovenpå din krop nede på stranden.

Hvis du bliver stående, så standser selvet helt tæt på dig.

Og det siger:

"Jeg har savnet dig hele mit liv".

Og da vil du hyle af glæde og sorg, og i lægger armene om hinanden.

For også du har været ensom.

Du omfavner dig selv, og i det øjeblik smelter dit hjerte i fryd. Himlen bliver blå, du hører mågernes hæse skrig og mærker blæsten ruske i dit tøj. Du er lykkelig, fordi du kan høre bølgernes brusende hvislen mod landets kyst. Og du er kysten, og livet er havet der kysser dig.



40: Er du også intolerant?

I morges fik jeg et chok. Det var ellers godt vejr, og mit humør var helt fint, men så opdagede jeg noget frygteligt! Jeg ville så gerne være et godt menneske, og nogen har fortalt mig, at gode mennesker er tolerante. De dumme mennesker, de snæversynede og onde mennesker, de er intolerante har jeg hørt. Jeg har forstået at det er et skældsord, når vi råber til folk vi ikke kan lide: "du er så intolerant!"

Du har gættet det. Her til morgen opdagede jeg pludseligt, at jeg da ved gud er noget af det mest intolerante, jeg kan forestille mig! Frygtelig intolerant. Da styrtede mit spejlbillede i grus, fordi jeg troede jo, at jeg var et godt menneske.

Så sad jeg altså der med hele min selvopfattelse i stumper og stykker. Det hang ikke sammen. Intolerancen lå hård og knyttet som en blå diamant, side om side med mit røde hjerte. Jeg tog intolerancen op i hånden og drejede den i lyset. For at blive et godt menneske igen, overvejede jeg at kyle den langt væk. Men den strålede så skønt, og den var slebet med fine facetter, desuden er den en del af mig som jeg holder meget af. Den er til megen besvær, ja. Men jeg havde set i øjnene, at intolerancen ligger i mig i hver eneste celle. Ikke til at løbe fra, og det vil jeg heller ikke. Nå.

Et intolerant godt menneske... Det lyder forkert, ikke? "Han har sådan et stort hjerte, og han er enormt intolerant". Nej, det virker modstridende. Eller...? Er du også intolerant? Hvor går dine grænser? Hvad kan du tolerere, og hvad vil du slet ikke finde dig i? Er vi i virkeligheden alle sammen intolerante, og dog alligevel gode mennesker?

Kroppen er intolerant. Vi kan kalde vores krop hysterisk intolerant. En tjørnetorn i kødet bliver straks omringet af lymfevæskens krigeriske celler, den bliver oversprøjtet med nedbrydende stoffer, fortæret og transporteret bort. En lille torn i kødet gør vel ikke det store, men kroppen er hysterisk intolerant, ser det ud til. Den ser verden sort og hvid. Enten er det krop, eller også skal det ud.

Blot fordi vi grundlæggende er intolerante kropsligt set, kan vi frit vælge at opbygge et tolerant samfund. Men er vi tolerante overfor hinanden?

Banken er intolerant. Hysterisk intolerant. De har penge nok og i alle skuffer, men de finder sig ikke i, at jeg tager et par sedler. Banken har så mange penge, at det er ganske ligegyldigt med en 50'er fra eller til. Men ikke engang én krone kan jeg få lov til at tage. Det er intolerant, synes jeg.

Bageren er intolerant. Han nægter at sælge motorolie, og man kan heller ikke få lov til at købe en havegrill hos ham. Hvad ligner det?

Naboen er intolerant. Hans smukke kone går alene hjemme hele dagen, mens han sejler rundt på de 7 verdenshave. Men kysser jeg hans kone og sover i hans seng om natten bliver han sur. Intolerante bæst, siger jeg bare.

Og hvad med dig. Er du også intolerant når det angreb mod din person, mod din ejendom, mod din faglige stolthed, eller overfald på dine venner? Hvis du svarer ja, så hænger det måske sammen trods alt. Du intolerante, gode menneske.



