Ambjørn.dk Følg Onsdag 14. april 2021 kl. 15:04


Lykkeland.dk

Livet i Lykkeland
Lykkeland 1. Inspiration


Selvmordstanker

Af Ambjørn Happy • Onsdag 13. januar 2021

Da min bror døde sagde politiet, hvad har du tænkt dig, vi skal gøre ved det!

Forleden troede jeg, at min bror er død. Fragtmanden afleverer nogle kasser med fotoudstyr som Jørgen vil give til mine døtre. Der er mange af dem, og da jeg endeligt får dem slæbt op i lejligheden på tredje sal, er jeg forpustet.

Synes der er for mange kasser. Forvirret sidder jeg på gulvet mellem dem. Undrer mig.

Portræt af min bror, Jørgen Brink. Inden han døde hentede han sin niece i Norge.

Så ringer jeg til Jørgen. Torsdag snakkede vi 5 timer på tværs af landet. Det var hyggeligt. I lang tid var han deprimeret, og talte om at begå selvmord. Fordi hans ryg er ødelagt. Knoglerne smuldrer derinde og trykker på nerverne, så han har smerter hele tiden.

"Men det er ikke smerterne, Ambjørn! Det er ensomheden. Jeg kan ikke gå nogen steder, på grund af den ryg. Det er ikke et liv. Sådan vil jeg ikke leve!", sagde han sidste gang jeg besøgte ham i København. Han bor på fjerde sal, tæt på Mozarts Plads. Tog linie 10 derud, og var trist på vej tilbage mod Hovedbanen.
Men i torsdags var han glad og i godt humør. Det var dejligt at høre ham så levende og lettet, slet ikke deprimeret. Han lo meget, da vi snakkede sammen.

Der er for mange kasser. Jeg kigger på dem, mens jeg ringer op. Jørgen svarer ikke telefonen. Slet ikke.
"Nummeret du har kaldt eksisterer ikke!"
Jeg ringer op igen. Telefonselskabets metaldame gentager sin besked. Min bror har ikke længere et telefonnummer. Måske er hans telefon blevet stjålet? Det sker for ham, fordi han går dårligt og banditterne overfalder ham, stjæler hans penge. Truer ham med kniv. Slår ham i jorden bagefter.

Så jeg sender ham en mail. Straks svarer internettet, at mailen ikke kan afleveres. Går ind på hans hjemmeside. Den er slettet.

Vi snakkede 5 timer, og jeg var glad fordi vi hyggede os, og snakkede om mange vigtige ting. Hvordan jeg skal passe på mine børn. Hvordan han beundrer mig. Hvordan han er taknemmelig for at jeg er hans bror.

Nu er der alt for mange kasser i min lejlighed. Jeg åbner dem. Fotoudstyr. Kameraer. Blitz. Og pludselig en kasse der får mig til at kvæles af smerte. Tårerne pibler ud af mine øjne. Det er hans laptop. Den ville han aldrig give fra sig. Han elsker den computer.

Min bror er død. Det forstår jeg. Ringer til min unge datter, og siger "jeg tror han er død!"
Hun græder i telefonen.
"Det må være en misforståelse far! Der er sikkert ikke noget galt!"
"Jeg tager til København og tjekker, vil du med?"
"Kan du ikke bare ringe til nogen?"
"Nej, vi tager derover, hvis du vil med?"

Taxien går til banegården i Århus, toget kører. Vi er tavse. Min datter håber stadig han er levende. Faktisk har han lovet hende, at han aldrig vil begå selvmord uden at snakke med hende først. De har lavet en anti-selvmordspagt. Ingen af dem begår selvmord, uden at tale med den anden først. Det har han lovet hende.

Ny taxi i København ud til hans lejlighed. Intet svar når jeg trykker på hans navn. En nabo lukker os ind og vi ringer på døren på fjerde sal. Intet svar. Jeg vipper brevsprækken åben og kigger ind, råber hans navn. Intet. Sætter mig tungt på trappen og overvejer en låsesmed. Datteren kigger også ind gennem brevsprækken.

