Bogland.dk | Bøger uden censur
Dirty Søster - En sexhistorie

Dirty Søster

Novelle © Ambjørn Happy

Jeg mødte Troen forleden dag. Jacob stod med sit papskilt i regnvejret og hang med hovedet. Nogle af bogstaverne trak strimer ned ad det våde pap, men jeg kunne stadig læse teksten: "Dommedag er nær!" Det var længe siden han havde barberet sig, og der var hul i hans bukser.

"Har vi tid til at spise en burger?"

"Hva' si'r du?"

"Ja, kan vi nå det, jeg mener inden dommedag?"

Han nikkede stille, bøjede hovedet. Så gik vi hen ad gaden for at finde noget varmt mad, og måske et krus kaffe. Hvis dommedag virkeligt var så nært forestående, så behøver vi ikke bekymre os om regningen, så jeg tilbød at betale. Til gengæld mødte jeg hans dirty søster.

1. Jacobs søpapegøjer

Vi havde fundet et bord i burgerrestauranten. Troen, altså Jacob, kiggede på bjerget af fastfood som stod dynget op mellem os, pakket ind i pap og plastik. Så trak han mundvigene nedad og vrængede.

"Det er tiden. Folk mangler tid. De har stjålet tiden fra os", påstod han. Uvilkårligt skævede jeg rundt, men ingen lod til at bemærke noget, selvom Troen så sandelig taler højt. Forsigtigt viklede jeg burgeren fri af papiret og tog en stor mundfuld. Den smagte af tomatketchup, syltet agurk, tørt brød og havde en bismag af knudret, branket kød. Jeg sukkede tilfreds.

"Hvad hedder du i grunden?"

Troen kiggede overrasket på mig og rynkede panden.

"Jacob", sagde han. Stille pakkede han sin mad ud. "Jacob - du ved lige som de der papegøjer hos gamle damer. Dem man giver sukkerknalder, for at lukke munden på dem. Sådan én."

Nogle unge piger gik forbi og stillede sig i kø overfor os. De var i sommerkjoler som viste deres slanke lår, glatte maver og frodige bryster. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til at kjolestoffet afslørede undertøjets syninger. Jacob snøftede.

"Alle tænker kun på sex", hævdede han surt. "Sex, sex, sex. Hvorfor tage sig en uddannelse hvor man lærer at læse og skrive, når folk alligevel kun har sex på hjernen?"

"For at få et godt job, så man har råd til at købe frækt undertøj til sin kæreste. Derfor", svarede jeg.

"Der må da være mere i livet end sex, hurtige biler, øl, tingel og tangel, og mere øl!"

"Spis dine pommesfritter, mens de er varme", foreslog jeg.

Nå. Jacob fortsatte ihærdigt med at styre samtalen ind på de emner som han mener er væsentlige. Den globale forurening, fattigdommen i den tredie verden, undertrykkelsen af kvinder, sund moral og et fælles ansvar. Sådan noget. Jeg spiste min mad og lod mit blik følge dejlige baller og blidt svævende bryster. Ind i mellem gryntede jeg og sagde ja som om jeg var enig. Men egentlig er jeg ligeglad med at søpapegøjernes naturlige ynglesteder er truet af supertankernes spildevand. Jeg kender slet ikke nogen søpapegøjer og jeg ejer ikke nogen supertanker. Hvad kommer det mig ved?

"Det er jo dét jeg siger! Folk er hamrende ligeglade! De tænker kun på at købe, købe, købe. Vi lever i en forbrugskultur fyldt med fup og humbug, en hel masse skrammel og tomhed. Har du tænkt på det? Jo flere ting vi har, des mere tomhed er der i vores liv? Og jo rigere vi er på skidt og skrammel, des mindre tid har vi. De har stjålet tiden fra os!"

Jeg kiggede på klokken. "Den er kvart i fire. Prøv og se hende derovre ved kassen... Den hvide kjole... Er hun ikke himmelsk?"

Jacob bed kæberne sammen og sank noget. Jeg kunne høre på hans åndedræt at han var træt af mit selskab. Så drejede han hovedet og kiggede flygtigt på pigen.

"Hun er da meget pæn. Interesserer det dig overhovedet hvad jeg fortæller?"

"Hvad har du sagt?"

Jacob stønnede højt og blev rødere i ansigtet. Han knyttede næverne. Måske ville han slå hårdt i bordet, og måske han havde lyst til at pande mig én. "Du har snakket om søpapegøjer! Men har du sagt noget væsentligt, Jacob?" Jacob trak overrasket ansigtet tilbage. Han så forvirret ud.

"Fuck søpapegøjerne, Jacob! Fortæl mig noget jeg kan bruge i mit liv. Noget som kan gøre mit liv smukkere og mere behageligt. Fortæl mig hvordan jeg erobrer hende derovre! Hvordan finder jeg en smuk kvinde som elsker mig? Dét vil jeg høre noget om. Jeg skal ikke have nogen søpapegøje, og jeg er ligeglad med træerne i Asien. For min skyld kan de brænde verden ned til grunden, hvad kommer det mig ved?"

Der var helt stille i restauranten i nogle sekunder, fordi jeg taler nemlig også alt for højt når jeg bliver grebet af en tanke.

"Bjørn...?"

"Ja!"

"Bjørn, du er en meget syg mand."

"Ja! Og hvad så? Så må du helbrede mig, Jacob. Fortæl mig noget om kærlighed som gør mig rask. Fortæl mig om medfølelse, livsglæde, tryghed, latter, whatever! Fortæl mig noget som jeg kan bruge!."

Troen kiggede mig dybt i øjnene. Så nikkede han og skubbede maden fra sig. "Okay, du vil vide noget om kærlighed? Hør så her...."

2. Giv mig dine penge!

"Det er min lillesøster som lærte mig alt om kærlighed", begyndte han sin historie.

"Hvor gammel er hun?"

Jacob stoppede op med en irriteret lyd og så et øjeblik vred ud, men jeg løftede bare øjenbrynene og så spørgende på ham.

"Det har slet ikke nogen betydning!"

"For mig har det..."

Jacob sukkede på den der måde som betød at han var dødtræt af mig, men jeg tænkte, at han nok ville komme over det hvis blot han øvede sig længe nok. Hvis vi kun elsker verden når vi børster tænder foran spejlet på badeværelset, er der ingen mening i at gud har været så omhyggelig med at lave folk forskellige. Faktisk er der snart en halv snes milliarder måder at være menneske på, og derfor kan det være godt at indse, at andre mennesker ligner mere sig selv, end de ligner mig. Og heldigvis for det, kan man sikkert mene. Derfor betragtede jeg Jacob interesseret, og så hvordan hans øjne blev smalle og kæberne stramme.

"Vi kan jo sige hun er purung 24 år gammel... og at hun ligner pigen i den hvide kjole som du spurgte mig om før. Hvad siger du så?" Jeg nikkede tilfreds. Det var lige sådan en lillesøster jeg havde håbet på Jacob havde. Med fornyet energi tog en jeg saftig bid af burgeren.
"Godt. Hvad sagde hun så?"

"Du vil ikke vide hvilken slags undertøj hun går i?" Der var et lille strejf af hån i Jacobs stemme som jeg ikke forstod. Pigen i den hvide kjole gik i det samme forbi vores bord for at gå op ad trappen til etagen ovenover. Hun bar på en bakke med sodavand og mad. Gennem det glatte stof på hendes bagdel kunne jeg se mønstret i hendes blondeundertøj. Jacob havde også fulgt hende med blikket.

"Nej!"

"Nej?"

"Nej, fordi om sommeren går hun ikke med undertøj!"

Jeg fik noget brød galt i halsen og hostede. Hvis en kvinde gik uden undertøj i dén sommerkjole, så ville man kunne se alt.

"Vent du bare til du møder hende - jeg vil vædde på, hun lige er noget for dig!"

"Tror du?"

"Ja, det er jeg overbevist om. Men hun kan ikke lide gamle mænd på 40!"

"38, jeg er kun 38."

"Gud, jeg troede du var 50. Nå, hør så her...."

I netop det øjeblik skete der noget højest uventet. Folk var begyndt at skrige, og der lød et skarpt knald. Rundt om os smed folk sig på gulvet i store klumper, og der røg også en masse bægre med cola og bakker med pommesfritter på fliserne. Et værre skrigeri var det, og colaen sprøjtede i store kaskader til alle sider. En del gæster var løbet væk fra kasserne og styrtede mod udgangen, bortset fra en høj ranglet fyr. Jeg tænkte på hans hår så fedtet ud, og hans bukser var for løse. Han havde et bælte stramt om livet for at holde sammen på sig selv. Fyren løftede en pistol i vejret, og der lød igen et knald som rungende ekkoede mellem hårde vægge og store metalplader. Jeg kunne ikke høre hvad han råbte, men jeg kunne se de unge medarbejdere bag kasserne trække sig baglæns ind mod snurrende køleskabe og stålreoler fyldt med færdige burgere. Pludselig styrtede personalet mod døren ud til baglokalet og forsvandt. De gæster som havde søgt tilflugt under restaurantens runde borde og røde bakker, de fik pludselig modet tilbage, de kom på benene og styrtede ud af døren. Så blev der helt stille, det var nu rart.

"Ser jeg så gammel ud", spurgte jeg, fordi det undrede mig hvis det virkelig var sandt. Jeg rørte en kartoffelstrip rundt i tomatketchuppen og tegnede et lille mønster. "Ligner jeg én på halvtreds?"