41: Livets trøje

Og så blev jeg skilt. Du ved hvordan det er. Mit livs trøje blev klippet midt over, og så stod vi der med en halv trøje hver. Sagde farvel med en lille snert af vemod. Gik hver sin vej.

Livets trøje er den vi væver gennem hverdagens ubetydelige gøremål. Den består af stærke tråde fyldt med kærlighed, men også af et uendeligt antal små masker gjort af vaner, rutiner, tryghed. Kærligheden er garnet, hvorimod de små vaner danner trøjens strikkemønster.

Der er forskelle på skilsmisser. Dels hvad vi bliver skilt fra: Vores partner, arbejde, bopæl - eller en skilsmisse fra barndommens gader. Og dels måden. Du ved man kan skilles hårdt og brutalt, skrigende og råbende, så trøjen ikke klippes men slides over, ødelægges. Efter sådan en skilsmisse står vi med laser og trevler i hånden. Min skilsmisse var lykkelig. Med den fineste saks klippede vi trøjen midt over, sådan at skaden blev mindst mulig.

Mange er vi, som har fortsat rejsen gennem livet iført kun en halv trøje. Og mange er vi, som har mødt andre iført halve trøjer. Det er sjældent de halve trøjer passer sammen. Farverne og mønstrene er forskellige.

Derfor kommer der en stille tid efter enhver skilsmisse. Da sætter vi os ned og trevler forsigtigt den halve trøje op. Dette bør gøres stille og roligt. Efter en tid er den halve trøje forsvundet, og garnet er vundet op i fine garnnøgler.

Halve trøjer passer sjældent sammen. Men med gode garnnøgler kan man glad gå ud i verden og finde andre, som også er i besiddelse af opvundne garnnøgler. Garnet er kærligheden. Med den kan man strikke sig en ny livsskjorte sammen, danne mønstre ud af helt nye vaner.

Smid vanerne væk, hold fast i kærlighedens tråd, det er det jeg vil gøre.



42: Den guddommelige indre hund

Forleden købte jeg en seng. Ting har ellers aldrig haft min interesse, derfor har jeg haft ingenting. En seng er en ting, så det har ikke bekymret mig at jeg sov på gulvet. Snarere tværtimod. Ofte har jeg været gladest, når jeg af praktiske årsager har været nødt til at smide mine ting ud. Når jeg har flyttet for eksempel, og flyttevognen ikke har været større end bagagerummet på en bil. Og jeg har været glad, hvis folk er blevet forelskede i en ting fra mit hjem, så har jeg givet dem tingen. Ikke for at være venlig - intet ligger mig fjernere - men fordi det gjorde mig glad at have ingenting.

Nå. Men en aften på stranden før jul, besluttede jeg at finde et nyt arbejde, og få mig en seng. Jeg havde stået på strandbredden og mediteret under stjernerne for at finde den drøm i mit indre, som kan leves i virkeligheden. Noget af drømmen var at få en seng, og det kom bag på mig, som du kan forstå. "Okay, hvis mit guddommelige indre vil have en seng og sove i, selvom det allerede hviler blødt og bekvemt i min store krop, så skal jeg sandelig købe en seng".

Sengen skulle være billig. Ikke fordi jeg mangler penge, men fordi der er grænser for hvor meget jeg vil bruge på mit guddommelige indre. Så jeg tog til Ikea. Måske du kender dén butik. Mange elsker at gå rundt i Ikea, fordi Ikea har alle ting til boligen. Alt. Nogle mennesker er utrygge ved edderkopper, åbne pladser eller trange rum. Mellem dig og mig: Jeg får det dårligt i Ikea. Der er alt for mange ting. Så jeg skyndte mig at finde sengeafdelingen. Fandt også en mand, som jeg spurgte om hjælp. "Hvad drejer det sig om?" Han skulede mistroisk. "Jeg vil købe en seng". Manden så nu på mig, som om jeg var mentalt i udu. "Ja?", sagde han vantro og trak på skuldrene. "Der står priser på det hele", meddelte han. Så sukkede han og gik væk.