Så skriger hun. "Jeg kan se hans fødder!" Hun græder. Jeg stirrer ind i halvmørket. Troede det var nogle puder, og jeg ser dårligt. Der er hans fødder på en skammel.
Jeg holder om hende. Finder telefonen frem. Trykker 114.

"Goddag, mit navn er Ambjørn, jeg sidder her ved min brors lejligheden, og han er død."
"Hvad har du tænkt dig, jeg skal gøre ved det", svarer politimanden.
"Næ, det har du ret i. Det er bare det, at min bror ligger død inde i sin lejlighed, og jeg sidder udenfor på trappen og kan ikke komme ind. Jeg tænkte, du måske kunne gøre noget?"
Jeg kan høre politimanden rynker øjenbrynene.
"Han er død din bror, siger du, hvordan ved du det?"
"Jeg kan se ham ligge derinde."
"Du kan se han er død?"
"Ja."
"Øjeblik."
Han stiller mig om til 112.
"Vagtcentralen!"
"Goddag, mit navn er Ambjørn, min bror er død, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved det?"
"Nej, det ved jeg sandelig heller ikke", svarer en ny politimand. Han er hård og afvisende i stemmen. Åbenbart præsenterer jeg sagen på en forkert måde.
"Han ligger inde i lejligheden og døren er låst!"
"Hvordan ved du han er død?"
"Jeg kan se ham gennem brevsprækken. Han er syg og har talt om at begå selvmord, og han har mange smertestillende piller, morfin og sådan noget. Døren er låst, jeg kan ikke komme ind!"
"Okay, vi sender en vogn!"

Endelig. Vi sidder på det øverste trappetrin. Datteren er tavs, og hun ryster. Vagtcentralen ringer tilbage.
"Du Ambjørn, jeg har tænkt på, det er jo ikke helt sikkert, at han er død. Hvis han har taget en overdosis, vi sender en lægevogn og en ambulance også!"
"Tak."

Men jeg ved han er død, fordi han fortalte mig nogle uger tidligere, hvordan ville gøre det. Google havde anbefalet ham at bruge helium som dræber hjernen på 30 sekunder.

Det er alligevel dejligt de sender en ambulance. Det kommer ikke til at redde ham.
Men det føles godt, at de tager ham alvorligt.

Min bror hader politifolk, fordi de ofte misforstod hans sygdom. Når han var i byen, kunne han få et anfald, fordi centralnervesystemet brød sammen. For mange smerter i ryggen, så fik han kramper og faldt omkuld og spassede på fortovet. Flere gange greb politifolk fat i ham, lagde ham i strips og kørte ham mod detentionen, fordi de troede han var påvirket af narko.
Så lavede lægen et brev, han kunne vise til politiet. De smed ham alligevel i fortovet flere gange.

Strisserne ankommer. To unge fyre fra Jylland, fantastisk venlige. Empatiske. De forsøger at smadre døren, men det er umuligt med en skulder. En af dem hopper lige op, og sparker med samlede fødder mod døren. Det virker ikke. Lægen og ambulancefolkene er også ankommet. Vi er mange mennesker i opgangen.
Så kalder strisserne kommandocentralen over radioen. Jeg kan høre betjenten der er på vagt, han er sur og mut.
"Hvad har I tænkt jer, at jeg skal gøre ved det?"
De unge strissere er på dybt vand, kan jeg mærke. De tøver.
"I kan få en golfvogn, eller en låsesmed. Det tager en halv time for låsesmeden at komme gennem byen."
"Golfvognen, send den!", siger en af de unge strissere pludseligt.

Den kommer hurtigt. Kampklædte politisoldater løber op ad trappen med en rambuk forrest. De smadrer døren ved låsen, udveksler et par ord med de unge strissere, og løber ned igen.
"I skal blive herude, mens vi undersøger sagen", siger en af de unge.
Kort efter kommer han ud igen til os. Han nikker bekræftende.
"Jeg er ked af det, han er død", siger han.