Jacob drejede hovedet med et ryk og kiggede på mig med åben mund. Langt væk kunne jeg ane en sirene fra en politibil. Ude på gågaden var der ingen mennesker at se. Jo, i en port overfor, og bag hjørnet til sidegaden tittede nogle skræmte ansigter frem.

"Hva?"

"Og hvad ved du i øvrigt om, hvilke slags mænd din lillesøster foretrækker? Der er masser af unge piger som falder for modne mænd. Er der ikke?"

"Hva?"

Det var tydeligt at Jacob ikke hørte efter, og han var også holdt op med at spise. Faktisk sad han knugede på sin burger, så indmaden sivede ud af den og brødet var ved at falde fra hinanden.

"Hører du overhovedet efter, hvad jeg siger Jacob?"

Han drejede igen forstyrret sit hoved og stirrede på mig som om jeg var et spøgelse.

"Hvad?", gentog han. Den fedtede fyr var kravlet op over disken og lavede et farligt spektakel ved at slå og hamre løs på kasseapparaterne. Han havde lagt pistolen fra sig, kunne jeg se. Han var nok narkoman, eller sådan noget, selvom det kan man ikke være bekendt at tro, bare fordi en mand har fedtet hår. Pludselig fik jeg øjenkontakt med ham. Jeg nikkede og smilede høfligt. Et øjeblik gik han i stå og fik et undrende udtryk i ansigtet. Jeg vidste han tænkte på at gribe fat i pistolen, men hvorfor skulle han det? Jeg nikkede igen og smilte venligt.

"Har hun nogen kæreste?", spurgte jeg henkastet.

"Hvem?"

Nu var det min tur til at pruste opgivende ud ad næsen. Den gode burger var gået i stykker, så Jacob nu sad og knugede om sine røde fingre. Jeg fiskede en papirserviet frem og stak den frem til ham.

"Her..."

"Han er ved at røve kassen", hviskede Jacob fortroligt.

"Ja."

"Hør efter hvad jeg siger: Han røver kassen", gentog Jacob indtrængende. Jeg lo kort og smilede smørret til ham.

"Det gør ikke så meget vel? Jorden går under i morgen, ikke? Så man kan sige, han har valgt den rigtige dag. Bare synd han ikke kan nå at bruge pengene." Jeg grinede højt og slog i en flad hånd i bordet, fordi det var så morsomt.

"Du er en syg mand", hviskede Jacob. Det var nu anden gang han havde sagt det, og den slags kan man godt blive lidt irriteret over, hvis man hører det for tit. Folk har så travlt med at bestemme om man er syg, eller gammel, eller grim, eller dum, eller hvad som helst der tilfældigvis popper ind i deres hjerner, lige før de skal til at sige noget. Jeg var tæt på at hidse mig op, da jeg blev slået hårdt på skulderen.

"Hey mand! Giv mig dine penge, eller jeg blæser knoppen af dig!" Jeg drejede hovedet og kiggede på den fedtede fyr. Hans ansigt var magert og meget blegt. Nogen havde engang brækket hans næse, og en anden havde arret panden med en kniv eller en flaske.

"Giv mig så for helvede dine penge, din narrøv!", skreg fyren. Hans øjne var så store at jeg forstod han var temmelig meget ude af balance. Om et øjeblik ville han sandsynligvis slå pistolen ind i mit ansigt, og så ville jeg også have en brækket næse. Det ser ikke så kønt ud, synes jeg. Derfor rejste jeg mig forsigtigt op, mens jeg nikkede venligt til ham, og så slog jeg ham hårdt i maven lige dér hvor éns lillebror var så udspekuleret at plante sine små næver når han ville hævne sig, greb fat i hånden med pistolen og vred fyrens arm om på ryggen. Det lød et tørt smæld, da et eller andet knækkede i ham. Så skreg han, og det ville jeg også have gjort. Nogle betjente væltede samtidigt ind ad døren og greb fat i ham. Mens de baksede rundt med ham på de gule fliser, lød der pludselig et højt knald mere i rummet, og jeg mærkede et hårdt prik i mit højre ben. Tungt satte jeg mig ned ved vores lille bord. Jacob så stadigvæk forstyrret ud.

"Din lillesøster, er hun sygeplejerske?"

"Hvorfor?"

"Jeg tror jeg er blevet skudt", svarede jeg. Pommesfritterne var blevet smålunkne, men det forekom mig også de havde tabt noget af deres gode smag. Slatne var de blevet. Udenfor var der pludselig mange politibiler og et par ambulancer. Der var også nogen der fotograferede med blitz, og små børn der pegede mens mødrene strakte hals. Gad vide om jeg nogensinde ville få at vide, hvad kærlighed er?

"Brug din serviet til dine fingre, Jacob", foreslog jeg. Han svarede ikke.

3. Sorgen sidder i øjet

Der var lyst omkring mig da jeg åbnede øjnene. Hospitalet, ingen tvivl. De hvide vægge, stålrørssengen, billedet på væggen og de høje vinduer. Tavst. Roligt. Dødens sted. Her hvor alt slutter og ingen slipper ud i live. Og hvis man overlever, kan man roligt forvente at benene ikke har samme længde bagefter. I tyskernes koncentrationslejre fik man fortalt, man skulle i bad. I Danmark bliver man indlagt på hospitalet.

Det sidste jeg kunne huske, det var at sveden perlede frem i mit ansigt, og stemmerne omkring mig trak sig baglæns. Jeg nåede lige at fange en betjent i armen, inden burgerfliserne klaskede op i min krop. Det fortalte jeg sygeplejersken, og hun fik fat i lægen.

"Velkommen tilbage!" Jeg betragtede hans guldbriller og det lille ansigt på toppen af den hvide kittel. Han stod med min journal. De havde allerede planlagt min dødsattest, var jeg sikker på, og derfor undrede det mig ikke det fjerneste da lægens ansigt blev mere alvorligt mens han læste. Måske havde de planlagt, jeg skulle dø i en af hans nattevagter?

"Kommer jeg til at gå igen?"

"Hvad?"

Gad vide hvad der var sket med Jacob. Jeg ville gerne spørge ham, om en i hans slægt måske var læge, og gik med guldbriller. Pludselig huskede jeg nemlig min samtale med Jacob, efter den fedtede fyr gik amok.

"Benet..."

"Hvad?"

"Er mit ben i orden?"

"Hmmmm...." Guldbrillerne skimmede ned over journalen.

"Jo, ja - benet! Det var kun en overfladisk skramme. 4 sting har du har fået. Dit ben er helt okay!"

På en eller anden måde begyndte jeg at blive urolig. Når folk siger noget er okay, men alligevel fortsætter med at se alvorlige ud, så er det sikkert ikke okay. Det er den egentlige degeneration som helt sikkert udvikles med alderen. Jo ældre og klogere vi bliver, des større afstand kan der komme mellem de ord vi siger, og det ansigt vi viser. Vores ord bliver vigtigere end vores krop, selvom det burde være omvendt.

Så fortalte han mig, hvad de havde opdaget. Sygdommen var allerede fremskreden, og der var næppe lang tid igen. Hans omhyggelige forklaring fik mig til at le kort, fordi det overraskede mig slet ikke, at de havde planlagt hvornår jeg skulle dø. Det er jo deres arbejde, mener jeg.

"Hvis du er heldig, kan du have mange gode uger, og måske måneder, foran dig. Mit bedste råd er, at du nyder hver time du har tilbage. Vi giver dig nogle piller med, til at tage de værste smerter, og du kan få flere, hvis du får behov for det. Der er desværre ikke noget vi kan gøre. Jeg beklager", sagde lægen. Men jeg lagde mærke til at han skævede til sit armbåndsur. Sådan som solen strålede ind gennem vinduet, gættede jeg på klokken var lige omkring middag. Måske var han sulten.

"Du mener livet er et helvede, er det det, du siger?"

"Hvad?"

"Kender du en fyr der hedder Jacob? Han går tit rundt nede på gågaden med et stort skilt?"

"Hvad?"

"Din bror måske? Din fætter?"

"Øh, jeg er vist ikke helt med?" Han lo venligt, og kiggede igen på klokken.

"Nå. Du sagde, jeg er heldig, hvis jeg har nogle uger foran mig inden jeg skal dø. Mener du dermed, jeg er uheldig hvis jeg lever i 100 år?"

"Hva?" Lægen lagde hovedet på skrå og skævede til mig over brillekanten. "Om du er uheldig, hvis du lever til du bliver 100?"

"Ja?"

"Nej. Jeg siger du er uheldig, hvis du dør i morgen - og heldig hvis du lever frem til efteråret. Det er det, jeg siger!"

"Nå, på den måde. Enten dør jeg i dag, eller om 8 uger?"

"Ja, sådan mere eller mindre, ja. Et par måneder højest, vi kan ikke stoppe det."

"Det er jo da aldeles glimrende. Nu skal jeg måske i bad? Ud i bruserummet, skal jeg det!" Jeg begyndte at fnyse arrigt, hvilket fik lægen til at træde baglæns og spærre øjnene op. "Skal jeg i bad nu!", råbte jeg. Men det skulle jeg ikke. Lægen vendte ryggen til mig og forsvandt.

Senere på dagen blev jeg overrasket ved at se Jacob stikke hovedet ind ad døren.