Nå, men efter lidt tiggeri, fik jeg faktisk fat i en medarbejder der var for træt til at hun gad løbe fra mig. Og med et stort suk prikkede hun til sin computer, som spyttede en papirslap ud til mig. Så vendte hun sig om og gik. Nu havde jeg på papiret en seng, som jeg betalte ved kassen, og om aftenen blev sengen leveret. Teoretisk set, fordi sengen var kun en lang papkasse fyld med træ, søm og skruer, samt en bred boxmadras på 400 kilo.

Tre timer senere gik jeg i bad og smed mig udmattet i sengen. Tror du jeg kunne sove? Nej, mit guddommelige indre blev ved med at vrøvle om, at jeg skulle lægge mig ned på gulvet. Jeg havde en følelse i mig, som om jeg var en hund der foretrak sin vante soveplads på gulvet. Og du ved, man kan ikke lære en gammel hund nye tricks. Så, nu har jeg en seng. Ved fodenden ligger min gamle madras på gulvet, og dér sover jeg så, når min guddommelige indre hund tvinger mig til det.

Normalt påstår jeg, at det guddommelige indre er fyldt med visdom. For mit eget vedkommende er jeg kommet en del i tvivl. Jeg er i hvert fald holdt op med at kontakte min indre guddommelighed. Det vil være for tåbeligt at købe en bil, og så alligevel ende med at tage bussen på arbejde. Men det kan nok ikke undgås, fordi det er som om det guddommelige indre altid får sin vilje. Forleden tvang det mig til at begynde at spille lotto. Så vinder jeg nok en million, og så vælter det bare ind med ting i mit liv.

Måske det guddommelige har besluttet sig for at kurere min uvilje mod ting? Måske holder jeg sommerferie i Ikea? Køber nyt tøj? Får sat gardiner op i lejligheden? Køber en suppegryde? Åh gud, min skæbne synes at føre mig ud på et skråplan belagt med farvestrålende brochurer.

Er der nogen redning mulig?



43: Vær så fed du har lyst

I vores kultur er det ikke populært at være fed, og det er ikke rart for dig at opleve folks afsky overfor fedme. Dette skyldes, at vores kultur er en selvmordskultur. Vi må ikke være som vi er. Fede, handicappede, stornæsede, tykbenede, smalhagede, flipørede, bumsede - der findes i tusinde udtryk, som er "forbudte".

Da jeg var barn var der mennesker af alle slags. Jeg ved ikke hvad der er sket, men de er væk nu. Vi må ikke være os selv - vi skal ligne noget andet, ligne andre. Derfor er det en selvmordskultur - vi dræber selvet, vi vil ikke være os selv. Meget hellere vil vi have bakkenbarter som en kendt filmskuespiller eller læber som en kendt fotomodel. Vi vil ikke være os selv, vi vil være noget andet.

Kan du se hvor jeg vil hen?

Samtidig med at vi som kultur ikke vil være "os selv", så opstår der en kæmpe smerte inde i mennesket. Denne smerte bliver til ondskab. Denne smerte medfører, at vi håner folk der er sig selv - det vil sige folk der ikke ligner et eller andet stykke plastik fra en tv-serie. Vi hader folk der er anderledes. "Hvorfor skal han have lov til at være sig selv, når jeg ikke må være det!"

Jeg er ligeglad om du er fed. Vej 200 kilo. 300 kilo. Du må endda have en skæv næse, store ører, udstående tænder, fedtet hår - og være fed samtidig. Det er okay. Men jeg er begejstret hvis du er dig selv. Det er nemlig smukt at være sig selv, det kan jeg godt lide.

Masser af mennesker trives bedst i en fed krop, og masser trives bedst i en muskuløs krop. Men alle trives aller bedst, når de er sig selv.