Så venter vi nogle timer, ryger cigaretter udenfor, siger ikke så meget. Jeg går op nogle gange for at høre, hvor langt de er kommet. Kriminalbetjente undersøger lejligheden. De har taget hvide dragter på, og de fotograferer derinde. De er meget omhyggelige.

Sidst på eftermiddagen får vi lov til at gå ind til Jørgen. De unge strissere er omsorgsfulde. De har fjernet plasticposen og slangen med ballongas, så Jørgen bare sidder fin og afslappet i sin tv-stol med fødderne oppe på skamlen. Han ser så fredfyldt ud.

Smerten er ubegribelig. Jeg aer hans kind der har skægstubbe, holder om hans skulder. Han er hård og kold. Ser ud som om han sover. Jeg rusker ham blidt. Intet svar.

Klokken fem kører de ham væk i en ligvogn.

Min verden sluttede den dag. Det var ikke kun min bror der døde. Vi var mange i familien der gik i stykker. Hans venner. Gamle elskere. Kæresten. Politifolkene. Lægerne. Naboerne.

Så fandt vi en bedemand. Et kapel uden præst. En kiste og en urne. Han var vred på præsterne og politiet, men mest var han vred på sig selv. Vred over sine smerter. Vred over sin ensomhed.

Den dag vi skulle sige farvel i kapellet, og folk fortalte et digt eller nogle ord, og hans svigerinde spillede klassisk på orgelet, hentede vi noget tøj fra hans lejlighed.

"Du kan give det til mig", sagde bedemanden ved døren til værelset bag kapellet hvor min nøgne bror lå.

"Nej."

"Så må Finn lige hjælpe dig", svarede bedemanden. Han virkede til at familien sjældent plejer at give den døde tøj på, efter man har begået selvmord. Men det ville jeg. Min sidste gestus til et meget fint menneske.

Vi hjalp hinanden. To par sokker til at holde fødderne varme. Lange bukser. En trøje bedemanden klippede op i ryggen. Så bar de ham ind i kisten og folk gik forbi Jørgen. Strøg ham på kinden og hviskede farvel, inden bedemanden lagde låget på.

Skriv en kommentar




 ! & ?  



Dansk historiefortæller Prins (H)Amlet Ytringsfrihed Tænkepause Bøger uden censur E-bøger Lydbøger Papirbøger Dokumentar Dramatik Erotik Krimi Psykologi Sci-fi Spænding Thriller Information Fotograf Aarhus Fotografi Video Aarhus Hverdagen Scenekunstfoto Portrætfoto Kunstfoto Modefoto Hele Sandheden Dansk satire Christiansborg Satire Virkeligheden Lykkeland.dk Lykkeland Inspiration Nøgenfotografi Nøgenbilleder Kærlighed Erotik Begær Orgasme Nøgenfotograf Model søges Tekst & Foto Tekst & Foto Billigste pris Troværdigt salg Salg Kommunikation Mødebooking Debat Telefonsalg Forretning Vitalogi Vitalog Brevkasse Vitalogi Danish storyteller


Sikkerhed: Pixlogin beskytter din adgang til ambiorn.dk sammen med den globale anycast firewall fra Cloudflare. Din kommunikation fra IP.3.236.228.250 er krypteret med HTTPS/SSL.
Økonomi: Ambiorn.dk er en no-money no-profit personlig hjemmeside skabt af en dansk kunstner.


Sand Historie

Ambiorn.dk © 2021

16 ms.






Fri adgang til alle historier, film og foto

Klik "ok" på linket i mailen, så får du en mail med ugens nye historier i tekst, foto og film.

+ Plus fri adgang til de hemmelige sider.

(ingen reklamer, ingen spam, kun historier)
(ingen penge)



OPRET

Følger du allerede siden, så klik her.
Login


Fri adgang til alle historier, film og foto
LOGIN

Glemt dine login billeder?
Få dine 3 loginbilleder sendt til dig i en email.
Glemt password

Følger du ikke siden? Klik og begynd på det.
(ingen reklamer, ingen spam, ingen penge)
Følg