"Bjørn! Er der liv i dig?", råbte han muntert. På en eller anden måde virkede han glad over at se mig. Om ikke andet kunne hans dommedagsprofeti gå delvist i opfyldelse, hvis jeg døde inden natten sneg sig ind over byen og lagde sig som en doven kat omkring hospitalet. Da han så at jeg kiggede tilbage på ham, trådte han ind sammen med en ung pige bag sig.

"Jeg har taget min søster med! Og noget mad, og en lille", han sænkede stemmen til en fortrolig hvisken, "og en lille flaske hvidvin! Hvordan har du det!"

"Man kan vel sige, jeg har det dødgodt", sagde jeg neutralt. Jacobs lillesøster så faktisk vældigt sød ud med det lange lyse hår som nåede hende helt ned til lænden. Hun var iklædt en hvid sommerkjole, akkurat som jeg havde forestillet mig hende. De gav mig begge to hånden. Jacobs hånd var fyldig og lidt svedig, hvorimod søsterens hånd var glat og varm. Jacob begyndte at udbrede sig om mit store heltemod, og påstod jeg var besvimet af smerte på grund af skudsåret. Jeg smilede for mig selv, fordi lægen havde forklaret mig at jeg besvimede fordi svulsten pressede ind mod åndedrætscenteret nederst i hjernen. Fremover ville jeg kunne besvime lige meget om jeg betragtede en sommerfugl eller deltog i maratonløb. De sidste uger i mit liv ville ligne de der køer, jeg havde set i fjernsynet - de køer som havde spist andre døde køer, og derved var blevet syge i hjernen. Eneste forskel ville være at jeg ikke sagde muh, når benene eksede under mig, men jeg ville få et lige så fjollet udtryk i ansigtet. Pludselig blev jeg fyldt med mismod. Inde i mig fyldtes jeg med sorg og smerte. Jeg tror sorgen sidder et sted i øjet. I hvert fald så jeg Line, Jacobs dirty søster, i et helt andet lys. Hun lignede en engel, fyldt med godhed og venlighed. Jeg kunne mærke mine øjne løb i vand. Sorgen græder, når vi oplever stor skønhed.

"Hvad er der galt?", spurgte Jacob bekymret. Line lagde sin hånd på min pande og hviskede mig i øret: "Vi er hos dig. Du skal ikke være bange. Vi passer på dig..."

Jeg lukkede øjnene og ønskede at dette øjeblik aldrig ville slutte. Men det gjorde det.

4. En god dag at dø på

Aller mest ønsker vi at komme ud herfra i højt humør og uden løse ender i livets trøje. Du kender udtrykket: "En god dag at dø på?" Det er dét, vi håber på, den perfekte dag hvor billedet størkner i sin fuldendte skønhed. Vi er selvfølgelig et par stykker som påstår, vi elsker livet, og vi vil aldrig dø. Vi vil være 110 år, eller deromkring. Have det hele med. For at være ærlige, vi er nysgerrige efter hvordan det fornemmes at være i en gammel krop når den lokale journalist besøger os på plejehjemmet og knæler ned ved siden af gyngestolen. Journalisten der skal interviewe os på fødselsdagen.

Mændene, vi tænker:
"Vil jeg stadigvæk få ståpik når jeg er 110, og jeg kigger ned i hendes kavalergang?"
Og dernæst tænker vi:
"Hvordan kan jeg forføre en barmfager 22-årig journalistelev, og vil hun overhovedet bryde sig om at kærtegne en 110 år gammel pik?"

Kvinder er ikke så vulgære. De nøjes med at forestille sig hvordan den mandlige journalistelev lader fingrene kærtegne læg og lår, mens sygeplejersken diskret vender ryggen til. Kvinderne tænker:
"Han skal komme dybt i mig. Dybt. Hans store, fede pik skal dunke op i min kusse, og så...."
Nåja, kvinder er ligeså sexglade som de fleste mænd, eller måske mere. I hvert fald, på dén 110 års-fødselsdag nyder vi dejlig sex på plejehjemmet. Og det er det der er pointen.

Hele livet handler om at finde en god dag at dø på. Akkurat som indkøbscentret hvor vi kan cirkle rundt i en evighed lørdag formiddag for at finde en parkeringsplads. Derfor bliver nogle af os 110 år. Der er mangel på gode dage i livet hvor vi føler os fuldstændigt mætte, tilfredsstillede og tømt for ethvert begær. Der er kun én af disse dage, i ethvert liv, samt tusinder af øjeblikke der minder ret meget om den. Den perfekte dag hvor alt er smukt, det er den vi jager gennem livets tusinder af hverdage.

Og det var dén dag jeg følte jeg havde fundet, da Line lagde sin hånd på min pande. Min sjæls ocean blev spejlblankt og duvede dovent. Alle vulkaner udslukt. Jeg følte en sådan fred inde i mig, en sådan ro og stille glæde over ingenting, at for min skyld kunne jeg godt dø i dét øjeblik. Solen fra vinduet oplyste Lines lyse hår, gav hende en helgenglorie omkring hovedet. Hendes ansigt var så mildt og kærligt. Og en solstråle kastede skygger ind i hendes kjoles udskæring, hvilket efterlod bløde skygger ved foden af de frodige brysters bjergpartier. Mens et sidste suk hobede sig op i mine lunger, fulgte jeg sollysets varme hånd, mens det nænsomt strøg henover de bløde bjerge og ud på kjolens hvide stof. Hendes brystvorter stak frem gennem stoffet. Jeg trak lidt mere luft ind, for at gøre mit livs sidste suk mere lydeligt og kunstfærdigt. Så gav jeg slip på hele min krop.

"Hej din skøre stodder, nu skal du ikke falde helt hen!", sagde Jacob og gav mig et gevaldigt slag på skulderen. Jeg spærrede øjnene vidt op, og mit blide suk kom ud som en snerren som fik kroppen til at trække sig sammen i et par store kramper. Jeg kunne mærke hvordan han havde gjort mig forskrækket, og jeg gispede efter vejret.

"Det må du aldrig gøre igen, Jacob", hviskede jeg. Line trak hånden til sig og forsvandt fra mit blik. I stedet kiggede jeg op i loftets hvide gipsplader. Jeg begyndte at få den opfattelse at Troen virkeligt er en plage for sine omgivelser, og i hvert fald skubber den gerne toget af sporet, når vi er klar til at tage herfra. Det perfekte øjeblik forsvandt i alle retninger som mørket på flugt fra solen. Takket være Jacob måtte jeg sandsynligvis halse rundt de sidste par uger i livet på en fortvivlet jagt efter et tilsvarende gyldent øjeblik.

"Du så sgu ud som om du var på nippet til at opgive alting! Du skal have noget mad først, og måske et glas vin", bestemte Jacob. Han stak en sandwhich i min ene hånd, og en kølig vinflaske i den anden. Jeg drejede langsomt hovedet og fandt hans øjne.

"Du skal ikke gøre det igen", gentog jeg med eftertryk. Men i det øjeblik ramtes min næses lugtcenter af duften fra brød og skinke hvilket fik min mave til at rumle så jeg kunne genopdage min sult. Jeg mærkede også nogle kølige dråber vand i min håndflade som straks gjorde mig tørstig. Line smilede til mig mens hun rettede på sin kjole. Jacob tilskyndede mig til at tage en bid af brødet.

"Spis, så bliver du hurtigere rask!", sagde han glad. Et øjeblik overvejede jeg at fortælle ham sandheden, men så ombestemte jeg mig. Det viste sig at være en fantastisk sandwich.

"Line har lavet dem, de smager godt, ikke?", spurgte Jacob med munden fuld af mad. Pludselig kunne jeg ikke lade være med at blive i godt humør. Jeg tog en en stor slurk fra flasken, og spildte det halve ned ad hagen og halsen. Det kildrede, så jeg ikke kunne lade være med at le. Pludselig lo vi alle tre, og der spredtes en hjertelig stemning mellem os. Line bøjede sig ind over mig, kyssede mig på halsen, kildede mig i siderne og rodede rundt i mit hår. Et øjeblik mærkede jeg efter, om der igen dannedes et gyldent rum omkring mig så jeg kunne dø lykkelig, men hun blev ved med at kilde mig så jeg ikke kunne få luft, og så kan man jo ikke drage sit sidste suk. I øvrigt var ikke alle min krops begær udslukte, kunne jeg mærke da hun kyssede mig let på munden.

"Jeg vil også kysse ham", råbte Jacob og skubbede Line væk. Så gav han mig et ordentligt smaskkys. Latteren væltede ud af mig, så jeg hostede og spruttede brødkrummer udover hele sengen. I det sekund valgte guldbrillerne at gøre sin entré på stuen. Og han var sur.

5. Hvem er du?

"Hvad i al verden foregår der her!" Afdelingens overlæge var standset op med armene ned langs siden af kroppen, og næverne knyttede. Hans kæber var sammenbidte, og han så bister ud. Øjnene stirrede vredt gennem guldbrillernes små glasvinduer. Jeg gættede på at han ville blive rød i hovedet af raseri, og det blev han også. Der var en kunstpause som jeg benyttede til at sætte vinflasken fra mig.

"Der skal ikke holdes nogen abefester her på min afdeling! Er det forstået! Dette er et hospital hvor patienterne har krav på ro og fred. Der er faktisk mennesker her som svæver mellem liv og død! Og de har krav på fred!"