44: Brænd dine bøger

Hver gang du har læst en god bog til ende skal du grave et hul i jorden, lægge bogen ned i hullet og antænde papirsiderne med en tændstik. Det er dumt at gemme sine bøger.

I et frygteligt uvejr kæmpede en kinesisk vismand sig fremad på en tung vej mellem to byer. Regnen piskede ned over vismandens vogn og hans okser, og vinden skubbede og ruskede i vognens sejldug. Under høje råb drev han de to okser fremad. Når vognens hjul sank ned i mudderet, vendte okserne det hvide ud af øjnene og knækkede nakken tilbage, udmattede, men vismanden ville ikke tillade dem at give op. Han piskede dyrene, tvang dem til at fortsætte gennem uvejret. Og hvad tror du vismanden bragte med sig i sin vogn? Ja, tykke kundskabsbøger med svar til alle landes konger og krigsherrer. Og det var dumt af vismanden, fordi okserne kørte vognen i floden, og alle bøgerne drev ud i havet. Det ville være bedre at vismanden havde brændt sine bøger, så kunne han bære forståelsens gløder i sit sind, og enhver som så ham i øjnene ville fornemme visdommen blusse op inde i sig.

Og der var en købmand der havde tjent gode penge på import af krydderier på sine sejlskibe til Europa. En forårsdag stak han til havs med sin unge kone, 3 børn og nogle af sine trofaste mænd. Han ville foretage en rejse til de fjerne horisonter. Så han vinkede farvel til vennerne på kajen i hjembyens havn, og det var solskin, og han stod i lang jakke og blanke sko på dæksplankerne med sin sorte hat, med sin blomstrende kone ved armen, og knyttet mod brystet havde han den hellige bog. Og hvad tror du købmanden bragte med sig i lastrummet under dæk? Ja, mange hundrede hellige bøger han ville uddele til hedningene i den sydamerikanske jungle. Og det var dumt af købmanden. Det ville være bedre at han havde brændt sine bøger, og kun havde bragt den hellige aske til indianerne, som da ville opleve guds nærværelse i hans kones blide hænder, når hun gned asken mod deres sår og udslæt.

Det er dumt at gemme sine bøger. Brænd dem. Opslug dem. Forstå dem. Nedbryd dem i din mave, og lad bogens visdom vække din egen visdom. Fordi hvis vi gemmer vores bøger, vil det gå os ilde. Dit liv vil blive som vismanden, hvis bøger drev til havs. Han blev slæbt hen foran en ond hersker i et land med krig, anklaget for at være spion.

"Nådige hersker, spar mit liv! Jeg er vismand og ingen spion". "Så fortæl mig noget klogt, gamle mand. Bevis du er vismand, fortæl mig navnene på alle planeterne, navnene på alle blomsterne, og navnene på alle dyr. Lad det gå lidt tjept". "Nådige hersker, jeg er vismand, men der er mange tusinde dyr og planter på planeten, jeg husker ikke deres navne udenad. Havde jeg blot mine bøger hos mig kunne jeg svare dig, men bøgerne drev til havs i et stormvejr da mine okser blev gale og løb i en flod". "Kan du ikke fortælle mig navnene på alle planeter, blomster og dyr, da er du ganske sikkert spion og vil blive henrettet. Men siden du fortæller mig at det drejer sig om ganske mange navne, vil jeg give dig natten til at huske dem enkeltvis". Og sådan gik det vismanden. Han blev lukket ned i fangekælderen med et tællelys, nogle ark papir, en kop blæk og en pen. Hvis du gemmer dine bøger vil du ende dit liv som denne vismand. Når du virkeligt har brug for bøgernes visdom, vil du fortvivlet rive dig i håret og forbande dig selv. Havde vismanden blot brændt sine bøger, ville han have forstået visdommen og kunne have svaret herskeren.

Da det blev morgen slæbte krigskarlene vismanden frem for herskerens tronstol. "Fortæl mig nu store vismand, hvad er navnene på alle planeterne, alle dyrene og alle blomsterne?" Vismanden havde røde øjne. På papiret havde han i nattens løb skrevet i hvert fald 100 navne. Dem remsede han op med bævende stemme. Det rigtige svar på herskerens spørgsmål var ikke blandt de 100 navne, så derfor blev han henrettet som spion. Det rigtige svar på herskerens spørgsmål er: "Navnene på alle planeter, kryb og planter samles i de bogstaver som udgør dit navn, nådige hersker".

Og når du da har forstået bøgerne, og har brændt dem, da skal du give asken videre til andre mennesker. Gemmer du dine bøger vil det gå dig ilde som købmanden og hans kone der ankom til indianerne i junglen. Deres træskib blev stukket i flammer, og de selv blev fanget og båret ind til en lejr i junglen. Børnene dansede om dem, stak til dem med lange pinde, og kvinderne pillede ved det mærkelige stof som købmandens familie havde på kroppen. Mændene diskuterede om de fremmede hvide mennesker skulle ofres straks, eller senere på dagen. De enedes om at vente til solnedgang.

Sådan gik det købmanden der drog ud for at uddele hellige bøger til hedningene, han blev afklædt og stillet nøgen frem for landsbyens høvding. "Hvem er du? Hvilken stamme kommer du fra?", spurgte høvdingen. Købmanden havde ingen anelse om hvad der blev sagt, han måtte gætte sig frem efter høvdingens tonefald. "Vi kommer med guds ord! Du er frelst gennem Jesus død! Men du skal angre dine synder!" Høvdingen lagde hovedet på skrå og kneb øjnene sammen. Han havde ingen anelse om hvad det hvide menneske sagde, så han måtte gætte efter tonefaldet. "Er din stamme stor?" "Ja vi kommer med fred og guds ord, men bøgerne gik tabt da vores skib sank! Måske kan vi bjærge dem. Det er virkeligt fine bøger, indbundet i læder! Vi er kommet hertil med guds ord. Han vil straffe jer hårdt, hvis I behandler os ilde! Det er skammeligt at min hustru skal stå nøgen som et simpelt kreatur, gud vil straffe jer hårdt hvis I ikke straks giver os klæderne tilbage!" Høvdingen nikkede. Han kunne høre på tonefaldet at det hvide menneske var bange og fyldt med had. Han kunne se den hvide mand havde knyttet næverne, og der var et flammende bål i den hvide kvindes øjne, fordi hun hadede at blive set nøgen. Børnene var derimod ikke synderligt bange. Han bestemte sig for at de skulle spise købmanden først.

Sådan gik det købmanden rigtigt ilde, han blev grebet af fire mænd og ført frem til offerpladsen. Havde han bare brændt sine bøger, og forstået den hellige visdom, ville han kunne have svaret på høvdingens simple spørgsmål: "Hvem er du?" Men købmanden forstod ikke livet, han forstod kun bogen om livet. Havde han bare brændt bogen og opsuget den visdom, da ville han have svaret med et smil i sit ansigt.

Det rigtige svar på høvdingens spørgsmål var at falde på knæ og berøre jorden med panden, med udstrakte håndflader frem mod høvdingen, og højt sige: "Jeg elsker dig min gud, fordi du er alle steder, også i dig, min elskede høvding. Du er min gud!" Havde købmanden blot svaret sådan, da ville høvdingen have sparet hans liv, fordi tonefaldet skaber forståelse dér hvor sprogenes ord er fremmede for hinanden, og købmandens tonefald ville da have været kærligt, respektfuldt, ærligt og fyldt med visdom.

Måske er du ved at uddanne dig, så husk mit gode råd til dig: Tag forståelsen ud af dine lærebøger, og brænd bagefter papiret. Al visdom skal du bære i din krop, dér hvor du aldrig kan miste den.