Jacob så slukøret ud. Han stod med ludende skuldre og kiggede skiftevis på lægen, eller på det grå linoleumsgulv. Hans søster Line var derimod ikke det mindste berørt af situationen. Hun kiggede på guldbrillerne og gabte af kedsomhed. Så trak hun på skuldrene og gik hen mod vinduet. Hun kommenterede regnvejrsskyerne som trak op over byen. Jeg børstede nogle krummer ned på gulvet.

"Og hvem havde du tænkt der skal gøre rent efter dig!"

Jeg dukkede undskyldende hovedet og sank. Så begyndte Jacob at tale. Først tøvende, men snart ildnede han sig op og begyndte at bevæge sig omkring ved siden af min seng.

"Vi ville jo blot opmuntre Bjørn. Det er der vel ikke noget galt i? Er det ikke rigtigt at kroppens helbredelse foregår hurtigere, når patienten er glad? Det er noget med immunforsvaret, ikke sandt? Når vi er glade, bliver vi hurtigere raske?"

Guldbrillerne rullede med øjnene, og hans stemme dirrede.

"Ikke på min afdeling!", sagde han hårdt og kiggede direkte ind i Jacobs øjne. "Her er det mig der bestemmer, og jeg vil den ondelyneme ikke have sådan et svineri! Besøget er hermed afsluttet! Jeg må bede jer begge om at forlade stedet!"

Line havde forladt vinduet, og greb blidt fat i min skulder. Hun spurgte, om jeg kunne stå på benene. Dernæst hjalp hun mig i tøjet, uden at ænse overlægen som trippede omkring, mens han kom med flere spidse bemærkninger. Blandt andet påstod han at jeg ikke måtte forlade stedet, førend jeg havde underskrevet nogle papirer. Jacob vred sine hænder, og vidste åbenbart ikke hvad han skulle sige mere. En sygeplejerske kom ind i rummet sammen med to kraftige portører. Hun forsøgte at fange lægens opmærksomhed, men guldbrillerne var gået i selvsving. Han begyndte endda at råbe op om at han ville tilkalde politiet, hvis det var nødvendigt.

Line lynede min frakke og bandt mine sko. Jeg har aldrig set et menneske arbejde så koncentreret og effektivt. Stingene i det lille sår i benet trak i lægmusklens kød, da jeg prøvende tog et skridt, men det var ikke nogen stor smerte. Der var ikke gået mere end nogle få minutter førend vi var klar til at drage afsted. Jacob tog mig under armen som om jeg var en gammel mand. Han turde ikke kigge på lægen, som spærrede vejen for os.

"Du behøver ikke ringe", sagde Line roligt. "Jeg tror ikke din opførsel er kriminel i straffelovens forstand. Du er bare en dum mand", sagde hun. Lægen blev indadvendt, vendte ryggen til os. Ved døren flakkede portørerne lidt med øjnene, men Line har en særlig udstråling, så efter en kort tids tøven, flyttede de sig og vi gik.

I taxaen fra sygehuset diskuterede Line og Jacob hvorvidt de skulle følge mig hjem, eller om de skulle lade mig ligge lidt på sofaen hos Jacob i et par dage. Egentlig var jeg træt, og jeg savnede min lejlighed. Jeg følte heller ikke jeg havde brug for nogen pleje. Kødsåret i benet var rent og fri for betændelse, så jeg kunne klare mig selv. For alt i verden ville jeg desuden undgå at ligge og rulle rundt på Jacobs stuegulv, når hjernesvulsten udløste mit næste anfald. Det ville være at foretrække at trække gardinerne for i mit soveværelse, og så bare lade mit livs sidste uger passere gennem mørket. Jeg ville dø i ensomhed uden at lægge nogen til byrde.

"Jeg klarer mig", sagde jeg uden følelse til de to. Jacob trak opgivende på skuldrene, men jeg kunne mærke Line studerede mit ansigt. "Det går fint", tilføjede jeg. Men det virkede ikke overbevisende, hvad jeg sagde, for i det samme trak verden sig væk fra mig, sveden perlede frem på min pande, og jeg blev frygtelig svimmel. Så besvimede jeg.

Da jeg åbnede øjnene igen, så jeg op i et loft med fyrretræsbrædder. Jeg drejede hovedet og kiggede ud i en baggård hvor regnen strømmede ned. En dør gik op, og en ung pige tittede ind til mig.

"Er du sulten?"

Jeg havde aldrig set hende før. Hun havde langt lyst hår, og var måske 20-22 år gammel. En køn pige.

"Bjørn, er du okay?", spurgte hun med rynket pande. Jeg kunne ikke begribe hvorfor hun kaldte mig Bjørn, og jeg følte mig stærkt forvirret.

"Hvorfor kalder du mig Bjørn?", spurgte jeg så. "Hvem er du?"

6. Glatbarberede læber

Jeg var aldrig i tvivl om, hvem jeg var. Ikke før nu. Den unge pige Line, og hendes lidt ældre bror Jacob, påstår mit navn er Bjørn. Om morgenen står jeg foran spejlet over håndvasken i det lille badeværelse og kigger undrende på mit ansigt mens jeg barberer mig. Jeg ligner en mand på 50, måske lidt yngre. Ansigtet er solbrændt, og fyldt med rynker. Lidt skaldet er jeg, og det tilbageblevne hår på hovedet er gråt. Øjnene er blå, med en lysende ring rundtom iris. Ovenover har jeg buskede øjenbryn, samt lidt hår i øregangen, også gråt. Bagved mig løber bruseren, og jeg hører pigen nynne for sig selv.

"Bjørn." Jeg smager på mit navn. Kender du det at man kan blive i tvivl om, hvem man er? Min krop ser stadig stærk ud, selvom jeg er ved at være gammel. Inde ved siden af sengen ligger mine cowboybukser med et bundt nøgler i højre forlomme. I en af baglommerne lå et bundt pengesedler. En pakke tyggegummi i den anden baglomme. Derudover, ingenting. Et sted i Århus venter en hoveddør på mine fodtrin, og en dirkefri lås spejder tavst ud efter min nøgle. Ja, jeg kan såmænd også være udenbys fra, men det tror Jacob ikke jeg er. Han påstår han mødte mig på en burgerbar hvor jeg blev skudt i benet, og han har foreslået at vi tager hen på kommunehospitalet hvor jeg har været indlagt. Men jeg har sagt nej. Det er faktisk rart at barbere et ansigt som både er mit eget, og som ligesåvel kunne tilhøre en anden. Mit hovede husker intet om sidste uge, eller min barndom. Et sted dybt nede i brystkassen trækker jeg vejret roligt. Jeg nyder mit hjertes langsomme slag, og jeg er overbevist om at denne tilstand af uvidenhed er langt at foretrække fremfor det liv som jeg havde engang.

Det lyse plasticforhænget omkring bruseren rives til side, og nogle vandhaner bliver lukket med et par hurtige vred. Line træder ud på flisegulvet bag mig, og finder sit badehåndklæde.

"Nogen fremskridt?", spørger hun. Først gider jeg ikke svare, fordi hun og Jacob har stillet lignende spørgsmål uafbrudt i 2 dage. Men da jeg ser hendes smilende øjne gennem spejlet, forsvinder min modvilje.

"Det er rart ikke at vide noget om mig selv. Det er som at møde en god ven for første gang. Det bliver sikkert interessant at lære mig selv at kende", siger jeg spagt. Så tørrer jeg ansigtet, og putter noget deodorant under armene. Line står lidt og nikker, mens hun kigger på mig.

"Du holder dig da meget godt. Måske har du været sådan en score-Kaj med BMW og klippekort til fitnesscentret. Du skal nok finde dig en dejlig kvinde. Måske en lille godte på 35-40 år. Hvis du da er til unge kvinder?"

Jeg sender hende et blik som sikkert afslører min skuffelse. Line er højest 24 år. Alting ved hendes krop er frisk og frodigt. Glatte lår, en stram mave, yndige bryster og glatbarberede læber. Jeg mærker min penis erigeres op over håndvaskens kølige porcelænskant, men det er skjult fra hendes synsvinkel. Som om det betød noget. Hun ser vist ingenting ved mig, synes jeg er for gammel.

Pludselig står hun ved siden af mig, og rækker en arm ind foran mit mellemgulv for at få fat i sin tandbørste. Det giver et elektrisk stød i min krop da jeg mærker hendes varme hud mod min egen, og jeg står helt stille med blikket rettet stift ind i spejlet. Hun skæver ned til min pik og fniser. Så lægger hun armen omkring min brystkasse, og kigger på mit ansigt med drilske øjne. Gnubber sig lidt mod min hofte.

"Det er da gudskelov ikke alt, du har glemt, Bjørn."

Jeg synker en gang og håber med hele min krop at hendes hånd vil søge ned og kærtegne mit køn. Åh at mærke hendes spinkle hånd glidende forsigtigt langs lemmets sider, så nænsomt. Det gibber i min pik, kan jeg mærke. Hun bliver ved med at undersøge mit ansigt, mens hun langsomt lader hånden glide ned over mine mavemuskler.

"Hvad tænker du på?" Hun spørger så uskyldigt, for at drille mig. Hendes hånd støder mod roden af penis, og hun giver en forskrækket lyd fra sig.