Måske folk synes du er gal, når du begraver dine bøger. Og det er sandt. Du er ikke normal. Du er anderledes. Du er ikke almindelig

Gør det noget?



45: Den gale viking på motorvejen

Forleden var jeg tæt på at slå en tysker ihjel, samt hele hans familie. Jeg må indrømme det: Min krop indeholder nogle vikinge-gener som med jævne mellemrum går bersærk. Jeg har altid haft et ubehageligt voldsomt temperament, men det er først nu at jeg ser det i øjnene. Mine blodårer er opspændte af brølende vikingeblod. Og sådan er det. Upraktisk.

Det er altid godt for mennesket at stå ved sig selv. Det er ikke altid politisk korrekt, nogle gange kan det være katastrofalt, men det er godt fordi det er lærerigt. Når vi står ved os selv møder vi verden med åbent ansigt, vores liv vinder sandhed.

Det er aften. Mens jeg roligt overhaler et par lastbiler; pludselig bremser en bred bil bag mig. Jeg kan se i bakspejlet hvordan han blinker til venstre for at få mig til at trække ind i motorvejens inderspor. Måske du kender det? Nogle mænd kører helt op i røven af dig og giver dig den der følelse af: "Flyt dig lille lort så jeg kan komme forbi". Så blinker de med både det ene og det andet, mens de holder under 3 meter til din kofanger.

Min far lærte mig at trykke forsigtigt på bremsen, så stoplyset flammer op. Han mente at det røde bremselys fik folk som manden bagved mig til at falde tilbage til en mere sikker afstand.

Det kunne jeg aldrig finde på at gøre. Jeg trykker hårdt på bremsepedalen, hvilket medfører at bilisten bag mig må foretage en katastrofeopbremsning for at undgå at påkøre mig. En anden dag på motorvejen så jeg hvordan en kvinde fløj op mod instrumentbrættet, da hendes mand panisk bremsede op. Denne aften er det mørkt, så jeg kan ikke se hvordan opbremsningen virker i bilen bagved mig, men fyren ved rattet er vred. Han tænder for fjernlyset for at blænde mig. Han må jo være åndssvag, jeg tramper hårdt på bremsen, hans næse dykker mod asfalten nogle centimeter bag min bagdel. Jeg kan mærke han er rasende nu. Han blinker med lyset som en hysterisk nar. Jeg træder på bremsen hårdt, afpasser farten til campingvognen i indersporet. Så ligger vi dér lidt og venter på at han blænder ned.

Lidt længere fremme har fyren opgivet det lange lys. Jeg trækker ind med sammenbidte tænder, jeg føler vreden skylle igennem mig. Inde i mit kød brøler den gale viking. Jeg ser for mig hvordan bilisten passerer mig, og da vil jeg give ham et hårdt skub med skulderen, jeg vil presse ham af motorvejen, vride rattet til venstre og smadre ind i hans bløde sideflæsk. Så må han krølle sammen i bål og flammer og sortbranket kød, jeg er ligeglad. Vikinger kender ingen nåde, og bibelens bud om ikke at slå ihjel gælder ikke længere. Fuck ham.

Men da er det jeg ser virkeligheden i øjnene. Jeg kan ikke slå ham ihjel ved at køre ind i ham, fordi bilen jeg kører tilhører ikke mig. Det er Katharinas bil, og jeg har slet ingen ret til at ødelægge hendes bil. Den store Chrysler på tyske nummerplader ruller forbi og forsvinder op ad motorvejen. Hvis jeg havde haft et jagtgevær, havde jeg sandsynligvis rullet vinduet ned og stukket det ud i natten. Havde skudt hans bagrude i smadder.

Katharina er vred. Hendes øjne lyser i kabinens mørke. Hun er forarget over min lyst til at køre tyskeren af motorvejen.