"Åh, hvad er det?" spørger hun undrende, og lukker hånden om mig. Følger forsigtigt og prøvende lemmet ud mod hovedet, trækker forhuden tilbage og frem, trækker hånden fastere ind mod roden, så jeg giver en stønnende lyd fra mig. Jeg finder hendes øjne og kigger ind i deres gråblå dyb. De er funklende smukke.

Så kysser jeg Line hurtigt på næsen, stående på et badeværelse med hvide fliser, endnu dampende våde efter bruserens kaskader af varmt vand, i et lys af begær og lidenskab, endnu ukendt for mig selv. Jeg genfinder mine øjne i spejlet og overvejer, om jeg har lyst til at bolle Line? Jeg mener, man ved jo aldrig om man i virkeligheden er homoseksuel, trofast gift, eller kun til pelsklædte landbrugsdyr, når man endnu ikke kender sig selv. Jeg søger i mit indre efter hvem jeg er.

"Sig mit navn", hvisker jeg bekymret.

"Bjørn", svarer hun og kysser blidt min hals.

7. Er du rask....?

Jacob har været sur i flere dage. Svarer kun med enstavelsesord, vrænger ad det jeg siger, og går fra lejligheden lige så snart han har mulighed for det. Han tager papskiltet med hver gang. Det begyndte da vi bollede på badeværelset. Line holdt fat i håndvasken og stønnede lidenskabeligt at jeg skulle tage hende hårdere. Pludselig åbnede Jacob døren mens jeg havde fat om Lines bryster. Det gik så hurtigt at jeg ikke nåede at standse mine bevægelser i hoften. Han sagde ikke noget, og lukkede døren igen. Så kom Line, og jeg syntes hun skreg temmelig højt. Lige siden har Jacob været sur. Line trækker på skuldrene og smiler bekymringsløst.

"Han bliver god igen", siger hun bare. Nogle gange funderer jeg over, hvad der skulle til for at få Line ud af balance. Gøre hende sur, eller vred. Men på den anden side set har jeg ikke lyst til at se hende vred. Jeg tror ikke hun har et eneste problem i hele verden. Og hvis hun får det, så løser hun det bare. Hun skræmmer mig, men jeg kan ikke huske hvorfor.

Forleden var jeg henne på hospitalet for at spørge om de ved hvor jeg bor.

"Du vil have aktindsigt i din journal for at se din adresse?"

Ham overlægen, Leif Hansen, han havde sådan et lille stramt smil i ansigtet som fortalte mig at hvis han kunne være til besvær for mig, så ville han ikke have noget imod det. Det var vel ikke min skyld? Aner ikke hvorfor han har en uvilje mod mig. Line har bare fortalt at han er et dumt svin, og så mente hun og Jacob at der ikke var nogen grund til at jeg skulle blive liggende på hospitalet. "Du kan ikke huske noget?" Han rettede på sine guldbriller og kiggede interesseret på mig.

"Mit ben er helt rask. Jeg har bare glemt hvorhenne jeg bor."

"Så du er helt rask nu...?"

"Ja."

"Hmm hmm. Det var jo interessant. Rask, du er blevet rask. Meget interessant."

"Ja, altså bortset fra at jeg har svært ved at huske. Nogle gange bliver jeg også svimmel, men det går hurtigt væk igen. Benet, det er i hvert fald i orden."

"Ja, benet - det er i orden." Overlægen smilede til mig, men det var ikke venligt ment, det kunne jeg mærke.

"Er der noget i vejen for at vi kigger i journalen, så jeg kan komme hjem?"

"Adressen står ikke i journalen."

"I må da vide hvor jeg bor?"

"Jamen, det ved vi også, unge mand. Men ser du, den slags oplysninger er fortrolige. Vi må beskytte privatlivets fred, det kan du vel forstå? Vi kan ikke have at journalister og alle mulige andre roder rundt i patienternes personlige forhold. Det går simpelthen ikke."

"Nej, men øh.... men du må godt fortælle mig hvorhenne jeg bor?"

"Ja, ja - det er selvfølgelig ikke noget problem." Han smilede. Jeg trippede lidt nervøst et par gange. Udover overlægen og jeg selv, var der kun en kvinde tilstede i hospitalets reception. Kvinden sad tavst og kiggede på en computerskærm. Et par gange gabte hun og trykkede på et par taster. Jeg lagde en hånd på skranken, og mærkede jeg var svedig i håndfladen. Der var noget der begyndte at sitre i mig. "Hvor bor jeg så?", spurgte jeg. Mine ord havde svært ved at komme ud, fordi min hals var stram og tør. Overlægen nikkede venligt til mig. Han trak vejret tilfreds.

"Må jeg se din legitimation, sygesikringskortet eller kørekort?" Overlægen smilede igen tilfreds. Pludselig huskede jeg i et glimt, engang jeg spillede skak. Det var i en klub af en slags. Min modstander havde haft samme ansigtsudtryk, da han flyttede sin sorte løber ned i mit forsvar og trykkede på uret. "Skak", havde han sagt. "Skakmat!"

"Jeg har ikke nogen papirer eller kørekort."

"Så må du jo gå til politiet. De skal hjælpe dig. Hvorfor har du ikke allerede henvendt dig dér? Har du noget at frygte?"

Jeg sank og kiggede væk. Det havde strejfet mig et par gange at det var underligt med det skudsår. Jacob havde forklaret mig at jeg havde afværget et røveri mod en burgerbar. Hvorfor skulle jeg tro ham? Han påstår hver dag at jorden går under i morgen.

"Tak for hjælpen", sagde jeg og ville gå.

"Åh, Bjørn!"

"Ja..."

"Er du helt sikker på at du er rask? Ellers kommer du bare tilbage, vi vil altid hjælpe dig."

Jeg kunne se overlægen morede sig. Derfor svarede jeg ikke, men gik bare min vej.

"Det er ikke noget problem", sagde Line venligt. "Du bliver bare her et par dage. Min seng er stor nok til at du kan sove der også. Desuden er jeg ikke færdig med dig endnu." Hun grinede og greb fat i mine baller som hun gav et klem.

"Jamen, det er jo Jacobs."

"Pjat. Jeg bor her midlertidigt indtil jeg finder en lejlighed, så kan du også. Han smider ikke sin søsters bolleven på gaden. Sådan er han ikke", sagde hun bestemt.

Vi stod i køkkenet hvor Line lavede aftensmad. Det lød så naturligt i hendes mund. Bolleven. Jeg hedder Bjørn, og er Lines bolleven.

"Men du skal selvfølgelig have fat i nogen penge, til maden, ikke? I morgen kommer du med mig, så skal du få noget arbejde."

Jeg blev meget interesseret i hvad det var for noget arbejde hun kunne skaffe mig. Men hun drillede mig og sagde at det måtte jeg vente og se. Hvis jeg havde vidst hvad hun havde i tankerne, så var jeg ikke fulgt med hende. Det var derfor hun ikke ville fortælle noget, forstod jeg næste formiddag. Ude i entreen sprang døren op. Jacob var vendt hjem, drivvåd, og skiltet så miserabelt ud. Hvis ikke gud og planeten snart tog sig sammen, ville han blive nødt til at lave et nyt.

8. Byens bedste bordel

"Jeg er så træt af dig, Bjørn!" Jacob havde stadig regn i håret, og hans knoer var hvide. Han vred gaflen rundt og tværede kartoffel ud i den brune sovs. "Kan du ikke bare tage hjem! Jeg har sgu aldrig sagt du kan bo her!"

Hvad skulle jeg sige? Jeg rynkede panden og mærkede efter hvordan min sjæl tog hans udmelding. Det undrede mig at jeg ikke følte skuffelse. Jacob havde sat sit papskilt op ad radiatoren ud mod gaden. Det var efterhånden svært at tyde budskabet, fordi farverne var løbet ud.

Oprindeligt havde han skrevet "Jorden går under i morgen - vil du reddes i dag?." Men regnen havde forvansket ordene. "Orden går rundt din mave - tvivl du trædes af!."

"Måske du skulle sælge slankepulver", svarede jeg.

"Hva?"

"Du er jo bare træt af at folk ikke vil reddes. Ikke reddes af dig, i hvert fald. Det er derfor du er træt af mig, ikke?"

Jacob skulede med en halv frikadelle stikkende ud af munden.

"Sikke noget forpulet vrøvl. Du kan holde dine projektioner for dig selv. Jeg er træt af dig, og det er jeg også på fredag, og det var jeg også i går. Du går mig på nerverne, Bjørn! Og jeg er heller ikke sikker på at Line er det bedste selskab for dig. Hun lokker dig på afveje, Bjørn! Mærk dig mine ord: Hun leder dig ud på et skråplan!"

"Proje-hvad-for-nogen?"

"Ja netop, du irriterer mig! Du boller min søster som heller ikke lytter til hvad jeg siger, du spiser min mad, du sover i mit hus, og du irriterer mig. Hvorfor bor du her?"

Hans ord sårede mig en anelse. Jeg mærkede efter i min sjæls havblå dyb, men jeg kunne ikke fange nogen retningslinier for min reaktion. Jeg kunne ikke mærke, om jeg var dødeligt såret, eller blot lidt småsur. Så fangede mine øjne igen det mærkelige budskab på papskiltet, og en kildrende følelse boblede op gennem mit indre.

"Du skal faneme ikke sidde og fnise! Det er alvor det her!" Jacob blev så vred at sovs og kødstumper faldt ud på tallerkenen. Det var slet ikke morsomt, men jeg begyndte bare at grine højt. Line kiggede undrende på mig, og måske mod sin vilje smittede latteren hende. Jacob lagde bestikket og kiggede forbløffet på os, mens vi lo og slog os på lårene.

"I er faneme...." Hans stemme dirrede. Åbenbart var der ikke noget ord som dækkende kunne beskrive hvad vi var for nogen. Det var heller ikke sjovt, men det fik en ny latterbølge til at skylle igennem os, så vi måtte knække sammen i fryd, hostende og spruttende.

"I er.... I er...." Tårene trillede ned ad vores kinder. "I er bare for meget", sagde Jacob ærgerligt og rejste sig. Med ludende skuldre forlod han stuen. Derefter ebbede latteren ud.

Da jeg vågnede næste morgen, stod Line med favnen fuld af tøj. Selv havde hun lige været i bad, så hendes hud strålede på den særlige måde der altid gik ned og rodede rundt i mit underliv. Men hun ville ikke bolle, og hun krævede at jeg skulle tage tøjet på.

"Du skal ikke i bad først, bare tag det på!"

Tøjet var sådan noget som alfonserne har på i dårlige amerikanske film. Skjorte med kæmpeflip, en spraglet jakke, hvide bukser med pressefold, små italienske sko i brunt læder med spænde på. Det eneste der manglede, det var en hat. Måske hvis jeg havde været kvikkere, så ville jeg have anet hvor vi var på vej hen. Hvis jeg havde været klogere, ville jeg nok heller ikke have glemt hvem jeg er. Og sådan er der mange hvis'er i tilværelsen som er spild af tid, fordi vi nu ikke er anderledes. Ja.

Line havde åbenbart set samme dårlige film som jeg selv. Mens jeg tøvende klædte mig på, fandt hun rødt undertøj frem med blonder og hofteholder. Trusserne havde sådan nogle flæser i bunden, og jeg mente jeg kunne ane noget lyserødt kød gennem en åbning dernede. Så tog hun en let kjole udenpå, og tog hurtigt nogle farvelag i ansigtet og på læberne. Langsomt var jeg ved at komme til den konklusion at vi skulle være statister i en bordelscene. Det var først senere jeg forstod, Line faktisk arbejdede sådan et sted i virkeligheden. På det tidspunkt havde hun trukket mig med ud i en kæmpevilla på Strandvejen i Århus. Et pompøst sted fyldt med velklædte mænd og afklædte kvinder. Byens førende bordel. Aldrig har jeg set så mange smukke, unge kvinder. Aldrig har jeg mødt så mange liderlige mænd. Atmosfæren var mættet med liderlighed og begær. Væggene i underste etage var dækket med tungt, rødt velour i en mørkerød farve. De sorte lædermøbler stod tungt på tykke tæpper, og også baren gav et solidt indtryk fra sig, gjort som den var af mørkt ædeltræ. Der blev drukket whisky og champagne, alle de aftener jeg var derude. Det mindede på alle måder om en dårlig film, og det undrede mig slet ikke at der også var en scene med strippende kvinder og andre former for erotisk underholdning. I begyndelsen var jeg lidt genert.

9. Bare lig helt stille

Det at dyrke sex med en kvinde foran et publikum, det er ikke nogen dårlig beskæftigelse. Vi boller alligevel hver dag, Line og jeg, og vi får gode penge for de 15 minutter. Jeg har regnet ud vi bliver millionærer om et års tid, fordi vi er fornuftige og sætter pengene i banken. En tirsdag formiddag, da vi havde afleveret nogle dages indtjening i bankens kølige marmormave, blev jeg dog strejfet af bekymring. Jeg har stor tillid til Line, men strengt taget er det hendes bankkonto.

"Pas nu godt på dit dankort", sagde jeg henkastet på vej ned ad trapperne. Line standsede op, og drejede mig rundt så hun kunne kigge mig dybt i øjnene.

"Er du bange for at jeg stikker af med pengene?", spurgte hun overrasket.

Men det kunne jeg godt se var noget pjat. Der er ingen grund til bekymring, fordi hun elsker mig jo. Hun vil aldrig svigte mig, det ved jeg.

"Du kommer til at fortryde, og dit følelsesliv bliver ødelagt. Tro mig Bjørn, det er ikke nogen sund beskæftigelse at optræde i pornobranchen. Alle dine hjertelige følelser vil skrumpe ind og knække af som et råddent æble. Det er dårligt for dig!" Jacob nikkede insisterende som om han vidste, hvad han snakkede om. Jeg tvivler på han nogensinde har haft en kæreste, så hvad ved han om kærlighed?

"Skål på det", sagde jeg tonløst og løftede det store ølglas. Vi sad udenfor en café i byens centrum hvor en stor å glider stille forbi. Til begge sider var vi omgivet af snakkende mennesker som nød sensommerens sidste solstråler.

"Du tror måske ikke jeg ved noget om den slags?"

"Du ved ikke noget om mine følelser, i hvert fald. Jeg elsker Line, og det gør mig ikke noget at folk kigger på, mens vi gør det." En ung kvinde ved nabobordet skævede over til mig, lidt nysgerrigt.

"Mærk dig mine ord, du kommer til at fortryde."

På det tidspunkt var jeg blevet temmelig træt af Jacobs evindelige moralprædikener. Men også hans livsindstilling virkede nedslående på mit humør. Altid plaprede han om sandheden, kærligheden og livets mening. Eller også var han sur. Selvom jeg ikke kan fordrage sure mennesker, så var det sommetider bedre at have ham omkring sig når han var sur, fordi så plejede han at holde sin mund. Hans påstande om det ene og det andet gik mig på nerverne. Man kan ikke diskutere med Jacob, fordi på forhånd er det bestemt at han har ret. Altid.

"Du er så pissehellig, Jacob! Og du tror altid du har ret! Jeg ville ønske jeg aldrig havde mødt dig, for du er vel nok en torn i røven!"

"Og hvad er du så?"

"Jeg er Bjørn, og jeg tjener en million om året, sort. Folk betaler for at se mig og Line bolle, og det har jeg det godt med. Det er ikke mig der fremstiller atombomber, giftig bundmaling til supertankerne, og heller ikke mig der forpester vores drikkevand med gift. Jeg gør ikke skade på nogen, jeg er faktisk et godt menneske!"

"Hvad nu hvis du gør skade på dig selv? Er du så stadigvæk et godt menneske?"

Jeg gad ikke høre mere fra hans kant. Samme aften pakkede vi vores tøj og forlod Jacobs lejlighed. Han stod i døren mens vi fyldte en nyindkøbt kuffert med vores ting. For første gang lagde jeg mærke til at Line virkede sammenbidt, og hendes øjne var hårde. Hendes blide og præcise bevægelser var også væk, og hun smed arrigt med sit tøj.

"Pas nu godt på jer selv." Jacobs stemme var varm og venlig, og jeg kunne mærke at han ikke forsøgte at standse os. Line havde skældt ham ud, og kaldt ham for en impotent, gammel nar som ikke undte hende noget godt i livet, men hun havde ikke kunnet gøre ham vred. Mest så han ud som om han havde ondt af sin søster, hvilket gjorde hende endnu mere rasende. Et afgrundsdybt had glimtede i hendes blik, så jeg et øjeblik frygtede hun ville kaste noget tungt i hovedet på ham. Men så var hun gået ind for at pakke.

"Tak fordi jeg måtte bo her", sagde jeg.

"Det måtte du heller ikke, så du skal ikke sige tak. Men pas alligevel godt på dig selv, og husk nu at finde svaret på det spørgsmål du stillede mig aller første gang." Jeg tror han er klar over at jeg har glemt det, sådan som jeg har glemt alting andet også. Et spørgsmål? Jeg var ikke i tvivl om noget, jeg var bare glad for at være kæreste med Line, og glad for at leve. Hvad kunne jeg have spurgt ham om?

"Det om kærligheden, Bjørn." Hans ord vækkede ingen erindring i mig, og i øvrigt var det sikkert et gammelt spørgsmål som ikke længere var aktuelt. Sammen med Line vidste jeg godt, hvad kærlighed er.

"Jeg kender kærligheden", sagde jeg hårdt, og ønskede at såre ham i hans urokkelige selvtilfredshed. "Gør du?"

Lige inden vi smækkede yderdøren efter os hørte jeg Jacob snøfte som om han skulle til at græde.

Line kendte en fyr som ejede en gammel ejendom midt i byen. Øverst oppe var der et åbent tagloft delvist indrettet som lejlighed, og dér måtte vi godt bo. Han skulle oven i købet ikke have noget for det, åbenbart var han og Line gamle venner, og derfor ville han hjælpe os.

"Ja, det er længe siden her er blevet fejet, men det er da ikke værst, vel?" Kenneth som han hed, gjorde en forklarende bevægelse med armen. På et tidspunkt havde han åbnet taget og bygget en slags overdækket tagterrasse med glastag hvorfra der strømmede masser af lys ind i rummet. Bræddegulvet havde samlet en del støv, og der lå papir og andet affald spredt omkring os. I den ene ende var der en forhøjning med nogle gamle madrasser på, og ved åbningen ud til lyset stod der et bord med nogle stole rundt om. De gamle træbjælker i tagkonstruktionen fortsatte højt op hvor de forsvandt i et mørke. Jeg følte mig straks hjemme.