"Tænkte du slet ikke på at der kunne være små børn i den bil?", spørger hun. Jeg brummer noget uforståeligt. Mine knoer er hvide. Jeg kan mærke min vikinge-sjæl er skuffet over den fredelige afslutning.

"Jeg gjorde det jo ikke. Det er din bil, så jeg lod være".

"Men hvis det havde været din egen bil, så havde du gjort det?"

"Ja, så havde jeg kørt ham af motorvejen", konstaterer jeg. "Med børn og hund og hele familien".

"Mænd!", hvisler Katharina. "Mænd og jeres forpulede testosteron!"

Jeg kan fornemme hun er træt af mig, underligt.

Havde jeg bare været viking. Åh, det ville jeg gerne. Jeg kan se tilbage på mange episoder hvor min indre viking er gået amok, der tegner sig et mønster. Han er upraktisk, min viking. Derfor gik jeg ned i den lokale dyrehandel, bad om en mundkurv.

"Til hvilken hunderace?"

Jeg tænkte mig om. "Prøv at give mig noget til en boxer", sagde jeg. "Den har sådan et fladt fjæs som mit, har den ikke?"

Ekspedienten kiggede undersøgende på mig. "Du har måske svært ved at styre dig selv?", spurgte han nysgerrigt.

"Fuck dig!"

Ekspedienten nikkede for sig selv. "Måske, måske ikke". Hans fingre udvalgte en mundkurv i læder, trak den frem fra sortimentet. "Prøv den her først", sagde han. "Så kan vi snakke om det andet bagefter".

Folk siger jeg ser mærkelig ud med mundkurven. Og hvad så? Tror du grundlæggeren af Carlsberg var almindelig? Eller hvad med Beethoven, Newton, Gandhi, Marilyn Monroe, paven? For at sige det som det er: Tror du naboen er helt almindelig?

Det er godt at være unormal. Fordi vi skal ikke følge en norm. Vi skal ikke være som alle andre mennesker.

Lyt til den forbudte tanke:

Du skal være dig selv.

Kun det.

Dem der mener noget andet, de kan hoppe i søen.

Skriv en kommentar




 ! & ?  



Dansk historiefortæller Prins (H)Amlet Ytringsfrihed Tænkepause Bogland.dk E-bøger Lydbøger Papirbøger Dokumentar Dramatik Erotik Krimi Psykologi Sci-fi Spænding Thriller Information Fotograf Aarhus Fotografi Video Aarhus Hverdagen Scenekunstfoto Portrætfoto Kunstfoto Modefoto Hele Sandheden Dansk satire Christiansborg Satire Virkeligheden Livet i Lykkeland Lykkeland Inspiration Nøgenfotografi Nøgenbilleder Kærlighed Erotik Begær Orgasme Nøgenfotograf Model søges Tekst & Foto Tekst & Foto Billigste pris Troværdigt salg Salg Kommunikation Mødebooking Debat Telefonsalg Forretning Vitalogi Vitalog Brevkasse Vitalogi Danish storyteller


Sikkerhed: Pixlogin beskytter din adgang til ambiorn.dk sammen med den globale anycast firewall fra Cloudflare. Din kommunikation fra IP.3.236.228.250 er krypteret med HTTPS/SSL.
Økonomi: Ambiorn.dk er en no-money no-profit personlig hjemmeside skabt af en dansk kunstner.


Sand Historie

Ambiorn.dk © 2021

63 ms.






Fri adgang til alle historier, film og foto

Klik "ok" på linket i mailen, så får du en mail med ugens nye historier i tekst, foto og film.

+ Plus fri adgang til de hemmelige sider.

(ingen reklamer, ingen spam, kun historier)
(ingen penge)



OPRET

Følger du allerede siden, så klik her.
Login


Fri adgang til alle historier, film og foto
LOGIN

Glemt dine login billeder?
Få dine 3 loginbilleder sendt til dig i en email.
Glemt password

Følger du ikke siden? Klik og begynd på det.
(ingen reklamer, ingen spam, ingen penge)
Følg