"Tak Kenneth", sagde Line. Det virkede som om hendes humør fortsat var nede i kulkælderen. Kenneth tog om hende og gav hende et venskabeligt knus. Han var en stor mand med prangende guldringe på sine grove hænder, og hovedet var kronraget. Han gav Line et dask i bagdelen.

"Du skal ikke sige tak min snuske. Du kan gøre mig en tjeneste en anden dag." Han lo kort, mens Line gjorde sig fri og sendte ham et taknemmeligt smil. Kenneth vendte sig om og stak en finger i min brystkasse. "Vi ses, kammerat!" Så forsvandt han, overraskende let til bens når man tænker på at han nok vejede 120 kilo.

"Kom her!" Line sukkede træt og ledte mig hen til madrasserne. "Lig og hold om mig, Bjørn, det har været en lang dag." Vi lagde os, og hun krøb ind i min favn.

"Han virker da meget flink, hvor længe har I været venner?"

"Schyyy Bjørn, bare lig helt stille."

10. Brikker i et puslespil

Nu fulgte et par uger hvor jeg mistede mig selv mere og mere. Det var særlig slemt efter mine anfald. Line påstod der måtte være noget galt med mig. Jeg besvimede simpelthen, og når jeg kom til mig selv, var jeg badet i sved og kunne ikke huske. Hvis Line var hjemme, plejede der at gå et par minutter mens jeg lå og kiggede op på hende uden at kunne genkende hende. Langt nede i mig havde jeg en fornemmelse af at jeg kendte hende. Derfor holdt jeg som regel min mund, indtil jeg huskede hun var min kæreste.

"Du må til lægen, Bjørn."

"Lægen siger jeg er rask."

"Jamen der er noget galt med dig, eller også har du epilepsi. Du ryster, og du går i krampe når du falder omkuld. Der må være en medicin der kan hjælpe dig", sagde hun medfølende og strøg mig gennem håret. Siden mit møde med overlægen på hospitalet var jeg imidlertid blevet modstander af læger, generelt, så jeg foretrak mine anfald.

Solen stod højt på himlen, når vi stod op til den ny dag. Så spiste vi og gik senere en tur inden arbejdet om aftenen. Dag ud og dag ind det samme, og det var derfor jeg mistede mig selv, gætter jeg på. Hverdagen var én lang gentagelse. Førhen havde erotikken bragt lys og latter ind i alt det grå, men også den var nu selv blevet til en rutine. Mit liv havde mistet glansen, det kunne ikke længere skjules for mig. Nogle gange forsøgte jeg at gejle mig op ved tanken om de gode penge der samledes på kontoen i banken. Men nej.

"Jeg tror du er deprimeret, Bjørn. Og jeg ved ikke hvordan jeg kan opmuntre dig. Tror du vi skal holde en pause? Har du brug for at være lidt alene?" Line kom med forslaget helt uden dramatik. Hun kunne lige så godt have bedt om saltet. Jeg kiggede chokeret på hende.

"Du virker ikke glad, Bjørn?"

Den friske pasta med kødsovs smagte ikke af noget længere, så jeg lagde gaflen og tørrede mig om munden med en papirserviet.

"Og du drikker også mere og mere. Du har det ikke godt, vel? Hvad skal jeg gøre, min elskede?"

Jeg rystede bekymret på hovedet. Hvordan kunne hun overveje at leve uden mig? Var det alt sammen løgn når hun hviskede mit navn så ømt? En dyb skuffelse spredte sine tornede arme i mine blodårer. Jeg var ret sikker på at hun var vild med mig? Hvordan kunne hun tænke på at forlade mig?

"Du trives ikke, Bjørn. Og jeg tror, det er min skyld..."

"Nej! Du er mit livs sol! Du er æblets saft og kraft! Du er vandet i min oase... Jeg kan ikke leve uden dig!"

Line sad nogle sekunder og kiggede ud over byens tage. Det var sent på aftenen.

"Du kan heller ikke leve sammen med mig, det er helt klart Bjørn. Vi er nødt til at holde en pause, så du kan finde din livsglæde igen."

Da hun sagde det, frygtede jeg at mit hjerte ville briste og jeg ville græde mine øjne i stykker. Men så besvimede jeg.

Da jeg vågnede, kunne jeg ikke huske hvor jeg var. Eller hvem jeg var. Men jeg vidste af erfaring at det ville åbenbare sig efter nogle minutter. Taglejligheden virkede tom, så jeg blev liggende i sengen og stirrede op i mørket mellem spærene. Det var som at kigge ind i min egen erindring. Tomt. Sådan lå jeg i en halv time uden at huske noget. Mine bekymringer voksede indeni mig, og samtidig havde jeg en fornemmelse af at svaret lå lige på tungen.

"Jeg.... Jeg er....", sagde jeg for mig selv for at lokke erindringen frem. "Mit navn er.... Jeg er....", gentog jeg spagt. Der var intet der vækkedes i mig, intet. Så stod jeg op og tog et brusebad. Bagefter kiggede jeg rundt i lejligheden. Åbenbart boede jeg alene, for det eneste tøj i skabet, det var mandetøj i min størrelse. Opvasken afslørede at jeg havde spist pasta, men ikke ensom, fordi der var to tallerkner og to glas. Jeg satte mig ved et spisebord der stod foran åbningen ud til en glasoverdækket terrasse. Stjernerne blinkede ned til mig, og byens nattelyde bragte bilstøj og nattevandreres stemmer ind til mig. Så fik jeg øje på en lille seddel på bordet. Sandsynligvis en huskeseddel til mine indkøb, eller sådan noget. Men det viste sig at være en besked fra en person som underskrev sig som Line. "Vi ses, Bjørn", havde hun skrevet. Ikke mere end det. Resten af natten spekulerede jeg over, hvem denne Line mon var? Havde jeg spist pasta sammen med hende? Og så var jeg blevet fuld, og hun havde lagt mig i seng inden hun gik? En veninde, en søster, en pige jeg var forelsket i?

Efter flere timers tankespind, lagde jeg mig i sengen igen og sukkede dybt. Jeg tror ikke jeg tror på gud, men jeg foldede alligevel hænderne og sendte en bøn op i mørket.

"Gud, vil du ikke nok bringe min hukommelse tilbage. Amen." Jeg sov ret hurtigt efter, en mærkelig søvn med underlige drømme. Der var en fyr med et papskilt som skulede ondt efter mig, og der var en underlig natklub hvor det var mig der optrådte på en scene sammen med en ung pige som jeg i hvert fald ikke kendte. Og der var en mand med prangende fingerringe og et skaldet hovede. En mærkelig drøm fyldt med mennesker som snakkede til mig, men jeg kunne ikke høre hvad de sagde. Alligevel var jeg let om hjertet om morgenen. Drømmen gav ingen mening, sådan som drømme vel mange gange er meningsløse, men jeg var glad fordi jeg huskede den. Det kildrede i mig af forventning om at min hukommelse ville vende tilbage. Det gjorde den imidlertid ikke, de første timer jeg var vågen. Derfor besluttede jeg mig for at gå ud i byen. Måske jeg ville møde nogen eller noget der kunne vække erindringen i mig. Det håbede jeg i hvert fald da jeg gik ned ad trapperne.

Ude på gaden skinnede solen, og folk var øjensynligt i godt humør. Jeg spurgte en gammel dame, hvilken ugedag det var.

"Det er jo lørdag, og du har fri fra arbejde. Lørdag, min unge mand", svarede hun glad. Hendes øjne glimtede i solen. Så rystede hun fornøjet med hovedet og gik videre. Arbejde? Jeg kunne ikke forestille mig hvilket arbejde jeg skulle gå til på mandag. Måske bogholder? Jeg betragtede mine bløde hænder. Ja, ikke smed eller murer. Måske lærer, eller sælger, måske... Måske var jeg arbejdsløs, så ville ingen undre sig over at jeg ikke kom til tiden.

"Har du nogen post til mig?" Postmanden kiggede op med hænderne fulde af breve som han pillede op fra lædertasken på cyklen.

"Det kan da godt være hvor bor du?" Han var i godt humør. Jeg pegede ned ad gaden og nævnte husnummeret.

"Jeg bor øverst oppe", tilføjede jeg.

"Nå, du bor på Kenneths gamle loft! Var inde og kigge engang jeg kom med en pakke, det er et hyggeligt sted. Lad mig nu se... Nej såmænd der er ikke noget til dig i dag. Måske i morgen, vi ved aldrig, du." Postmanden løftede afværgende en hånd og smilte bredt, så vendte han sig om og gik ind i en opgang.

"Kenneth..." Jeg smagte lidt på navnet, men det var som vand i min mund, smagte ikke af noget. Dog opmuntret gik jeg videre for at lede efter flere puslespilsbrikker. Det var åbenbart Kenneths loftslejlighed jeg boede i. Han ville vide, hvem jeg er. Skulle bare lige finde ham, og det kunne postmanden sikkert hjælpe mig med, når jeg mødte ham næste gang.

Fortrøstningsfuld fløjtede jeg en lille melodi og var glad. Jeg kunne jo ikke vide, hvad der senere skulle ske. Sådan er det mange gange i livet, tror jeg. Er det ikke?

11. Hjemme igen

Jeg havde haft et anfald på gågaden, men alligevel lykkedes det mig at finde hjem. Husnummeret kunne jeg huske, og så var det op ad trapperne, helt op på loftet. Der var ikke noget navneskilt ved døren, men jeg kunne genkende revnerne i den grønne maling. Lettet tog jeg nøglen frem, men i det samme var døren gået op, og den skaldede mand som jeg var sikker på hed Kenneth, kom ud på trappen. Han sagde jeg skulle forsvinde.

"Der er ikke noget at gøre, siger jeg jo. Gå din vej Kaj, du er et kvaj, du må finde et andet sted at bo, kender dig ikke, hej med dig Kaj." Kenneth slog ud med hånden for at vise hvilken vej jeg skulle gå. Ned ad trapperne. Han havde netop udskiftet dørlåsen til lejligheden, og forklarede mig kort tingenes tilstand. Åbenbart havde jeg været kæreste med en kvinde der hed Line, og det var ikke min, men hendes lejlighed, og nu var hun rejst. Mit hovede huskede ingenting om nogen kæreste, men heldigvis havde jeg igen et navn. Jeg hviskede det for mig selv og trippede nervøst.

"Men mit tøj..."

"Har du nogen penge til mig?"

"Penge?"

"Ja, du ved sådan nogen små stykker papir med tal på. Kontanter, mand!"

"Jeg skylder vistnok ikke dig nogen penge."

"Okay, så skylder jeg ikke dig noget tøj heller. Vi har smidt alt det gamle lort ud, vi har ryddet lejligheden. Line smuttede uden at afregne med mig. Hun er lige lovlig smart, synes jeg!" Kenneth kiggede på mig med smalle øjne. Jeg fornemmede, han var ikke i humør til at hjælpe mig, men jeg spurgte alligevel.

"Ved du hvem jeg er?"

"Ja, du er et kvaj, Kaj. Men, jeg kender dig ikke, og jeg er faneme også ligeglad. Du ligner ikke nogen jeg skulle være bange for, så smut med dig inden jeg bliver sur!"

"Hvad hedder jeg mere, mit efternavn ved du det?"

Kenneth trådte et skridt nærmere så jeg kunne lugte ham. En blanding af stærkt lugtende aftershave med moskus, og så noget krydret sved fra de store arme.

"Hvorfor skulle det interessere mig? Tror du jeg skal betale din gravsten og fortælle stenhuggeren hvad der skal stå på den? Du kan hedde hvad fanden du vil, men du har ikke mere at gøre her."

Vi begyndte at gå ned ad trapperne. Jeg var temmelig forvirret, men ikke rigtig bange for den skaldede Kenneth. Vi kom helt ned til gaden, og han gav mig et puf ud på fortorvet.

"Hvor kan jeg finde Line?"

"Det ved jeg ikke. Men når du finder hende, så fortæl hende at hun skylder mig noget af det frække, sådan en lille narrefisse!"

Den dag blev jeg hjemløs.

Midt i Århus ligger et parkeringshus hvor jeg kan snige mig ind om natten. Der sover jeg ovenpå noget papaffald i en sovepose jeg har hugget. Ugerne veksler hurtigt. Jeg lever af det jeg kan sjæle fra supermarkedet, og nogle gange napper jeg også noget tøj fra gågadens forretninger. I dagtimerne driver jeg omkring blandt folk som har travlt med deres indkøb, eller bare er optaget af at gå på café med deres venner.

For en sikkerheds skyld havde jeg skrevet mit navn på indersiden af den ene arm, den dag jeg blev hjemløs. Det blev efterår og vådt i vejret. Nogen vil mene at jeg gik i hundene. Jeg kunne mærke at jeg ikke længere brød mig om menneskers selskab. Sky var jeg blevet, og undgik at se folk i øjnene. Jeg vidste at jeg lugtede dårligt, fordi jeg ikke længere vaskede mig. Mit hår var blevet langt, og nogle af mine tænder faldt ud. Sommetider mødte jeg et menneske som tilbød mig penge. Dem tog jeg uden at sige tak og skyndte mig væk. Mine anfald blev hyppigere. Nogle gange så jeg bekymrede ansigter kigge ned på mig når jeg kom til mig selv. Andre gange holdt der en bil og dyttede for at få mig væk fra vejen, hvis det var der jeg var faldet omkuld. Men så en dag mødte jeg et menneske som trak mig ind på land. Forstod slet ikke hvorfor hun gjorde det.

Det var den formiddag jeg sad sammenkrøbet på en bænk og følte vinteren bide i mine knogler. Folk hastede forbi mig, de var ude og købe julegaver tror jeg. Jeg kunne akkurat holde varmen i den frakke som jeg havde fundet i en tøjcontainer, bare jeg holdt armene om mig selv og trak mine iskolde hænder op i ærmerne. En kvinde i pels var standset op og nærmede sig tøvende. Hun havde sne i sit mørke, krøllede hår, og ansigtet var meget smukt med klare træk og mørkerøde læber. Vovede ikke at se hende direkte i øjnene.

Hun satte sig forsigtigt ved siden af mig.

"Er det dig?", spurgte hun. "Hvordan er det du ser ud? Hvad er der sket?"

Jeg kunne høre hun forvekslede mig med en anden, og at den hun troede jeg var, det var en person som hun havde holdt af. Hendes stemme var chokeret og ulykkelig. Hun lagde en hånd på min skulder, men jeg rystede den af mig og rykkede lidt væk fra hende. Bedst at bringe hendes vildfarelse ud af verden med det samme, så derfor trak jeg jakkeærmet op på venstre arm og viste hende indersiden. Huden var skjoldet af gammelt skidt, men hun kunne godt læse hvad jeg havde skrevet.

"Kaj? Hedder du Kaj? Det må du undskylde, du mindede mig om... Nå, det er også lige meget, men det er utroligt så meget du minder om en, jeg kendte engang, Kaj."

Jeg kunne godt lide hendes stemme, fordi den var fin og rummede stor medfølelse. Nu ville hun sikkert give mig en pengeseddel, hvis blot jeg virkede tilstrækkeligt ynkelig. Så jeg hostede og skuttede mig i kulden.

"Er du okay, Kaj?" De fleste mennesker brød sig ikke om at være tæt på mig, men hende her var anderledes. Hun rykkede tættere på. "Har du noget sted at bo?"

Måske var det indbildning, men jeg mente jeg kunne mærke hendes varme ånde ramme mit isede ansigt, og i hvert fald inde i min sjæl, var der noget der smeltede på grund af hendes varme væsen. Mine øjne løb i vand, og pludselig følte jeg mig meget ensom og alene i verden. Tøvende rystede jeg på hovedet.

"Er du hjemløs, Kaj?"

Jeg rømmede mig, men min stemme var rusten og ude af træning, så jeg nikkede hen for mig.

"Det er alt for koldt, er det ikke? Du fryser da, gør du ikke?" Jeg kunne ikke forstå hvorfor hun bekymrede sig om mit liv. Min erfaring var at de fleste mennesker er ligeglade med gadernes hjemløse. Sommetider langede folk ud efter mig, og hånede mig med hårde ord når jeg bad om et par kroner. Altid skulle jeg være på vagt og parat til at stikke af for at kunne være i fred. Kvinden lagde sin hånd på min skulder, og denne gang lod jeg den være. Sad helt stille og kiggede ned i sneens fodspor.

"Du trænger vist til et bad og noget varm mad, gør du ikke? Jeg bor lige i nærheden. Vil du med mig, så får du et karbad og noget suppe."

Da mærkede jeg nogle tårer trille ned ad mine kinder, og mit hjerte gjorde ondt på den måde der ikke er ubehagelig. Så jeg fulgte med hende op i en stor, lys lejlighed. Hendes badeværelse havde blomster og store spejle, og inden længe buldrede vandet ned i et stort marmorkar som var bygget ned i gulvet. Hun viste mig et håndklæde og pegede på noget sæbe.

"Kan du selv klare dig?." Hun havde kastet sit blik på mine fingre der ikke kunne få knapperne op. Mine hænder rystede, og det prikkede i dem. "Nu skal jeg...", tilbød hun. Så fjernede hun mit tøj og hjalp mig ned i det varme vand.

"Det er utroligt som du minder mig om en mand, jeg kendte en gang. I har næsten den samme krop, du og ham. Forunderligt", sagde hun og gik ud af badeværelset.

Jeg fik lov til at sove på sofaen hos Maria.

"Jeg hedder egentlig noget andet, Kaj. Men nu kalder jeg mig Maria, og jeg har også farvet mit hår..." Hun så indtrængende på mig, og spejdede ind i mit blik så jeg måtte se væk. "Det var lyst dengang", sagde hun.

"Maria er et pænt navn", svarede jeg mellem to skefulde suppe. Ellers holdt jeg min mund og lod hende tale de næste par timer mens vinternatten lagde sig udenfor. Jeg blev hurtigt træt. Senere fandt hun nogle tæpper og en pude som hun lagde på sofaen. Da hun var gået ind for sig selv, kiggede jeg mig lidt omkring i stuen. Fandt en tusch og skrev hendes navn på indersiden af den anden arm. Hun læste mange bøger, kunne jeg se. Jeg trak en af bøgerne ud og læste lidt i den. Den handlede om kærlighed, og snart var jeg helt væk i et fremmed univers.

Derfor opdagede jeg ikke Marias nøgne fodtrin på det tykke tæppe, mens hun listede sig nærmere. Uden varsel stod hun bag mig i sin tynde natkjole, og forskrækkede mig så mit hjerte næsten gik i stå. Hun hviskede et navn så ømt. Og

 ! & ?